Bill Clinton kan blive dansk minister

Danmark har haft både ministre og statsministre, som ikke var valgt, og i 1919 blev en tysker minister

Vi har tidligere haft en tysker som statsminister. Så teoretisk kunne også Bill Clinton blive statsminister i Danmark.
Vi har tidligere haft en tysker som statsminister. Så teoretisk kunne også Bill Clinton blive statsminister i Danmark. Foto: JOHN GRESS.

Der tales om, at vi skal vælge en regering. Ofte tales om et valg mellem to statsministerkandidater. Men regeringer vælges ikke, de udnævnes af Dronningen. Det er et Folketing, vi skal vælge.

Vi har haft statsministre og over hundred ministre, som ikke var valgt. Også nu har vi ministre, som ikke er valgt til Folketinget (Lykke Friis, Charlotte Sahl-Madsen og Benedikte Kiær). Siden 1945 har dog alle statsministre siddet i Folketinget.

Ministre behøver ikke at være valgbare. I 1919 blev en tysk statsborger, sønderjyden H.P. Hanssen, minister. Så teoretisk men også kun det kan Bill Clinton vel blive dansk minister.

Grundloven fra 1953 fastslår, at ingen regering kan sidde med et flertal i Folketinget mod sig. Hvis valget viser, at mere end 89 folketingsmedlemmer vil være mod, at Lars Løkke Rasmussens regering fortsætter, vil statsministeren nok bede om regeringens afsked dagen efter.

Så vil der foregå en dronningerunde. Partierne meddeler her Dronningen, hvordan de mener, der skal dannes en regering. Hvis Dronningen kan se, at der kan dannes en regering, som ikke straks vil få et flertal i Folketinget imod sig, vil hun give en forhandlingsleder mandat til at forsøge at danne regering.

Lige nu kunne Helle Thorning-Schmidt (S) tænkes i denne rolle. Det afhænger af partiernes anbefalinger, hvilket mandat hun får. Men De Radikale vil nok ønske nærmere forhandlinger, hvor de kan stille krav til regeringsgrundlaget og ministerlisten. For Thorning-Schmidt har ganske vist allerede ført forhandlinger med SF og Enhedslisten. Men så vidt vides har der ikke været forhandlinger med De Radikale om en rød regering.

De Radikale vil sikkert indgå i regeringen. Men helt kan det ikke udelukkes, at de på grund af uenigheder med S og SF vælger rollen som et støtteparti for et rent rødt kabinet. Det vil være en svag mindretalsregering, som de kan presse.

Andre scenarier kan dog tænkes. Jeg vender tilbage til dem, hvis de bliver aktuelle.

Tim Knudsen er tilknyttet Institut for Statskundskab, Københavns Universitet.