Biden markerer massakre i Tulsa, flere kæmper med psyken efter nedlukning, og briterne når endelig opløftende milepæl

Her samler Kristeligt Dagblad nogle af dagens vigtigste historier om tro, etik, eksistens og de værdikampe, der foregår i ind- og udland

En kvinde knæler ved en mindetavle over coronadødsfald i London, flere især unge kæmper med psykiske udfordringer under nedlukning, og Joe Biden besøgte Tulsa til mindedag for massakre i byen. Fotos: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Daniel Leal-Olivas/AFP/Ritzau Scanpix
En kvinde knæler ved en mindetavle over coronadødsfald i London, flere især unge kæmper med psykiske udfordringer under nedlukning, og Joe Biden besøgte Tulsa til mindedag for massakre i byen. Fotos: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Daniel Leal-Olivas/AFP/Ritzau Scanpix

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Du kan skrive dig op her.

Godmorgen, det er onsdag, Morgensamling er i gang og lægger ud med en god nyhed fra coronaland.

I går kunne vi godt nok her i nyhedsbrevet meddele, at briterne kan være på vej ind i en tredje bølge med coronasmitte, men i dag kan de glæde sig over en mere positiv milepæl. Det hårdt ramte land kunne i går registrere nul nye dødsfald med coronavirus for første gang siden marts 2020. Det rapporterer BBC ifølge Ritzau. Det daglige dødstal, antallet af daglige indlæggelser med covid-19 og nye registrerede smittetilfælde har også været faldende siden januar. Det betyder dog ikke, at man ikke er bekymret i Storbritannien i disse dage, for eksperter kommer med advarsler om at lempe for meget på coronarestriktionerne på grund af en bekymring over den indiske variant, som har skabt frygt for en tredje bølge. Landet har registreret 128.045 coronarelaterede dødsfald, viser de seneste tal fra Johns Hopkins University. Det er det højeste antal døde i Europa. Over en tredjedel af den voksne befolkning i Storbritannien er blevet færdigvaccineret.

Flere kæmper med psyken efter seneste nedlukning

Artiklen fortsætter under annoncen

Vi bliver på området, men vender hjem til Danmark og en noget mere nedtrykkende historie om coronaens indflydelse på vores liv. Især unge påvirkes - måske i mindre af selve sygdommen, men i høj grad af nedlukningen af samfundet. Antallet af angst- og depressionsramte er nemlig steget, skriver Børsen. Det er især de unge, der rammes, viser tal fra forsikrings- og pensionsselskaberne, som Børsen har indsamlet. ”Vi har set en markant stigning i vores kunders brug af psykologhjælp under den anden nedlukning,” fortæller Camilla Thind Sunesen, der er chef for sundhedsløsninger hos Danica Pension, til Ritzau. Hos forsikringsselskabet Gjensidige udgør andelen af sager med angst og depression 44 procent af alle psykologsager, selskabet indtil videre har haft i 2021. I 2019 – altså før corona - udgjorde de 31 procent, skriver Børsen. Også forsikringsselskaberne Tryg og Topdanmark mærker tendensen. Hos Topdanmark er der registreret en stigning på 25 procent i sager med angst eller depression i forhold til sidste år.

Biden mindes døde i massakre på sorte

Morgensamling drager atter til udlandet, i dette tilfælde USA, hvor der for 100 år siden skete en massakre i Oklahoma. Det markerede den amerikanske præsident, Joe Biden, tirsdag i delstaten og blev dermed den første præsident til at deltage i markeringen af den dag, hvor mindst 300 sorte blev dræbt i byen Tulsa, en begivenhed, der beskrives som et af de værste eksempler på racemæssig vold i USA's historie. ”Jeg kommer her for at hjælpe med at udfylde stilheden,” sagde Biden, ifølge New York Post, i sin tale i Tulsa, hvor han mødtes med overlevende og pårørende til ofrene. En af dem var en 106-årig kvinde, som husker dagen, hvor en stor gruppe hvide gik ned i de sortes bydel, Greenwood, og foretog lynchninger. Forud for præsidentens ankomst lovede Det Hvide Hus en række nationale initiativer og milliarder af dollars til projekter, som skal mindske forskelle og kløfter mellem sorte og hvide i Tulsa og andre steder.

