Belgisk dødshjælp til barn bekymrer ikke danske fortalere

Fortalere for aktiv dødshjælp i Danmark ser ingen principielle problemer i at yde aktiv dødshjælp, også til børn, hvis deres smerter er ubærlige. Men det er galt. Løsningen burde være målrettede hospicer for børn, mener Hospice Forum Danmark

I Belgiens naboland Holland har det siden 1973 været tilladt at give alle voksne samt børn over 12 år aktiv dødshjælp, men ifølge Flemming Scholaarts oplysninger har der indtil nu ”kun” været fem børn blandt de cirka 88.000 tilfælde af dødshjælp. Modelfoto.
I Belgiens naboland Holland har det siden 1973 været tilladt at give alle voksne samt børn over 12 år aktiv dødshjælp, men ifølge Flemming Scholaarts oplysninger har der indtil nu ”kun” været fem børn blandt de cirka 88.000 tilfælde af dødshjælp. Modelfoto. .

En 17-årig dreng i den flamsk-talende del af Belgien blev for en uges tid siden det første barn, der har fået aktiv dødshjælp, efter at det belgiske parlament i 2014 ophævede aldersgrænsen på 18 år for dødshjælp. Det oplyste Wim Distelmans, leder af den belgiske kommission for eutanasi, til en række medier i weekenden.

Distelmans har ikke offentliggjort detaljer om drengen ud over at fortælle, at det drejede sig om et barn, der led af en dødelig sygdom og havde ”ubærlige fysiske smerter”.

Herhjemme ser fortalerne for aktiv dødshjælp ingen grund til principiel bekymring over, at belgiske læger har anvendt den nye lov. Også børn kan have voldsomme fysiske smerter og lide af dødelige sygdomme uden håb om helbredelse, mener de.

”Der er ingen grund til at skelne. Børn, der lider frygteligt, kan også have brug for aktiv dødshjælp, hvis alle behandlingsmuligheder er udtømte, og både de selv og deres forældre beder om det,” siger Svend Lings, pensioneret overlæge og forfatter til bogen ”Hjælp mig – aktiv dødshjælp”.

Flemming Schollaart, formand for foreningen En Værdig Død, der støtter indførelsen af aktiv dødshjælp, understreger, at jo yngre en person er, jo mere varsom bør man være at give aktiv dødshjælp – og at dette krav i særdeleshed gælder for børn – men at behovet for lindring kan være helt det samme som for voksne.

”Vi skal altid gøre alt, hvad vi kan for at finde andre udveje, men der er en lille gruppe af mennesker, hvor palliativ behandling ikke er en mulighed. Deres smerter er så enorme, at de ikke kan fjernes,” siger han.

Efter hans mening er der ingen grund til at tro, at belgierne nu vil begynde at yde aktiv dødshjælp til hundreder af børn. I nabolandet Holland har det siden 1973 været tilladt at give alle voksne samt børn over 12 år aktiv dødshjælp, men ifølge Flemming Scholaarts oplysninger har der indtil nu ”kun” været fem børn blandt de cirka 88.000 tilfælde af dødshjælp.

”Det vidner om, hvor uendelig forsigtigt man bruger loven, når det gælder børn. Der kan komme til at gå år, før vi ser det næste belgiske tilfælde,” siger han.

Han bliver jævnligt ringet op af danskere, der ønsker rådgivning om, hvordan de kan få hjælp til at afslutte deres liv, men han har endnu aldrig været ude for, at spørgsmålet gjaldt et barn, hvilket han også ser som et tydeligt tegn på tilbageholdenhed, når det gælder aktiv dødshjælp til børn.

Tilbageholdenhed er dog ikke nok, mener Tove Videbæk, formand for Hospice Forum Danmark. Det burde slet ikke komme på tale at give et barn aktiv dødshjælp.

”Kære venner, hvad ved et barn om det at dø. Det er jo meningsløst at få et barns samtykke til dens slags,” siger hun.

Tove Videbæk er enig i, at ingen, hverken børn eller voksne, skal lide unødigt, men at mulighederne for smertelindring med den rette pleje også er langt bedre, end mange gør sig klart. Hendes løsning er særlige hospicer for børn.

”Vi ved af erfaring, at det er muligt at stille næsten alle smerter på et hospice. Fordi smerter ikke blot er en fysisk størrelse, men også påvirkes af psykiske, sociale og eksistentielle forhold. Hvis vi tager hele den palet i brug over for barnet, kan vi hjælpe meget bedre.”

En meningsmåling viste i november 2014, at 4 ud af 10 danskere var åbne over for aktiv dødshjælp til børn og demente ældre. 7 ud af 10 danskere støttede i 2014 aktiv dødshjælp til voksne.