Prøv avisen

Billeder fra togulykke rejser etisk debat

BT og Ekstra Bladet har direkte opfordret til at sende billeder fra ulykken, og det fik i går morges chefredaktør på Ekstra Bladet, Karen Bro, til at undskylde i Radio24syv. Også TV 2 møder kritik på både Facebook og Twitter. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Flere danske medier har trods politiets opfordring til det modsatte bedt læsere indsende billeder fra togulykken på Storebælt, der kostede otte mennesker livet. Medierne møder kritik. Alt er foregået efter bogen, lyder det fra DR og TV 2

”Tag hensyn: del ikke billeder og video fra det forulykkede tog.”

Sådan skrev Fyns Politi i onsdags på Twitter kort tid efter, at et lyntog på vej mod Sjælland blev ramt af gods fra et modkørende godstog og resulterede i otte personers død.

Siden har politiet uddelt omkring 40 bøder til privatpersoner, der har taget billeder af ulykkesstedet. Og flere medier bliver mødt af kritik, fordi de har opfordret vidner til ulykken til netop at indsende billeder og video.

BT og Ekstra Bladet har direkte opfordret til at sende billeder fra ulykken, og det fik i går morges chefredaktør på Ekstra Bladet, Karen Bro, til at undskylde i Radio24syv.

Også TV 2 møder kritik på både Facebook og Twitter. Men der er ikke noget problem i at opfordre læserne til at sende deres billeder ind til mediet, mener nyhedschef hos TV 2 Nyhederne, Jacob Kwon.

”Jeg har ikke noteret mig, at vi har opfordret folk til at sende billeder eller video ind af ulykken. Men selv hvis vi har gjort det, vil jeg ikke mene, det er kritisabelt eller odiøst. Det er normalt, at vi benytter materiale indsamlet af borgere. Det er en almindelig journalistisk metode,” siger Jacob Kwon.

Også DR møder kritik på Facebook, hvor flere brugere kritiserer mediet for at opfordre til at sende billeder fra ulykken.

”Vi har ikke noget problem med, at brugerne sender video og billeder til os. Men vi har ikke direkte opfordret til det,” siger ledende redaktionschef Christian Lindhardt.

Når DR viser billeder af det ødelagte tog, sker det i overensstemmelse med de etiske retningslinjer, forklarer Christian Lindhardt.

”Vi viser kun i helt ekstraordinære tilfælde billeder af omkomne og sårede. Vi holder altid øje med, om det er i strid med vores etiske retningslinjer, og om de billeder, vi viser, vil krænke nogen.”

Hvorfor deler I stadig billeder og video, når politiet anmoder om, at man ikke gør det?

”Nu er det ikke politiet, der redigerer medierne. Vi overholder gældende lovgivning og vores etiske retningslinjer. Så at politiet ikke ønsker, at medierne tager billeder, er ikke afgørende for os.”

Både han og Jacob Kwon pointerer, at der skal skelnes mellem at tage og dele billeder som privatperson og som medie.

”Der er en balancegang i at skelne mellem medier, der professionelt indsamler billeder for at dokumentere en ulykke, og de cirka 40 privatpersoner, der har bremset op for at tage billeder. Vores opgave er at oplyse så nøgternt som muligt, og dertil er billeddokumentation vigtig,” siger Jacob Kwon.

Det er fordi, ulykken er kommet så tæt på, at brugerne på de sociale medier kritiserer medierne, vurderer Filip Wallberg, journalistisk lektor ved Syddansk Universitet og ekspert i sociale medier.

”Det er en forfærdelig ulykke – men det bliver vi også nødt til at vise,” siger han.

Det, at medier efterspørger privatpersoners billedmateriale, er der desuden ikke noget nyt eller forkert i, siger Filip Wallberg. Det er en normal journalistisk fremgangsmåde, og han synes da også, at mediernes billedvalg i forbindelse med togulykken generelt har været ”sober”.

Men det går galt for medierne, når de ikke kan forklare, hvorfor de må bringe billeder af det ulykkessted, som privatpersoner ikke må fotografere. Som eksempel fremhæver Filip Wallberg, hvordan en journalist fra TV 2 i går fortalte, at Fyns Politi opfordrede til ikke at tage og dele billeder og videoer af ulykken. Få øjeblikke senere viste mediet selv et billede af toget set fra en helikopter.

”Den afgørende detalje i netop denne sag ligger i, at politiet har opfordret til ikke at dele materiale fra ulykken. Men der ligger nogle andre kriterier til grund for journalister, der gør en dyd ud af at kigge billeder igennem, før de viser dem.”

Derfor er mediernes fejl i virkeligheden ikke, at de opfordrer læserne til at sende billedmateriale til dem. Fejlen består i, at de dernæst ikke forklarer, hvorfor de selv viser billeder fra ulykken.

”Der er forskel på, at du poster et billede uden filter på Instagram og på et medie, hvor professionelle formidler stof med et moralsk og etisk kodeks – og tager stilling til det, der vises. Det forklarer medierne ikke. Det skylder vi at forklare borgerne på en bedre måde.”