Paven strammer love om seksuelt misbrug

Den katolske kirke vil fremover straffe seksuelt misbrug af børn og sårbare voksne hårdere. Tiltaget er resultatet af en omfattende lovændring, som pave Frans præsenterede i går, kan man læse i dagens Kristeligt Dagblad.

Seksuelt misbrug er placeret under lovsektionen ”Forseelser mod menneskeliv, værdighed og frihed”, der er blevet udvidet med nye strafbare handlinger som ”grooming”. Desuden kan katolske aktører straffes hårdere, hvis de bruger ”tvang, trusler eller magtmisbrug” til at misbruge en hvilken som helst person seksuelt. Noget, de hidtidige lovformuleringer ikke har haft fokus på.

Tiltaget vil gøre det sværere for biskopper at dække over misbrugssager, lyder det fra iagttagere.

Afrikansk stammehøvding kræver erstatning fra Tyskland

Vi kommer godt rundt i verden i dag - også til Tyskland og det afrikanske land Namibia. Hvad de to lande har tilfælles er ikke en god historie. Og det er nemlig i fortiden, man skal finde koblingen, for i slutningen af 1800-tallet var det afrikanske land en tysk koloni, og her blev der begået drab på omkring 60.000 stammefolk. De forbrydelser ønsker Tyskland nu at anerkende som folkedrab sammen med en sum penge til forskellige udviklingsprojekter i Namibia. Men posen med tyske penge er ikke stor nok, mener berørte foreninger ifølge det tyske medie Der Spiegel. Stammehøvdingen Manasse Zeraeua kræver erstatning på et beløb svarende til mere end 470 milliarder euro, som skal betales over 40 år. Foreløbig kan stammefolkene dog se frem til en officiel undskyldning og et markant mindre beløb.

Tigere kommer på plejehjem i Knuthenborg

Så skal vi endelig hjem til Danmark og noget, der måske vækker en tiger i dig. I hvert fald kan den spanske tiger Keni nu vågne op til nye omgivelser i sit hjem i Knuthenborg Safaripark. I går blev parkens nye tigerskov åbnet, og her kan man besøge den 17-årige pensionerede cirkustiger sammen med fire andre gamle tigre. Parken tager imod pensionerede cirkusdyr, og sidste år åbnede man dørene for Europas største elefantanlæg med fire pensionerede cirkuselefanter. Planen er ifølge parkdirektør Christoffer Knuth, at der skal komme flere cirkustigre på sigt.

”Det ender lidt som et tigerplejehjem. Tigre, som ikke har nogen stor fremtid, de kan så ende deres dage her,” siger han til Ritzau.

Insekter på menuen i Frankrig

Morgensamling er nået til vejs ende, men vi bliver i dyreverden og må en sidste tur uden for landets grænser. Det er dog lidt mindre dyr, det handler om, nemlig insekter, som jo kaldes en vigtig fødevare i fremtiden. Men det kan en fransk kok ikke vente på. Han er klar med en opsigtsvækkende menu på sin restaurant i Paris, der dermed adskiller sig en del fra områdets moules frites og salade chèvre chaud. Hos Laurent Veyet kan man i stedet få rejesalat med melorm, chokoladebelagte græshopper, en pastaret med melorm, søde kartofler og sauterede larver. For insekter kan sagtens spises, mener Veyet, som forsøger at finde ud af, hvilke fødevarer der bedst kan blandes med insekterne. Han opdrætter selv ormene og fodrer dem med havregryn.

En kvinde knæler ved en mindetavle over coronadødsfald i London, flere især unge kæmper med psykiske udfordringer under nedlukning, og Joe Biden besøgte Tulsa til mindedag for massakre i byen. Fotos: Carlos Barria/Reuters/Ritzau Scanpix, Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix, Daniel Leal-Olivas/AFP/Ritzau Scanpix

Morgensamling er Kristeligt Dagblads nyhedsoverblik om tro, etik og eksistens. Morgensamling udsendes som nyhedsbrev alle hverdage. Du kan skrive dig op her.