Bevaringen af historiske genstande er et sisyfosarbejde – men et vigtigt sisyfosarbejde

Konservatorer kæmper en umulig kamp mod tidens stille slitage. Men arbejdet er for de studerende på Konservatorskolen det hele værd, da de forlænger livet for genstande, der er vidnesbyrd om historien og nationens identitet. I går blev en ny årgang af konservatorstuderende udklækket som bachelorer

Der arbejdes med bevaring og konservering af tekstiler,bøger,papir,foto,film og meget andet. Der udtages prøver for at fastslå tekstur, pigment og alder. I tekstiler undersøges tråd og vævning i mikroskop.
Der arbejdes med bevaring og konservering af tekstiler,bøger,papir,foto,film og meget andet. Der udtages prøver for at fastslå tekstur, pigment og alder. I tekstiler undersøges tråd og vævning i mikroskop. . Foto: Leif Tuxen.

To tropehjelme fra omkring år 1900 står tilbage i begyndelsen af maj i et stinkskab på Konservatorskolen i København. Hjelmene er mørnede og kollapsede, og pigment-sporene af den oprindelige kaki-farve er forsvindende små.

”De har der ikke supergodt”, siger René Schmidt, der undersøger hjelmene for M/S Museet for Søfart. Kristeligt Dagblad er i begyndelsen af maj taget ud på Konservatorskolen i København for at kigge de studerende over skulderen, mens de arbejder på deres bachelorprojekter. Den foregående uge har de studerende forsvaret deres projekter for censor og eksaminator, og de sidste studerende modtog i går bevis på, at de nu kan kalde sig konserveringsteknikere.

René Schmidt er i gang med sin bacheloropgave på skolens kulturhistoriske linje. Opgaven er at dokumentere materialerne, finde ud af hvornår hjelmene er fra og eventuelt rette dem ud. Den konservatorstuderendes lange hår er samlet i en hestehale, han er iført en hvid kittel, og med en nål tager han en mikroskopisk prøve af hjelmenes yderbeklædning.

Her en tropehjelm fra Dansk Vestindien.
Her en tropehjelm fra Dansk Vestindien.

Materialet er en form for filt, formentlig presset bæverhår, fortæller den bachelorstuderende. Hjelmene er placeret i skabet med udluftning, da den 31-årige endnu ikke ved, om materialet indeholder kviksølv. Dampene fra tungmetallet skal ledes uden om den studerende luftveje, da dampene er giftige. Hvis prøverne påviser, at hjelmene indeholder kviksølv, har det konsekvenser for René Schmidts overvejelser omkring konserveringen. Måske skal hjelmene i så fald slet ikke rettes ud og gøres klar til udstilling. Men den omhyggelige tilgang til historiens fysiske efterladenskaber er under ingen omstændigheder forgæves, mener René Schmidt. For grundlæggende er en konservators job at få genstandene til at vare længst muligt.

Tropehjelmene er blot ét af afgangsprojekterne fra konservatorskolen, hvor de 20 studerende fra linjerne kulturhistorie og grafisk linje er ved at færdiggøre deres bachelorprojekter efter tre år på skolen.

Inden René Schmidt begyndte at tage prøver fra de vestindiske tropehjelme, sad han i skolens tekøkken, sammen med de to andre studerende Signe Thøgersen og Sarah Maj Nielsen for at fortælle om, hvorfor de uddanner sig til at bevare gamle ting og sager.

24-årige Signe Thøgersens afgangsprojekt er at lave en tilstandsvurdering af 18 barokstole fra Rosenborg Slot, hvor sæderne er broderet af Christian V’s dronning Charlotte Amalie og hendes hofdamer.

Sarah Maj Nielsen på 23 år undersøger Storm P.’s intet mindre end 398 scrapbøger, som er ejet af Storm P. Museet på Frederiksberg. Overordnet er de studerendes opgave at vurdere genstandenes stand, komme med anbefalinger til, hvordan de bedst bliver bevaret og til dels at rense og konservere genstandene.

Sarah Maj Nielsen undersøger papir fra Silkeborg Papirfabrik for at kunne fastslå, om papiret fra Storm P's scrapbøger stammer fra samme fabrik.
Sarah Maj Nielsen undersøger papir fra Silkeborg Papirfabrik for at kunne fastslå, om papiret fra Storm P's scrapbøger stammer fra samme fabrik.

For konservatorer er nemlig ikke restauratører. De unge menneskers uddannelse beskæftiger sig ikke meget med at bringe genstande tilbage til deres oprindelige udseende. Fokus er på at sørge for, at genstandene ikke nedbrydes mere end højst nødvendigt. Men som Signe Thøgersen forklarer, er det et sisyfosarbejde at holde genstandene i deres oprindelige stand, da alt er med til at nedbryde materialerne.

