Da Karin Havmands datter den 17. marts fyldte 30 år, stod hun og datteren og talte i telefon på hver sin side af en dobbelt glasdør på Pykiatrisk Center Ballerup. Hun har også kunnet overlevere et par gaver på en bænk under et meget kort besøg.
Siden Danmark lukkede ned den 11. marts, har Karin Havmand kun kunnet besøge sin datter meget sporadisk under datterens indlæggelse på det psykiatriske hospital i Ballerup. Mor og datter har ellers været tæt knyttet til hinanden i de 13 år, datteren har været syg.
Det fortæller den 56-årige sygeplejerske Karin Havmand, hvis datter er diagnosticeret med skizoaffektiv lidelse. I de perioder, hvor hun er syg, er hun psykotisk og indimellem manisk.
Karin Havmands datter har været igennem flere indlæggelser, men har også haft lange perioder med et velfungerende liv. Hun tog studentereksamen, og for et år siden bestod hun tredje semester af sin bachelor i kommunikation, kristendom og kultur. Hun har blandt meget andet arbejdet i en socialøkologisk landsby. Hendes mor betegner hende som empatisk og vellidt i de perioder, hvor hun er rask.
”Men når min datter er psykotisk, roder hun rundt i sin egen historie og har meget svært ved at forklare, hvad der er op og ned. Her kan jeg som pårørende være en stor hjælp. Men det kan jeg ikke under coronakrisen, for som pårørende må jeg ikke komme på den afdeling, hvor hun er indlagt. Jeg er blevet tilbudt at deltage i samtaler med personalet over video, men det giver ingen mening, sådan som min datter har det i øjeblikket,” siger Karin Havmand.
Karin Havmands datter har tidligere meget mod sin vilje fået elektrochok.
”Min datters store bekymring er, at hun skal igennem elektrochok igen,” siger Karin Havmand, og fortæller, at hun og datteren i forvejen har oplevet psykiatrien som lukket:
”Det har ofte været svært at få en god dialog med lægerne og personalet om behandlingen, og under coronakrisen er pårørendekontakten blevet endnu mere begrænset. Normalt er jeg en meget vigtig brobygger til virkeligheden for min datter, men lige nu under krisen er det meget svært at spille den rolle,” siger Karin Havmand.
Det var datterens modvilje mod at tage den medicin, som hun har svært ved at tåle, der resulterede i hendes seneste indlæggelse i januar i år. Hun boede på det tidspunkt hos sin mor, var i praktik i en kirkelig organisation og havde det tilsyneladende godt. Men så fik hun det dårligt på grund af medicinen.
En kold januaraften forlod hun hjemmet med en dyne under armen. Hun sagde, at hun hellere ville være hjemløs end tage sin medicin.
Efter en uge, hvor hun opsøgte frikirker og flakkede rundt i København, blev hun fundet af sin mor. Hun var psykotisk og måtte indlægges på den lukkede afdeling. I forbindelse med indlæggelsen var datterens store frygt at få elektrochok.
”Når en overlæge spørger hende ’hvordan med elektrochok?’, så vil min datter på grund af sin tilstand fare op og blankt afvise. Jeg kan som pårørende være med til at formidle til personalet, hvorfor hun reagerer sådan. Det har jeg ikke kunnet under coronakrisen. Samtidig ved jeg, at hun er helt alene med sin angst. Selvom hun er meget syg, skal hun selv forklare, hvorfor hun ikke tåler noget bestemt medicin,” siger Karin Havmand.
Hun forstår godt, at hospitalerne er nødt til at afværge smittefaren, men mener, at det bør være muligt at møde datteren og det behandlingsansvarlige personale ansigt til ansigt under en eller anden form.
”Man må kunne løse problemet med smittefaren ved at mødes nogle få personer og spritte af, eller mødes med lægen i et særskilt rum,” siger Karin Havmand og fortsætter:
”Som forælder bliver man utryg, for man aner ikke, hvad der sker med ens psykisk syge barn. Pårørende er en meget vigtig del af behandlingen af psykiatriske patienter. Min datter er i perioder psykotisk, og det er mig, som ved, hvad der er sket tidligere. Når hun er syg, er hun ikke i stand til at se virkeligheden, som den er,” siger Karin Havmand.
For to uger siden blev Karin Havmands datter overført til et åbent afsnit. Planen er, at hun efter udskrivelsen i midten af maj skal flytte til Sønderjylland, hvor hendes far og en del af hendes familie bor.
”Lige nu håber jeg bare, at min datter bliver rask, for hun har så mange gode sider, som hun kan udfolde,” siger Karin Havmand.
Det er ikke de enkelte sygehuse, men Styrelsen for Patientsikkerhed, der udstikker retningslinjerne for besøg.
Psykiatrisk Center Ballerup, der i lighed med landets øvrige psykiatriske hospitaler har indført besøgsforbud, oplyser, at centeret følger sundhedsmyndighedernes retningslinjer, som ikke tillader besøg, eller at pårørende ledsager patienter i forbindelse med behandlingen. Centeret opfordrer i stedet pårørende til at holde kontakt med patienter og personale via digitale tjenester som Skype og Facetime.