Prøv avisen

Dødshjælp i Belgien: Svært at holde øje med lægernes praksis

I Belgien sker 4,6 procent af alle dødsfald hvert år med hjælp fra en læge, altså ved aktiv dødshjælp eller læge-assisteret selvmord. Foto: Ritzau Scanpix/Iris/modelfoto

Langt flere belgiere dør ved hjælp af dødshjælp, end de officielle tal siger. Underrapportering gør det svært at holde styr på bekymrende praksis og dødshjælp blandt sårbare grupper – og også Danmark har et problem, siger forsker

I Belgien sker 4,6 procent af alle dødsfald hvert år med hjælp fra en læge, altså ved aktiv dødshjælp eller læge-assisteret selvmord. Men meget ofte lader lægerne være med at indberette dødshjælp til myndighederne, og det er et problem, når det gælder om at holde øje med, hvem der faktisk dør på den måde, lyder det fra professor Joachim Cohen fra End-of-Life Care Research Group ved Vrije Universitet i Bruxelles.

”Vigtigheden af at have mere fyldestgørende statistik er jo præcis, at vi ellers risikerer at undervurdere, hvor meget de mere bekymrende praksisser og dødshjælp i sårbare grupper fylder,” skriver han i en e-mail til Kristeligt Dagblad.

Ligesom nabolandet Holland debatterer Belgien især dødshjælp, når det gælder sådanne særlige grupper, blandt andet patienter med psykiske problemer. I én omdiskuteret sag fra april 2012 fik universitetslektoren Tom Mortier helt uventet en opringning om, at hans svært deprimerede mor på 64 år var død dagen før som følge af dødshjælp – hun var i øvrigt ved godt helbred. En anden sag er på vej til domstolene som den første, siden Belgien legaliserede dødshjælp i 2002. Også den gælder en deprimeret kvinde, som lod sig filme af et tv-hold, inden hun fik dødshjælp, men hvor myndighederne altså ikke mener, at dødshjælpen levede op til de fastsatte kriterier.

Hvert sjette år udgiver Joachim Cohen og hans kolleger forskning, der overvåger praksis som et supplement til officielle tal. I den seneste videnskabelige artikel publiceret i april i år finder forskerne, at fem ud af seks tilfælde af dødshjælp ikke er anført som sådan på dødsattesten. I ét ud af tre tilfælde lader lægen være med at rapportere dødshjælpen til den nationale komité, der har til opgave at føre tilsyn med praksis og vurdere, om dødshjælpen var inden for lovens rammer.

Belgien har ikke lovkrav om, at dødshjælp skal anføres på dødsattesten, og det forklarer ifølge Joachim Cohen en del af underrapporteringen.

Den efterfølgende indberetning til myndighederne er derimod lovpligtig. Den vigtigste grund til, at lægerne lader være, er, at de ikke selv opfatter det, de gjorde, som ”rigtig” dødshjælp. Det sker især, når de efterkommer en døende patients ønske om at skrue så meget op for den lindrende medicin, at patienten dør af det, tolker forskeren.

”En god, officiel procedure for indberetning er essentiel for samfundets kontrol og evaluering af praksis for dødshjælp. Ethvert land, der lovliggør medicinsk hjælp til at dø, bør meget omhyggeligt tilrettelægge og installere sådan en procedure. Men det er tosset at tro, at det er nok. Der bør være adskillige sikkerhedsforanstaltninger på plads i samfundet, som jeg også mener, at der er i både Belgien og Holland,” siger han og henviser til sin egen forskning som et sådant bidrag.

Men hverken Belgien eller Holland har fundet en tilstrækkeligt sikker måde at praktisere og overvåge dødshjælp på, mener Scott Kim, seniorforsker inden for bioetik ved USA’s nationale forskningsråd for sundhed, NIH. Han peger på, at ingen ved, om de urapporterede tilfælde af dødshjælp mestendels er en form for palliativ sedering (lindring med døden som mulig bivirkning, red.), sådan som Joachim Cohen anslår:

”Det kan være forklaringen i nogle sager, men faktum er, at tusindvis af sager gennem årene ikke er blevet rapporteret til myndighederne,” siger Scott Kim.

Han er især skeptisk over for begge landes modeller, hvor dødshjælp skal indrapporteres, efter den har fundet sted, og at ansvaret hviler på lægen, som har udført den:

”Jeg mener, at et objektivt, prospektivt (inden gerningen udføres, red.) system ville være bedre, især når det gælder kontroversielle tilfælde som de psykiatriske patienter.”

I Danmark er dødshjælp ulovligt. Dog mener Helle Timm, forskningsleder for palliation ved Videncenter for Rehabilitering og Palliation, at man også her i landet mangler indsigt i lægernes praksis.

Det bør der efter hendes mening rådes bod på, for at debatten om dødshjælp kan foregå på et oplyst grundlag:

”Jeg tror, der er en praksis ligesom i Belgien for at yde dødshjælp i gråzonerne, og at der går læger rundt, som har hjulpet patienter herfra, for eksempel ved at lindre en døende patient ud over grænsen for, hvad man mener er legalt. Jeg siger ikke, at det er et kæmpe problem. Men jeg mener, der kan være et individuelt dilemma, som lægerne ikke kan diskutere, heller ikke i faglige kredse, fordi debatten om dødshjælp er så hårdt trukket op herhjemme. Det er også et samfundsmæssigt problem, at praksis er uigennemskuelig,” siger hun.