Prøv avisen

Benny Andersen bisat med sange og kærlighed

Benny Andersens kiste var både udsmykket med blomster og børnetegninger, da familien bar ham ud efter bisættelsen i Sorgenfri Kirke.

Digteren og forfatteren Benny Andersen kunne forene det lette og det tunge i sin poesi, ligesom evangeliet kan, lød det fra sognepræst Søren Hermansen til digterens bisættelse i Sorgenfri Kirke i dag

”Povl skal ind!”, bliver der råbt foran Sorgenfri Kirke, der denne torsdag kan ligne et spillested med den ”koncertkæde”, der i dagens anledning er sat op, så kun VIP-gæsterne kan komme ind før kirken ”åbnes cirka klokken 13.30”, som der står på et skilt til lejligheden.

Det er en bisættelse, som blandt andre Povl Dissing skal ind til. Men stemningen er alligevel god udenfor i sensommersolen nord for København, hvor mange står og udveksler sjove minder om Benny Andersen:

”Til sidst havde han jo svært ved at nå ned og binde sine sko, og så sagde han: ’Er der noget, jeg skal ordne, når jeg alligevel er hernede’,” fortæller Benny Andersens kinesiske oversætter Xukun Ji, der i øvrigt er gift med tidligere udenrigsminister Per Stig Møller (K), som selv var ven med Benny Andersen:

”Jeg er jo selv så gammel, at jeg faktisk anmeldte hans første digtsamling. Siden blev vi venner, og han var altid et meget muntert menneske,” siger Per Stig Møller, da kirkedørene åbnes, og gæsterne lukkes langsomt ind.

Indenfor er kirken badet i et blødt orange lys fra vinduesmosaikken, der spejler sig på murstensvæggen. Og kirken er også badet i bløde toner. For mens gæsterne fylder kirkens over 300 pladser, spiller en jazztrio en række af de sange, som Benny Andersen blev så elsket for.

Det er, som om hans ord hænger i luften herinde, mens melodier som ”Svantes lykkelige dag” og ”Hilsen til forårssolen” hilser på de sidste gæster som Johannes Møllehave og Gyldendals litterære direktør Johannes Riis, der fører forfatter og journalist Lise Nørgaard op ad kirkegulvet som den måske allersidste gæst.

Benny Andersen var kendt for sine sproglige blomster. Men gennem sine dødsannoncer havde han frabedt sig blomster til sin bisættelse. I stedet ønskede han, at pengene skulle gå til Benny Andersen Prisen – og dermed dens fokus på socialt udsatte børn. Men Sorgenfri Kirke er dog ikke helt fri for blomster til Benny Andersens bisættelse, hvor mange er mødt op for at hylde den elskede danske digter, som selv skrev flere sange, der bliver brugt til begravelser – blandt andet ”Svantes svanesang”, som også skal synges i dag.

”Det er ærgerligt, at vi ikke fik den med i Kirkesangbogen. For nu bliver den nok endnu mere populær,” hvisker Henrik Marstal, der ikke ”kun” har skrevet to bøger om Benny Andersen, men blandt andet også var redaktør på ”Kirkesangbogen”. I mellemtiden afløser orglet jazztrioen, og efter et præludium bliver der sunget ”I østen stiger solen op”, inden sognepræst Søren Hermansen læser op af påsketeksten fra Markusevangeliet kapitel 16 om kvinderne, der kommer til en åben grav påskemorgen.

”En digter dør, og budskabet bringes dagen efter på morgenavisernes forsider i store typer. Det ses ikke ret tit. Men det sås, da Benny var død,” siger Søren Hermansen og ser på familien, idet han med reference til Svantes svanesang tilføjer:

”Nu går dagene videre uden ham, selvom han ønsker jer sange og kærlighed.”

Sognepræsten fortsætter med at fortælle, hvordan han som præst ofte er blevet inviteret til fester med hvide duge, tre retters-menuer og talere, som ofte overlod scenen til Benny Andersen.

”Det siger noget om Bennys digte. De går dybt ned i os og gik på tværs af folket, for de sagde folk noget. De kunne bruges i de høje timer, men også i de tunge. De er både lette og tunge. Det er en usædvanlig kombination. Det er, som om at digtene kommer bag på en og åbner tilværelsens perspektiv for en på ny. Jeg kender ikke meget andet, der kan åbne en på den måde,” siger præsten og lyser pludselig op i ansigtet:

”Jo! Det skulle lige være evangeliet. For på samme måde tager det fat i det letforståelige og det dybe. I dag hørte vi påskeevangeliet om kvinderne på vej ud til graven for at salve Jesu lig. Respekten var der om den døde. Sådan som vi akkurat også gør. De ser ikke op, de kigger ned. For sorgens lammelse har ramt dem. Men da de ser op, opdager de, at stenen er væltet fra. Det er let at forstå, det er dybt at gribe. ’Han er ikke her, han er opstanden’, ” siger Søren Hermansen og tilføjer:

”Det er den åbning, som også Benny formår i sine digte. Her mødes evangeliet og Bennys digte, når Benny Andersen skriver: ’Jeg ønsker jer sange og kærlighed’. Det kunne Jesus sådan set også have sagt, men det var altså Benny, der sagde det,” siger Søren Hermansen, mens menigheden griner.

Søren Hermansen fortæller også en personlig historie om, hvordan hans bedste ven, en anden præst, en fredag fortalte, at han ville bruge Benny Andersens digt ”Hilsen til forårssolen” i en prædiken. Men næste dag var han død og nåede aldrig at holde den prædiken. Men det gjorde Søren Hermansen, der både brugte digtet til sin vens begravelse og her til digterens egen bisættelse med en lille omskrivning:

”Engang går solen sin runde uden mig, ja, men når påskesolen skinner, lever jeg.”

Johannes Møllehave ved Benny Andersens bisættelse fra Sorgenfri Kirke, torsdag den 23 august 2018. ( Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix)
Forfatter Lise Nørgaard og Gyldendals litterære direktør Johannes Riis hilser på sognepræst Søren Hermansen efter Benny Andersens bisættelse, hvor også Johannes Møllehave (lille foto i midten) og Povl Dissing (ses tv. på foto længst til højre) var mødt op. – Alle fotos: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.
Povl Dissing ved Benny Andersens bisættelse fra Sorgenfri Kirke, torsdag den 23 august 2018. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix