Prøv avisen

Shorts eller lange bukser: TV-værters tøj kan stadig skabe debat

Når en vært som Felix Smith tropper op i shorts, og nogle oplever det som forkert, er det et udtryk for, at selvom danskerne generelt klæder sig mere afslappet i dag, er der stadig visse forventninger til eksempelvis værters påklædning i et fjernsynsprogram. Foto: Iris/Ritzau Scanpix

En tv-vært iklædt shorts i bedste sendetid har affødt en del debat om, hvordan værter bør klæde sig. Der er stadig visse forventninger til værters påklædning, mener designforsker

Mikael Bertelsen, programchef på radiokanalen Radio24syv, var i mandags i Deadline på DR 2 for at tale om, hvorfor folk nyder en vandretur. Pludselig udbryder han:

”Må jeg lige sige noget?”

Efterfølgende fortæller han om Sørine Gotfredsens indlæg forleden i Kristeligt Dagblad ”Shorts hører ikke hjemme i seriøst fjernsyn”. Han rejser sig op og fremviser sine lysebrune shorts og udtrykker, at han er meget uforstående over for Sørine Gotfredsen holdning om, at mandlige tv-værter ikke bør optræde i fjernsyn iklædt shorts. Et af de mere humoristiske eksempler på, at diskussionen har floreret vidt og bredt i danske medier den seneste uge, og som illustrerer de forskellige holdninger til korrekt påklædning i det offentlige rum. Men er det overhovedet vigtigt, hvordan værter klæder sig, når de er på skærmen?

Enormt vigtigt, hvis man spørger modeekspert og vært på DR K Chris Pedersen:

”Det er jo noget af det første, man som seer lægger mærke til. Det er et spørgsmål om at vise seerne, at man har gjort sig umage og derved viser respekt over for de personer, som man skal tale med. Påklædning sender nogle signaler, som enhver vært bør være meget opmærksom på,” siger han.

Debatten i denne uge begyndte, fordi værten Felix Smith var iklædt shorts i TV 2-programmet ”Go’ Aften Danmark,” og ifølge Chris Pedersen er der en særlig grund til, at det er de korte benklæder, som denne gang står for skud:

”Han viser sine underben, og det har den konsekvens, at kroppen kommer i fokus. Des mere øjet fanger ham og hans krop, jo mere fokus forsvinder fra, hvad det hele handler om, nemlig gæsterne.”

For ikke så mange årtier siden gik en stor del af de danske mænd på arbejde i iført jakkesæt, hvilket var den ”uniform”, mænd bar, når de var på arbejde. I dag er modekulturen anderledes, og når en vært som Felix Smith tropper op i shorts, og nogle oplever det som forkert, er det et udtryk for, at selvom danskerne generelt klæder sig mere afslappet i dag, er der stadig visse forventninger til eksempelvis værters påklædning i et fjernsynsprogram som ”Go’ Aften Danmark”. Det mener Else Skjold, designforsker med speciale i beklædning ved Designskolen i Kolding.

”Det er selvfølgelig forskelligt fra program til program, men i et program som ’Go’ Aften Danmark’ forventes det, at værten ikke larmer med sit tøj, fordi det bryder med idéen om, at han er objektiv,” siger hun.

Hos både DR og TV 2 er værternes påklædning noget, som overvejes nøjes. De to kanaler har dog ikke nedskrevne regler.

”Afhængig af programmet har vi en holdning til, hvordan værterne skal klæde sig. Det er både noget, som redaktørerne og jeg er opmærksomme på, fordi vi ved, hvor vigtigt det er, at et program har det rigtige udtryk. Og værtens påklædning skal jo ikke forstyrre programmet,” siger leder for DR’s kostume- og sminkeafdeling, Lotte Matine Massius.

Ifølge Lotte Lindegaard, kanalchef på TV 2, er man dog ikke ked af den debat, der har været om tv-værten Felix Smiths påklædning.

”Vi har kloge værter, som kender forventningerne til de programmer, de repræsenterer. Vi gør i øvrigt meget ud at ansætte værter, som er forskellige, og at de får plads til at vise deres personlighed. Vi har både de vilde, kulørte og de mere konservative. Og det afspejler sig blandt andet i måden, de går klædt på,” siger hun.

Kommer seerne til at se flere shorts i bedste sendetid på TV 2?

”Jeg tror ikke, at vi nu får en ny shorts-trend på TV 2, og jeg vil tro, at det fremover fortsat vil være mere undtagelsen end reglen,” siger hun.