Mit arbejdsværelse er hjemsted for over 5000 døde biller, som kunstneren Jørn Larsen forærede mig kort før sin død.
De mindste biller er klæbet op på små papstykker, der bæres af nåle. De større biller er gennemboret af fine, sorte insektnåle. Alle er minutiøst og smukt præparerede. Ben og følehorn er tørret i stillinger, så billerne ser ud, som om de var midt i livet. Men de er døde. Stendøde.
Under billerne er der bittesmå sedler med oplysninger om, hvor og hvornår de er fanget, og hvem der har fundet dem. De rektangulære sedler måler blot 12 gange 5 millimeter, så skriften er næsten mikroskopisk. Men i godt lys er den fine og sirlige skrift let at læse. Og sammen med sin etiket er hver bille en lille fortælling og et håndfast vidnesbyrd om, hvor Larsen og billen mødte hinanden - til Larsens glæde og billens sorg.
Nu sidder de mange biller i samlingen smukt ordnet i lige rækker. Billernes evige lit de parade eller danse macabre. Sammen med hundredtusindvis af biller i andre samlinger vidner de om arternes udbredelse i Danmark. En bille i en samling kan være åh, så smuk, men uden sin etiket er den videnskabeligt set værdiløs.
Jørn Larsen (1926-2004) blev født i Næstved og uddannet som tegner på teknisk skole i København. Siden tog han privatundervisning i tegning og blev optaget på Kunstakademiet i København. Han holdt dog hurtigt op igen. Han ville friheden, og det skolede passede ham ikke, selvom han hele livet havde en udpræget sans for orden. I stedet tog han på rejse gennem Europa.
Som kunstner forlod Jørn tidligt det naturalistiske og fandt frem en stringent og pertentlig udtryksform med monokrome linjer. Hans billeder blev styret af både regler og vilje, men han kom tit i tvivl under arbejdet, hvor han kunne bruge timer eller dage på en hidsig dialog med motivet, før billedets linjer og rum blev, som han ønskede.
Jørns billeder blev på den måde kunst i sin reneste form - løsrevet fra naturen, som i sig selv aldrig er kunst. Han gik til kunsten med en forskers nidkærhed og besættelse, læste mængder af hovedværker om filosofi, kunst og videnskab og kæmpede hele livet med at skabe sit helt eget univers. Kampene undervejs med linjer og rum fremgår tit af de små noter, har skrev på kanten af sine værker. Jørns kunst kopierede intet fra naturen og matematikken. Men ligesom han udforskede kunsten og dens muligheder, udforskede han naturen med en sjælden omhu.
Sammen med hustruen, billedkunstneren Inge Lindemark, tilbragte han meget af sin tid i naturen nær sommerhuset i Høll ved Vejle Fjord. Her lurede han naturen af og fik en omfattende indsigt i dyrenes liv og gerninger. Han samlede ihærdigt biller gennem 12 år og opbyggede en ualmindelig smuk samling, som afspejler Jørns usædvanlige ordenssans. Billerne er blevet præpareret, etiketteret og sat op i insektkasserne med mikrometers præcision.
Jørn fortsatte med at samle biller i mindre omfang. Jeg oplevede ham for eksempel fange biller, da han udstillede på biennalen i Venedig i 1993. Men ellers var han optaget af danske biller.
Billerne i Jørns samlinger er ordnede lig af stor skønhed. Men Jørn samlede også på liv af stor skønhed Kaktus.
Kaktus er tilpasset ekstreme klimaforhold, og Larsen satte sig for at undersøge de forskellige arters reaktioner på vand, lys, temperatur, mineraler, gødning og så videre. Så han førte dagbøger over sine kaktus. Arternes sjældenhed interesserede ham ikke. Planterne kunne være købt for en femmer stykket i et supermarked. Men hjemme i den lyse lejlighed på Islands Brygge blev de små kaktus til forskningsobjekter fra dag ét, og de blev passet og plejet efter nøje fastlagte planer.
Resultatet blev et væld af store og smukke kaktus og tilhørende ringbind med oplysninger om deres livshistorier. Mange af dem og deres efterkommere lever endnu. Inge har vist mig dem og Jørns kaktusdagbøger for nylig.
Larsen var allerede som ung højt anerkendt for sin dygtighed som tegner, og hans store sans for orden og systematik er en rød tråd i hans virke. Langt ind i livet drak han også ret systematisk, og han var lidt af en slagsbror. Omkring 1990 begyndte han at få så store opgaver, at han måtte lægge drikkeriet på hylden. Det gjorde han, og derefter arbejdede han myreflittigt og produktivt med sin kunst lige til sin død i 2004. Han røg cigarer med stolthed, stil og nydelse, og de udsøgte havannacigarer lagde han aldrig på hylden.
I anledning af årtusindskiftet fik Larsen til opgave at udsmykke Jelling Kirke. Nu findes hans tilkæmpede linjer i kirkegulvet foran alteret og i kirkeruden mod syd. Larsens brugte sit liv på at lære naturen at kende for bedre at kunne rive sig løs fra den og skabe sit eget univers. Målet var hans drivkraft. Jo mindre plagiat, des mere kunst.
Alt i verden hænger sammen, og i Jelling Kirke leger lyset drillende med Jørn Larsens linjer. De to universer - Larsens og Vorherres (om man vil) - møder hinanden. Naturen er altid med.
I Arizona vokser kaktus vildt og voldsomt uden kontrol af nogen art. Og ude ved Vejle Fjord - ikke så langt fra Jelling Kirke - kravler biller i tusindvis rundt og kan intet andet end at være biller. Det er ingen kunst.