”Lys, vand, fugt, varme, luftfugtighed, temperaturer, sol, støv, skadedyr, mikrobakterier. Intet holder evigt,” forklarer Signe Thøgersen. Og de andre to stemmer i.

Hensynet mellem at vise de historiske genstande til offentligheden og at passe bedst muligt på de kulturhistoriske skatte er det dilemma, konservatorerne er sat i verden for at manøvrere i. For genstandene ville holde sig bedst, hvis de var i et tyveri- og brandsikkert mørkt rum med et klima, der var indstillet til bedst at bevare genstandens materialer.

Under sådanne forhold bliver eksempelvis den amerikanske forfatning opbevaret, fortæller de studerende. Selve Konservatorskolen minder dog ikke om et magasin indrettet til at forlænge levetiden for kulturhistoriske genstande. Skolen med den fornemme adresse på Esplanaden er indrettet i, hvad der ligner om et normalt gammelt lejlighedskompleks i København.

Tekstil fra en barokstol under mikroskop.
Tekstil fra en barokstol under mikroskop.

Fra studiepladserne på den kulturhistoriske linje har de en forårsgrøn udsigt over det gamle forsvarsanlæg Kastellet, mens den naturhistoriske linje holder til i, hvad der kan minde om en taglejlighed med tagterrasse.

Men på hylderne i lokalerne afslører faget sig. I det ene skab er forskellige elektroniske instrumenter. Hårtørrerne er nem at identificere, og med hjælp fra to dymo-mærkater kan det konstateres, at de andre redskaber er en ”UV curing unit” og en ”thermocutter”. I et andet skab er hønsenet og nylon, mens endnu andre skabe gemmer på parafinolie, læderbalsam og pudsemiddel til metaller. En konservator er nemlig et møde mellem naturvidenskab, historie og håndværk.

Tilbage til sofaen, hvor de studerende ikke er færdige med at tale om at opbevaringen af USA’s grundlov.

”Den amerikanske forfatning er for nationen så identitetsbærende, at USA ikke må miste den”, uddyber René Schmidt. Bemærkningen får de unge ind på en snak om, hvorfor kulturhistoriske genstande overhovedet er vigtige at bevare.

Signe Thøgersen: ”Skriftlige kilder har altid en afsender. Genstande er mere objektive som kilde til historien. De har en funktion, de kommer fra et mere ærligt sted, i forhold til eksempelvis kilder fra kristne munke under kæmpe censur.”

René Schmidt: ”Når vi – altså mennesker generelt – bliver vist noget, vil vi godt røre ved det. Vi vil rigtig gerne hen til genstanden, og den kan få os til at føle historiens vingesus.”

Signe Thøgersen eksemplificerer med, at der på Zoologisk Museum er en kæmpe dinosaurus-knogle, som besøgende gerne må røre ved.

”Den er et bevis for historien. Sådan er det også med gamle kulturer.”

Sarah Maj Nielsen: ”Hvis vi ingen beviser havde for vikingetiden, ville en enorm stor selvforståelse forsvinde fra vores kollektive bevidsthed. Det er vigtigt for mig at kende til vikingetiden, selvom jeg har taget en gentest, der viser, at jeg har minus nordisk i mig.”

De tre unge færdiggør nærmest hinandens sætninger. De finder i fællesskab hurtigt frem til, hvorfor det stadig er vigtigt at bevare den fysiske kulturarv, selvom meget af den i disse år blevet digitaliseret med præcise optegnelser, beskrivelser og affotograferet.

Sarah Maj Nielsen: ”Det digitale kan ikke erstatte det fysiske. Der ligger noget i at være i rummet med genstande, at være tæt på dem. På nogle punkter skal folk se det, før de tror det."

René Schmidt: ”Vi skal huske på, at vi mistede Brasiliens nationalmuseum for lidt over et år siden. Hvor 30.000 genstande brændte. Der ville digitalisering havde hjulpet.”

Sarah Maj Nielsen: ”Men man ville have grædt lige så meget. Der kan branden i Notre Dame godt lægge sig. Her er et land, der fik slettet sin historie.”

Netop historien er årsagen til, at de studerende har valgt at uddanne sig til konservatorer. Både for fortiden og for fremtiden.

René Schmidt: ”Jeg kan lide, at man er del af en kæde af konservatorer, der sørger for at bevare genstanden. Det er fantastisk, at vi gør et arbejde for fremtidige generationer. Det er enormt prisværdigt, at vi som samfund bruger tid og ressourcer på genstande, hvis funktion er udløbet.”

Alle tre studerende bestod deres bacheloropgave i sidste uge. Réne Schmidt håber på at komme direkte i arbejde på et museum, mens Signe Thøgersen skal specialisere sig i tekstilkonservering på en master-uddannelse i Glasgow, og Sarah Maj Nielsen regner med at læse videre på kandaidatuddannelsen på Konservatorskolen efter sommerferien.