Prøv avisen

Bilisters trang til at filme trafikulykker møder forargelse

Brand i en lastbil lukkede Storebæltsbroen i begge retninger i mandags. Foto: Mathias Øgendal/Ritzau Scanpix

Politiet oplever i stigende grad, at bilister filmer trafikulykker på mobilen. Psykolog vurderer, at det oftest er mænd, der filmer, og at trangen sandsynligvis skyldes mænds urtrang til at bevise egen risikovillighed. Men det er usmageligt, mener etisk råd-medlem og politifolk

Det velkendte fænomen ”kiggekøer” har fået en ny, digital dimension.

Bilisterne på vejene bremser nu ikke længere kun op for at kigge, hvis de passerer en ulykke i den modsatgående vejbane. Det sker efterhånden også ofte, at de hiver mobiltelefonen frem for at optage begivenheden på video. Det skete så sent som mandag eftermiddag i denne uge, da en lastbil gik i brand på Storebæltsbroen. Fyns politi gav efterfølgende bøder til 10 bilister, som filmede med håndholdt mobiltelefon, men eksemplet står ikke alene, og derfor er det et fænomen, som i stigende grad kræver politiets opmærksomhed, fortæller Preben Ingemansen, der politikommissær i Fyns politis færdselsafdeling, hvis mandskab var til stede på Storebæltsbroen i mandags.

”Vi oplever oftere og oftere, at det er svært at få trafikken på gled, fordi folk sidder og filmer med deres telefoner, og det er meget problematisk. For det første er det simpelthen forbudt at bruge håndholdt mobiltelefon, også i dette tilfælde, så vi skriver bøder for det, så ofte vi kan. Men grundlæggende undrer det mig også, at nogen har behov for at dokumentere folks ulykke. Efter min mening gør man bare ikke sådan noget,” siger han.

Også hos Sydøstjyllands Politi oplever man problemet. Politiinspektør Morten Anker Jensen husker særligt en episode fra juli sidste år, da der skete en stor ulykke på motorvejen ved Kolding.

”Helt ekstraordinært havde vi tid til at dokumentere, at 40-50 bilister havde mobil-kameraet fremme, og det kostede dem selvfølgelig bøder. Det gjorde indtryk på mig, for personligt synes jeg, det er en dybt usmagelig adfærd at filme folk i nød,” siger Morten Anker Jensen.

Fænomenet kommer dog ikke bag på Henrik Høgh- Olesen, der er professor i social- og personlighedspsykologi på Aarhus Universitet. For mennesket er nysgerrigt, siger han, og vi er biologisk kodet til at være særligt opmærksomme på farefulde begivenheder omkring os. Men når behovet for at filme en farefuld episode opstår, skyldes det sandsynligvis andre mekanismer end bare nysgerrighed.

”Jeg vil vædde på, at det stort set kun er mænd, der gør det. Det siger jeg, fordi det er videnskabeligt kendt, at mænd er mere risikovillige og tiltrukket af farefulde situationer end kvinder. Det giver hannen status at have oplevet eller at have været i nærheden af noget farefuldt. Hvis en mand kan dokumentere, at han har kørt lige ved siden af en brændende lastbil, så er det noget, der giver anerkendelse i mandegruppen,” forklarer Henrik Høgh-Olesen.

Men det er en dybt egoistisk og problematisk trend, mener Morten Bangsgaard, der er medlem af Det Etiske Råd og teologistuderende.

”Det viser, hvor dybt narcissismen stikker i os. Det eneste, vi går op i, når vi er vidne til en ulykke, er, hvordan vi kan bruge det til at vise, at vi selv var der. Vi glemmer fuldstændig at spørge: ’hvad nu, hvis det var mig?’. Jeg tror, de fleste mennesker ville have sig frabedt at blive fotograferet i sådan en situation,” siger Morten Bangs-gaard og refererer til et lignende, nyligt eksempel.

I slutningen af juni blev en ældre mand, som var ved at drukne i havnen ved Nykøbning Mors, reddet af en 24-årig mand. Midt- og Vestjyllands politi har siden bekræftet, at adskillige mennesker stod på kajen og filmede hændelsen imens.

”Og ingen af dem greb ind! Det er jo historien om den barmhjertige samaritaner om igen,” siger Morten Bangsgaard.

Filosof og debattør Arno Victor Nielsen ser dog ikke noget problem – hvis det da ikke står i vejen for redningsmandskabets arbejde, understreger han.

”Jeg forstår simpelthen ikke den moralske fordømmelse af, at man er nysgerrig på at få et glimt af sine blødende medborgere. Jeg synes faktisk, det mest opsigtsvækkende er, hvor forargede folk bliver. Jeg opfatter det, som om man får tilfredsstillet en virkelighedssult på en måde, som et moderne menneske i et trygt samfund ellers aldrig oplever. Jeg kan godt forstå, at man stopper op for at få virkeligheden klasket i synet, og jeg kan ikke se, hvordan det skulle kunne krænke nogen.”