Allerede første gang de folkevalgte i Danmark forsøgte at bestemme over de danske bilister, vakte det modstand. Året var 1902. Justitsminister P.A. Alberti (V) var på vej med Danmarks første automobillov og ville blandt andet sætte hastighedsgrænser på højst 30 kilometer i timen på landevejen og 15 kilometer i timen i byerne. Bilfolket protesterede til Albertis store undren. Han mente, at bilister måtte have ”mageløs godt med tid”.
”På den tid blev biler mest brugt til fornøjelsesture af velhavende mennesker, og Alberti kunne ikke forstå, hvorfor de behøvede køre så hurtigt. Men han udelukkede dog ikke, at biler til varetransport kunne have en fremtid for sig,” fortæller Louise Karlskov Skyggebjerg, teknologihistoriker ved Danmarks Tekniske Universitet.
For 118 år siden afholdt de sure bilister ikke Venstre-regeringen fra at gennemføre sin lov, som ud over de første hastighedsgrænser også indførte nummerplader og krav om kørekort i dansk lovgivning. Siden er der gjort mange politiske tiltag, som har forsøgt at regulere den måde, der køres i bil på i Danmark, og det seneste oplæg i den retning er Bilkommissionens rapport, som udkom i går med en række forslag til, hvordan biltrafikken kan blive mere klimavenlig. Blandt forslagene er en vejafgift på 1000 kroner om året for alle bilister, højere priser på benzin og diesel og ændrede registreringsafgifter, som skal gøre elbiler til et mere populært valg.
Men ifølge Rune Stubager, professor i statskundskab ved Aarhus Universitet og specialist i vælgeradfærd, er der gode mængder politisk sprængkraft i tiltag, der gør ondt på bilisternes pengepung, og derfor er det ikke sikkert, at alt, hvad kommissionen foreslår, bliver til lov.
”At vi af hensyn til klimaet skal overgå fra benzin og diesel til el, er gode intentioner, som de fleste vælgere principielt støtter. Men udfordringen er, at elbiler trods afgiftsfritagelse fortsat er forholdsvis dyre, og hvis løsningen først og fremmest bliver, at det skal gøres meget dyrere at køre i benzin- og dieselbil, kan regeringen hurtigt løbe tør for opbakning,” siger Rune Stubager.
Ifølge professoren er der ikke forskning, der dokumenterer præcis, hvor stor betydning bilismen har i det samlede politikfelt, men da bestanden af biler i Danmark i dag er omkring 2,6 millioner køretøjer, og da bilen udgør en vigtigt økonomisk og transportmæssig faktor for sin ejer, er det ikke så lidt.
”Der er ingen tvivl om, at hvis man skal vedtage lovgivning, som griber kraftigt ind i, hvordan man må køre bil, eller hvor dyrt det bliver, skal man tænke sig grundigt om, for det griber ind i rigtig mange menneskers dagligdag,” påpeger Rune Stubager.
Han minder om sagen om ”betalingsringen” i København i 2011-2012, der blev et af Helle Thorning-Schmidts S-R-SF-regerings store nederlag. Partierne var gået til valg på at gennemføre en plan om en zone centralt i hovedstaden, hvor det skulle koste penge at køre ind med sin bil. Men efter et rodet forløb og utilfredshed fra stærke omegns-borgmestre måtte regeringen tage planen af bordet.
Tilbage i århundredets begyndelse var det slet ikke givet, at biler skulle køre på benzin resten af århundredet. I bilens barndom kørte folk både på damp, el og benzin og siden også diesel. Benzinmotoren skulle startes på besværlig vis med et håndsving, og det var først, da selvstarteren blev indført omkring 1912, at benzinbilen vandt.
Elbilen tabte kampen, fordi dens rækkevidde var begrænset, og fordi bilens batteri gjorde den meget tung. Først i de seneste årtier er batteriteknologien blevet udviklet til et punkt, hvor elbilen kan tage kampen op mod benzinbilen, forklarer Louise Karlskov Skyggebjerg.
”Under Anden Verdenskrig udviklede den danske opfinder Ellehammer en elbil, som han kørte rundt i. Batteriet fyldte en stor del af bilen, og hjemme i sin have i Hellerup havde han en vindmølle, som han brugte til at oplade batteriet med. I mellemkrigstiden var der opbygget en infrastruktur med benzintanke rundt om i landet, men der var ingen steder at få ladet el op,” fortæller teknologihistorikeren, som påpeger, at netop benzinbilens mangeårige dominans og den infrastruktur, som er indrettet på benzinbilens præmisser, i dag er en udfordring i forhold til den ønskede omstilling til el.
I 1909 var antallet af biler i Danmark ikke 2,6 millioner, men kun 707. Ikke desto mindre lykkedes det denne sommer at tromme 594 bilejere sammen i Aarhus til en kongres, hvor foreningen FDM, Forenede Danske Motorejere, blev stiftet. Baggrunden var utilfredshed med, at det var forbudt at køre i bil om natten og på biveje.
I takt med antallet af biler voksede også medlemstallet hos FDM, der blev en betydningsfuld lobby-organisation, og som i 1973 nåede det imponerende medlemstal 275.000. Antallet af biler var dengang cirka 1,2 millioner. FDM har i dag godt 230.000 medlemmer.
1973 var også året, hvor socialdemokraten Erhard Jakobsen blev berømt på at løbe tør for benzin på motorvejen og derfor nå så sent frem til en afstemning i Folketinget, at hans partifælle statsminister Anker Jørgensen kom i mindretal og måtte udskrive valg. Og Erhard Jakobsen stiftede derpå partiet Centrum-Demokraterne, der erklærede at stå på parcelhusejernes og bilisternes side. Hvis det på Albertis tid kun var overklasseløg med privatchauffør, der havde biler, så var det nu den helt almindelige dansker.
”Der var også andre politiske sager i Erhards pakke, men denne appel til bilisterne som vælgergruppe vidner da om, hvor stor en vælgergruppe bilisterne var blevet op gennem 1960’erne,” siger Rune Stubager.
Men selvom bilparken fortsat er vokset, har miljø-og klimadagsordenen trods alt fået bilisternes magtbase til at skrumpe de seneste årtier. Sandsynligvis kulminerede benzinbilismens politiske magt omkring det tidspunkt, da det satiriske rockorkester Shu-bi-dua i 1982 indspillede sangen ”Den grønne” med en tekst, der på yderst politisk ukorrekt vis blandede øl og bilisme og i et vers gik skridtet videre end Erhard Jakobsen og foreslog magten i Danmark overdraget til den kendte Trafikradio-journalist Lars E. Christiansen:
Hvad med at lave Liste Dyt,
partiet der dækker de danske bilister?
Det ville da være noget nyt,
og så ku’ Lars E. blive statsminister.
Tinget skulle sendes hjem
for landet ka’ sagtens køre uden dem,
og cyklister forbydes på vejen mellem otte og fem.