Berørt Prins Joachim om krigen i Ukraine: Vi lever ikke længere i en Peter Plys-verden

Prins Joachim er berørt af krigen i Ukraine og har som forsvarsattaché sat sig i spidsen for at sluse den danske forsvarsindustri indenfor dørene på øverste niveau i Frankrig

Forsvarsattache og brigadegeneral prins Joachim underskrev torsdag en erklæring om samarbejde mellem den danske ambassade og DI Forsvar og sikkerhed.
Forsvarsattache og brigadegeneral prins Joachim underskrev torsdag en erklæring om samarbejde mellem den danske ambassade og DI Forsvar og sikkerhed. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

På den danske ambassade i Paris har man en medarbejder, der hedder Joachim. Han er forsvarsattache. Han er brigadegeneral. Han er familiefar. Og så er han prins af Danmark. Med tydelige franske spor i DNA'et.

Torsdag var han i Dansk Industri for at offentliggøre et initiativ, der skal styrke den lille danske forsvarsindustri gennem et samarbejde med den franske. Initiativet blev præsenteret for den danske presse sammen med en anden Joachim, nemlig Finkielman, der er branchedirektør samt forsvars- og sikkerhedspolitisk chef i Dansk Industri.

Denne artikel er en del af denne serie:
Konflikten i Ukraine

Krigen i Ukraine berørte åbenlyst prinsen personligt, og labiliteten i stemmen var mærkbar.

”Vi lever ikke længere i denne her Peter Plys-verden i Hundredemeterskoven. Det gør vi bare ikke længere. Begivenhederne har overhalet, hvad vi forudså – eller troede, vi forudså – og hvad vi var forberedte på. Nære alliancer er vigtige i en, nu igen, skrøbelig verden.”

Den danske regerings promovering af den danske forsvarsindustri internationalt har fulgt den samme model i mange år. Hvert andet år er der en stor forsvarsindustrimesse i London og hvert andet år i Paris. Her er den danske forsvarsminister mødt op til en arbejdsdag afsluttende med en reception, enten i ambassadørens residens i London eller det Danske Hus på Champs-Elysees.

”Man får delt en masse visitkort rundt, som modtagerne smider bort samme aften. Det har ingen effekt. Derfor har jeg fundet på dette initiativ, denne event, der i resultat også har overgået mine egne forventninger.”

Eventen var en dag i det Danske Hus i Paris, hvor 25 danske topchefer - CEO's - mødtes med 20 franske ditto. 

”Det skal være eksklusivt, og det skal være uden alle de andre, som man slås med opmærksomheden om ved en messe.”

Udfordringen har været at få de franske CEO’s bevågenhed, lyst til at deltage og prioritere de små danske virksomheder.

”En fransk CEO med 50.000 ansatte og en omsætning på 60 milliarder euro, ham får du ikke bare et møde med, fordi du har hans mobiltelefonnummer. Det gør du bare ikke.”

Forskellen ligger ikke blot i, at den danske henholdsvis franske forsvarsindustri bor på to forskellige planeter. Den danske er lille, mindre end Norges. Frankrig har verdens fjerdestørste forsvarsindustri og er verdens tredjestørste eksportør, efter USA og Rusland, af udstyr til krigsførsel. Den franske forsvarsindustri står for 10 procent af den franske industriproduktion. Lukkede man den danske i morgen, ville hverken finansminister eller de økonomiske vismænd registrere rystelser i den danske økonomi. Men ikke blot størrelsen er forskellig.

”I danske virksomheder er pyramiderne flade”, hvormed prinsen om ledelseskulturen mente, at det er de franske på ingen måde. De danske virksomheder har haft det svært med den franske industri, medgav den anden Joachim, Dansk Industris Joachim Finkielman. Og hvordan får man overhovedet de franske CEO’s til at bruge tid på de danske virksomheder?

Initiativet, som er udviklet af prinsen, bygger på to ben, hvor kun det ene blev omtalt eksplicit. De danske virksomheder kom ikke alene – ministeriet, forsvarets ledelse, indkøbsorganisation og forskningsverdenen stillede op. Hvilket producerede samme holdopstilling på fransk side, således at ikke kun industriledere, men beslutningstagere i hele den verden var til stede.

Men det er næppe alene nok til at få de franske CEO’s til at prioritere deres tid, og her er der ingen tvivl om, at den royale røgelse, som prinsen bringer til festen, har gjort den store forskel. Det nævntes ikke i torsdags i DI. Man mærkede tydeligt, at prinsen gerne ville bedømmes for sit initiativ og sin faglighed og sole sig i det – hans egne ord – fremfor at fremhæve sin royale status.

I det danske forsvarsministerium er man begejstret, og modellen skal derfor gentages i London, hvor prinsen også vil møde frem samt i Washington.

Men hvad har Danmark og Frankrig geopolitisk tilfælles udover et alliancefællesskab? Frankrig er orienteret mod Middelhavet, Nordafrika og Mellemøsten, Danmark mod Arktis.

”Frankrig er det land i Europa uden domæne i Arktis med flest interesser der. Frankrig begyndte forskning i Arktis for 150 år siden. Og det er vigtigt for Frankrig at verdenshavne er frit tilgængelige og farbare,” lyder det fra prins Joachim.

Hjertet er dansk, men også fransk blod flyder i årerne på den danske prins med bopæl i Paris. Og under indtryk af krigen mærker man, hvor vigtig han finder forbindelsen og nærheden mellem de to lande.

”At værne om et land vil i fremtiden ikke kun handle om at have soldater nok.”

Jens Worning er tidligere dansk generalkonsul i Sankt Petersborg og partner i kommunikationsbureauet Policy Group. Han analyserer russisk politik og dens følger i Kristeligt Dagblad.