Gåsen steger, og rummet er indhyllet i klassiske toner fra radioen. Det er den 24. december. En stor aften for kunsthistoriker Bente Scavenius og andre barnlige sjæle, som elsker at få gaver. Juletræet er købt på Magasins torv i København, og julepynten er den samme som for år tilbage.
Julebordet er pyntet sirligt, og når Bente Scavenius og hendes ægtemand, skuespiller Joen Bille, rejser sig fra bordet sammen med børn og børnebørn, bevæger de sig ind til juletræet. Først læser Joen Bille op fra Juleevangeliet, mens spændingen bygger sig op, for øjeblikket, hvor de mange gaver under træet skal pakkes ud, er nu aldeles tæt på.
Selvom forventningerne er høje, er der ikke noget med at flå papiret af for hurtigt at gå videre til den næste gave. Nej, én ad gangen pakker man op og siger tak til vedkommende, der har været gavmild.
Bente Scavenius ved godt, at hun lyder barnlig, når hun taler om sin begejstring for gaver. Men for hende handler det om meget mere end at erhverve sig nye ting til samlingen.
”Det handler om symbolikken i ritualet, som er meget smuk. Man har givet gaver i årtusinder, se bare på de vise mænd, der bragte jesusbarnet guld, røgelse og myrra. At give gaver knytter mennesker sammen, fordi den menneskelige relation bliver tydelig, når man overbringer hinanden gaver,” siger Bente Scavenius.
Begejstringen for gaver havde hun ikke tænkt synderligt meget over, før hun for første gang fejrede jul med sin mands familie. I hendes barndomshjem har man altid gjort sig umage for at finde gaver, som relaterede sig til personen, der skulle modtage den. Men i den nye svigerfamilie oplevede Bente Scavenius det utænkelige: Der lå checks under juletræet.
”Da jeg var lille, og min far gav mig gaver, der kunne man virkelig mærke, hvor meget han havde glædet sig til at overrække pakken. Derfor blev jeg chokeret, da jeg kom ind i en familie, som havde et mere usentimentalt forhold til gaver, og som sad ved juletræet og udvekslede checks. Det havde jeg aldrig oplevet før.”
At modtage en gave i form af en overførsel på betalingstjenesten Mobilepay – vor tids checks – ville derfor være noget af det værste, Bente Scavenius kunne forestille sig.
”Det ville jeg blive meget skuffet over at modtage. Jeg har ikke engang humoren til det. Gaver skal ikke være en så kontant udveksling. Den symbolik, der er omkring, at man får noget, man har ønsket sig, eller giveren forventer, man har ønsket sig, er udtryk for et utroligt vigtigt bånd – ikke alene blandt familiemedlemmer, men også venner i forbindelse med fødselsdage, eller når én har bestået en eksamen,” siger hun.
For en, der holder meget af gaver, og som bestemt ikke putter med det, er det meget uinspirerende at spørge til, hvad en person ønsker sig, hvis svaret er: ”Jeg ønsker mig ikke noget. Allerhøjest et par nye strømper eller cowboybukser.”
”I virkeligheden er det nok en form for beskedenhed, som er meget sympatisk og måske også meget dansk, men luften går helt ud af mig. Hvis personen til gengæld har mange ønsker, som jeg kan vælge lidt imellem, stiger min glæde klart ved at give gaver,” siger Bente Scavenius og tilføjer, at hun ikke nødvendigvis giver sine kære, hvad de har skrevet på ønskelisten, hvis hun selv har en bedre idé.
Men kunne kunsthistorikeren ikke bare selv købe den køkkenkniv, som hun ønsker sig så inderligt? Jo, lyder svaret. Men:
”Det handler ikke om, at jeg kunne købe min egen køkkenkniv, men om symbolikken. Jeg tjener udmærket, så jeg kunne sagtens købe de gaver, jeg ønsker mig. Det væsentlige er det bånd, som bliver bundet mellem familiemedlemmer og venner. Den symbolik er for mig langt vigtigere end den puritanske holdning. Men man skal jo gøre det, man har det bedst med. Det har jeg stor tolerance over for.”
Politiske holdninger eller klimahensyn skal ikke blandes for meget ind i gaverne. Og velgørenhedsgaver har heller ingen steder hjemme, mener hun.
”Ej, jeg ville blive sur, hvis jeg fik sådan en ’giv en ged-gave’,” griner hun og fortsætter:
”Jeg ved godt, at det er i en god sags tjeneste, som jeg gerne støtter, men hvis jeg absolut skal have en ged, så giv mig noget lidt personligt ved siden af.”