Bierne er i fremgang

Danmarks Biavlerforening har stor medlemsfremgang. Danskerne tager truslen mod naturen fra mangel på bier i egen hånd, siger konsulent

Sidste år meldte 400 nye biavlere sig ind i Danmarks Biavlerforening. Her ses en biavler på Læsø. --
Sidste år meldte 400 nye biavlere sig ind i Danmarks Biavlerforening. Her ses en biavler på Læsø. --. Foto: Leif Tuxen.

Den danske sommer summer af flere og flere bier.

Både herhjemme og globalt har bestandene af den lille honningsamler og blomsterbestøver ellers i årevis været i tilbagegang og trængt så hårdt, at både FN og EU har slået alarm. Frygten er, at både hele landbrugsproduktionen og naturen lider skade.

Verden kan på sigt komme til at mangle fødevarer, fordi der hverken er "tamme" honningbier i bistaderne eller vilde bier nok til at bestøve de planter, der er afhængig af det for at formere sig.

Men Danmarks Biavlerforening melder om medlemstilgang i stor stil de seneste par år. Og hermed også om tilgang af flere bistader. 400 nye biavlere meldte sig ind sidste år. Og omtrent ligeså mange er kommet til siden sidste nytårsopgørelse på 4030 medlemmer, oplyser foreningens konsulent Flemming Vejsnæs.

"Det er som om den almindelige dansker har taget sagen i sin egen hånd for at gøre noget ved problemerne. Medlemsfremgangen er noget, der batter," siger konsulenten.

I Danmark bidrager bier i kraft af deres bestøvning af landbrugsplaner med en produktionsværdi på omkring 700 millioner kroner, har Københavns Universitet anslået.

Landbruget kunne hjælpe både sig selv og naturen ved at lade vilde blomster gro i små biotoper, hegn og grøftekanter i stedet for at sprøjte løs med plantegifte de steder.

/ritzau/