Prøv avisen

Bestsellerforlag skruer op for sikkerheden

Den Amerikanske forfatter Dan Brown. Foto: Philip Scalia Denmark

Ekstrem sikkerhed omkring ny Dan Brown-bog er udtryk for en stadig mere skrøbelig bogbranche, mener fagfolk. Men også for, at bogen stadig lever

Når den nye bog Inferno af forfatteren Dan Brown i dag udkommer, sker det efter et forløb med hidtil uset store sikkerhedsforanstaltninger. Et eksempel er vilkårene for den danske redaktør, Charlotte Jørgensen, som har siddet i et specialsikret rum i London omgivet af bodyguards og oversat uden adgang til internettet. Også alle andre i forbindelse med bogen har underskrevet strenge klausuler om intet at offentliggøre, og det har været forbudt at sende bogens manuskript via internettet.

Det har gjort udgivelsen til en særpræget affære for bogens danske forlægger, Susanne Torpe, fra forlaget Hr. Ferdinand.

Det er nærmest en tilbagevenden til gamle tider, hvor man cyklede rundt med bøgerne til anmelderne. Vores trykkeri i Jylland måtte eksempelvis sætte en mand på et fly til København for at hente bogen på en USB-nøgle, som han fløj tilbage med. Det er virkelig blevet et stort cirkus med disse bestsellere, siger hun.

Et lignende cirkus blev sat op omkring J.K. Rowlings bøger om Harry Potter. Og der vil komme stadig flere eksempler på ekstrem sikkerhed ved bogudgivelser, vurderer flere fagfolk. For overalt i verden satser forlagene stadig mere på bestsellerne. De byder derfor hinanden op i de globale auktioner for at få udgivelsesretten og gør sig derfor også mere afhængige af, at bøgerne lever op til forventningerne. Og det gør de bedst, hvis indholdet ikke når ud til omverdenen før den officielle udgivelsesdag.

LÆS OGSÅ:
 Når der går en engel gennem stuen

Den udvikling er nu også virkelighed i Danmark, forklarer Bjarke Larsen, redaktør på bogbranchens magasin, Bogmarkedet:

Hvis Jussi Adler-Olsens seneste roman ikke havde solgt 200.000 eksemplarer på de første tre uger, men i stedet bare halvdelen hvilket normalt er et fremragende salg havde det været en alvorlig økonomisk bet for forlaget. En enkelt bog kan på den måde betyde knald eller fald for et forlag, og det gør dem meget sårbare.

Christian Hjort-Andersen, professor i kulturøkonomi ved Københavns Universitet, ser snarere sikkerhedscirkusset som udtryk for en del af markedsføringen.

Det giver et ekstra touch af nysgerrighed fra omverdenen, hvis forlaget ikke bare holder plottet hemmeligt, men også sætter et stort sikkerhedsapparat i gang.

Men den teori afviser forlægger Susanne Torpe. For de rigtig mange millioner, der er blevet brugt på sikkerheden omkring Dan Browns nye bog, kunne være brugt langt smartere, hvis det bare var markedsføring, man ville have ud af det.

Det er svært ikke at se udviklingen som en styrkelse af tendensen til bestsellerisme, hvilket gør det vanskeligere at være forlag. Omvendt er det også sjovt. Det er fantastisk at mærke, at den fysiske bog som jo ellers bliver erklæret døende indimellem stadig kan skabe så meget opmærksomhed. Det siger noget om dens blivende værdi, siger hun.

Kristeligt Dagblad anmelder den nye Dan Brown-bog i avisen på lørdag.