”Undervisningsminister Bertel Haarder blev valgt ind i Folketinget i 1975 af partiet Venstre efter i 1974 at have skrevet bogen ’Institutionernes tyranni’. Den nu 38-årige Haarder er seminarielektor og har været den liberale fløjs samfundsrevser.”
Ordene stod at læse i Kristeligt Dagblad den 10. september 1982. Et politisk vagtskifte havde fundet sted. Anker Jørgensens socialdemokratiske regering var gået af, og nu havde Poul Schlüters (K) firkløverregering taget over – og blev i denne avis præsenteret under overskriften ”En ung regering skal styre landet”.
Mens de 20 andre ministre fra dengang for længst har forladt det politiske virke, er Bertel Haarder med endnu, 41 år efter at han kom i Folketinget, og 34 år efter at han blev minister første gang.
I dag overhaler 72-årige Haarder den i nutiden stort set glemte socialdemokratiske landbrugsminister Kristen Mortensen Bording som den længst siddende danske minister siden systemskiftet i 1901. Modsat Bording har han bestridt mange forskellige ministerposter i sin ministertid – som er identisk med den samlede tid, der har været en borgerlig regering i Danmark siden 1982.
”Da jeg blev minister i Schlüters firkløverregering, fik de enkelte ministre meget mere plads, end vi får i dag. Dengang havde vi hverken spindoktorer eller detaljerede regeringsprogrammer med en lang række punkter, vi kan hakke af, når de er gennemført,” siger Bertel Haarder.
Han synes på flere planer , at det er blevet vanskeligere at være minister. De detaljerede regeringsprogrammer og den stramme budgetstyring fra Finansministeriet er to faktorer, og derudover er ministerens pressekontakt ikke just blevet mindre.
”Det er mere hårdt i dag, fordi medierne kræver min opmærksomhed fra tidlig morgen til sen aften. I 1980’erne valgte jeg selv at stå for alle Undervisningsministeriets forbindelser til omverdenen. Det var meget hyggeligt. Der var nogle få og meget dygtige Christiansborg-journalister, som var dem, man havde kontakt til. I dag er der mange fuskere i faget, fordi alle mulige beskæftiger sig med politik,” siger Bertel Haarder.
Når man er kirke- og kulturminister i en smal mindretalsregering, der lagde ud med at køre en grønthøster af besparelser over alle ministeriers budgetter, er der ikke mange penge at gøre godt med. Men økonomisk smalhals og stram budgetstyring har aldrig forhindret Venstre-veteranen i at få idéer.
”Man må jo finde løsninger. Jeg har i tidens løb taget alle mulige initiativer uden om øvrigheden. Det er jeg ganske god til,” siger Bertel Haarder, hvis aktuelle projekt er Danmarks-kanonen.
Han vil også gerne huskes for at have fundet på Undervisningsministeriets traditionsrige årlige Sorø-møde, det nye, tilsvarende kulturministerielle Rødding-møde samt folkemødet i Allinge, der har været holdt siden 2011.
”Det er min højskolebaggrund, der slår igennem i disse uformelle møder og i det hele taget har præget min måde at være minister på. I Danmark er dialog og bredt samarbejde noget, vi er gode til,” siger Bertel Haarder.
Han vil også gerne huskes for en række konkrete politiske resultater.
Som undervisnings- og forskningsminister gennemførte han en erhvervsuddannelsesreform og en styrelsesreform for universiteterne. Som sundhedsminister fik han gennemført en yderst krævende specialefordeling mellem landets hospitaler, og som integrationsminister gennemførte han en række tiltag i 2002 – 24-årsregel, tilknytningskrav og starthjælp – som stadig gælder, selvom ”meget andet er gået frem og tilbage på det område”, som han formulerer det.
”Og så var jeg i al beskedenhed med til at udvide EU med 10 nye lande, da jeg var europaminister,” siger han med henvisning til den store udvidelse af unionen med en lang række øst- og centraleuropæiske lande i 2002.
”Der var dengang en utrolig eurooptimisme, som desværre i dag er afløst af pessimisme. Det er meget trist. Brexit er det værste, der er sket for europapolitikken i min tid,” siger Haarder, der har et bud på, hvor det var, kæden hoppede af for EU-samarbejdet.
”Det var katastrofalt, da man begyndte at tale om en social union med krav om fælles velfærdsordning og fælles regler for ligestilling. Glem det! Vi bør koncentrere os om at samarbejde på de områder, hvor vi direkte skader hinanden ved ikke at finde fælles løsninger.”
Da han blev minister, havde han en universitetsgrad og praktiske joberfaringer som højskole- og seminarielærer i ryggen. I dag er der flere folketingsmedlemmer, der kommer lige fra universitetet og måske ikke engang har fået godkendt specialet. Det kan man ikke fortænke dem i, men det kan være et problem, for folkestyret har brug for erfarne folk, mener Haarder, der til gengæld ikke ser noget forkert i, at nogle politikere vælger at skifte karrierespor.
”Jeg vil ikke bebrejde folk som Karen Hækkerup, at de søger andre steder hen. Det viser da bare, at vi politikere ikke kan være helt idioter, når vi også kan bruges andre steder,” siger Bertel Haarder med henvisning til den socialdemokratiske tidligere fødevareminister, som i dag er administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.
Når han selv har kunnet holde ud længere end andre på Christiansborg og i ministerierne, mener Bertel Haarder selv, at det skyldes, at han har valgt det brede samarbejde og aldrig søgt at tilgodese bestemte forbundsfæller.
”Jeg er en god holdspiller, og jeg lægger stor vægt på ikke have nogen fjender, hverken i regeringen eller i Folketinget. Jeg har aldrig været medlem af nogen kliker eller kaffeklubber, som de har i Socialdemokratiet, og som der har været tilløb til i Venstre. Den slags vil jeg aldrig røre ved,” erklærer ministertids-rekordholderen, som tydeligt lader forstå, at det ikke er passende at spørge, om han har gjort sig overvejelser om, hvornår den politiske karriere skal slutte:
”Jeg genopstiller næste gang. Jeg har nogenlunde den alder, kandidaterne Trump og Clinton har i USA, og den alder, Reagan havde, da han blev præsident. Jeg behøver ikke svare på spørgsmålet om, hvor længe jeg har tænkt mig at blive ved.”