Bemærkelsesværdigt at regeringen åbner for tvang i coronastrategien over for indvandrere

Tvangstestning kan muligvis være effektivt, men det nedbryder tilliden i samfundet. Derfor vil regeringen næppe ty til det, selv i de hårdest smitteramte indvandrerområder

I tirsdags kunne man høre statsminister Mette Frederiksen (S) sige i Folketingets spørgetime, at hun ”endda meget gerne” vil drøfte, om myndighederne i de udsatte områder skal have redskaber til at teste dem, der ikke frivilligt vil lade sig teste.
I tirsdags kunne man høre statsminister Mette Frederiksen (S) sige i Folketingets spørgetime, at hun ”endda meget gerne” vil drøfte, om myndighederne i de udsatte områder skal have redskaber til at teste dem, der ikke frivilligt vil lade sig teste. . Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

17 personer blev på et døgn testet positive for covid-19 i Odense-bydelen Vollsmose. Måske lyder det ikke af mange ud af 922 testede, men relativt er det langt flere end i andre dele af landet. Tallet føjer sig til rækken af testresultater, som viser, at corona-smitten vokser hurtigst i indvandrertunge områder.

Det er dog ikke nogen nyhed. Allerede i maj sidste år kunne Statens Serum Institut fortælle, at borgere med ikke-vestlig baggrund udgjorde 18 procent af de smittede, selvom de kun udgør knap ni procent af befolkningen. I en opdateret version af SSI’s rapport fra oktober var andelen af smittede med ikke-vestlig baggrund steget til 25,7 procent. Ifølge foreløbige tal for februar udgør andelen nu omkring 26 procent.

Tallene er som benzin på det udlændingepolitiske bål. De pirker til det store spørgsmål om, hvorfor personer med indvandrerbaggrund er overrepræsenterede. Skyldes det primært socioøkonomiske forhold – at de har de mest udsatte job i sundhedsvæsenet og servicesektoren, ikke kan arbejde hjemmefra og typisk bor mange flere sammen i boligkomplekser, hvor trappeopgangene fungerer som ideelle smittekanaler?

Eller er den primære årsag kulturel og religiøs? At mennesker særligt med mellemøstlig baggrund ikke vil respektere danske normer og myndigheder og derfor er ligeglade med henstillinger om at lade sig teste for corona og holde afstand til andre mennesker?

Det sidste synspunkt gør eksempelvis Liberal Alliances sundhedsordfører, Henrik Dahl, sig til talsmand for.

I et opslag på Facebook afviser han blankt det, han kalder de ”socialdeterministiske” forklaringer. Ifølge Henrik Dahl er ”indvandrere fra Stormellemøsten” danske mestre i ikke at ville følge danske regler. Opslaget er en kommentar til en artikel i Morgenavisen Jyllands-Posten, hvor flere eksperter peger på, at det er svært for indvandrerne at følge regler og henstillinger om corona. Uanset, om de er grønthandlere, kører taxa, er sosu-assistenter eller tolke i kommunen, kan de ikke tage deres job med hjem.

De to tilgange afgør i høj grad, om man betragter de smittede som ofre eller skyldige. Uden at fælde dom bør det her nævnes, at den skæve fordeling mellem befolkningsgrupper ikke kun er et dansk eller europæisk fænomen. I USA har afroamerikanere og borgere med sydamerikansk baggrund for eksempel dobbelt så stor risiko for at dø af corona, som deres andel af befolkningen skulle tilsige. De grupper kommer trods alt ikke fra ”Stormellemøsten”.

Uanset hvad forklaringen er, blinker et spørgsmål dog med flammeskrift: Hvad skal man gøre ved det?

Siden pandemiens begyndelse for et år siden har den danske regering tyet til henstillinger og frivillighed, så langt det lod sig gøre. Især i forhold til smitteopsporing, testning og vaccinationer har tvang været et bandlyst ord. I den seneste rapport fra Styrelsen for Patientsikkerhed står fortsat, at ”den danske tilgang bygger på frivillighed og ikke tvang” i forhold til smitteopsporing.

Alligevel kunne man i tirsdags høre statsminister Mette Frederiksen (S) sige i Folketingets spørgetime, at hun ”endda meget gerne” vil drøfte, om myndighederne i de udsatte områder skal have redskaber til at teste dem, der ikke frivilligt vil lade sig teste. Efterfølgende afviste hun at gå ind for tvangstestning, men det var svært at høre det anderledes. Det er et bemærkelsesværdigt nyt signal.

Brugt hårdhændet og konsekvent kan tvang selvfølgelig være et effektivt middel mod en epidemi. Det har Kina demonstreret. Tvang er imidlertid også et meget besværligt og dyrt redskab, der skader samfundets sammenhængskraft og tillid.

Derfor er det også meget vanskeligt at forestille sig, at regeringen faktisk vil bruge tvangsinstrumentet i de sidste uger, inden vaccinationerne og foråret ventes effektivt at bremse epidemien alligevel. Når regeringen og de borgerlige partier flirter med tanken, skyldes det efter alt at dømme debattens udlændingepolitiske undertoner og potentiale. At man over for det store flertal i befolkningen kan signalere, at man fortsat er kritisk over for smittespredningen blandt indvandrerne. Uanset årsagen.