Billig strøm har lange fremtidsudsigter: ”Det bliver værre, før det bliver bedre”

På ét år er elregningen næsten tredoblet for en familie med to børn, viser nye beregninger. De stigende elpriser kan mærkes i alle familier, og de falder ikke lige foreløbig, lyder vurderingen

Elregningen for en gennemsnitlig familie med to børn er i øjeblikket 27.000 kroner om året sammenlignet med 10.800 kroner sidste år.
Elregningen for en gennemsnitlig familie med to børn er i øjeblikket 27.000 kroner om året sammenlignet med 10.800 kroner sidste år. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix.

Når mørket falder på, plejer Christina Gamholdt, 50 år, som alle andre at tænde for lyset på en stikkontakt. For tiden tænder hun i stedet en lille, batteridrevet lygte, som hun har fundet frem fra gemmerne. Det gør hun for at spare på strømmen. 

“Det tankevækkende er, at selv os i middelklassen ikke kan få enderne til at mødes længere,” siger hun.

Christina Gamholdt arbejder ligesom sin mand til daglig som ambulancebehandler, og sammen har de to børn, hvoraf den ene er flyttet hjemmefra. Familien Gamholdt skriver sig ind i rækken af helt almindelige danske familier, som i stigende grad kan mærke de stigende elpriser.

Ifølge nye beregninger fra forbrugerøkonom Ida Marie Moesby fra Nordea lyder elregningen for en gennemsnitlig familie med to børn i øjeblikket på 27.000 kroner om året. Til sammenligning skulle en lignende familie sidste år betale 10.800 kroner for den samme mængde el. Prisen tager udgangspunkt i en råvarepris på el på 3,50 kroner per kilowatt, som var prisen mandag. Dertil kommer elafgift, gebyrer for transport og abonnement samt moms, som får elprisen op i størrelsesordenen seks kroner per kilowatt.

"De stigende elpriser er voldsomme i sig selv, men så kommer de samtidig med, at prisen på alt muligt andet også stiger: Fødevarer, gas, benzin. Mange forbrugere er bekymrede for, hvordan det kommer til at gå i løbet af vinteren. Sådan nogle voldsomme prisstigninger er noget, man kan klare i én måned, to måneder eller en periode, men det bliver rigtigt dyrt, hvis det står på længe," siger Ida Marie Moesby.

Stigende priser vil altid ramme de husholdninger, som i forvejen kun akkurat kan holde skindet på næsen. Men de stigende elpriser har nu nået et niveau, hvor det udløser panderynker i de fleste lag i samfundet, vurderer Ida Marie Moesby.

"Familier med høje lønninger og større boliger har typisk også større udgifter til boligopvarmning og el, så jeg tror, at man efterhånden forholder sig til prisstigningerne i stort set alle hjem. Der er selvfølgelig forskel på, hvor kritisk situationen er. Nogle er decideret bange for, om man kan betale den næste elregning. Andre må sløjfe skiferien eller købe mindre dyre dagligvarer," siger Ida Marie Moesby.

Det presserende spørgsmål er nu: Hvor længe skal danskerne leve med de høje elpriser? Hvis man spørger Kristian Rune Poulsen, der er energianalytiker hos Green Power Denmark, kan det vare længe, før Christina Gamholdt skal pakke den batteridrevne lygte ned:

“Forventningen er, at den her krise varer ved. Der er ikke det store lys for enden af tunnelen. Vi skal i hvert fald igennem næste vinter, før vi kan se tegn på at blive fri af Putins klør,” fortæller Kristian Rune Poulsen.

Lige nu hopper elpriserne op og ned fra dag til dag og også flere gange om dagen. Ifølge Kristian Rune Poulsen vil elpriserne først finde deres nye, naturlige leje og begynde at falde, når Europa kan producere sin egen grønne energi. 

“Vi er i gang med at omstille vores elsystem, så vi kan producere det i Europa. På den måde kommer der ikke til at være en fremmed magt, der kan presse os. Men vi skal nok kigge ind i 2026 og 2027, før vi har haft tid til at komme helt ud af den russiske gas. Der vil elpriserne finde et naturligt leje,” siger han. 

Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank, forklarer, at elpriserne stiger som følge af den store ubalance mellem udbud og efterspørgsel på energiområdet. Ukraine-krigen medfører nemlig et lavt udbud af gas, fordi Rusland har begrænset gaseksporten til Europa. Ifølge cheføkonomen kan vi forvente yderligere prisstigninger på el og gas i den nærmeste fremtid.

"På markedet for el og gas, hvor selskaberne handler med producenterne, har vi set meget store stigninger på det seneste. Denne pris vil på et tidspunkt også ramme forbrugerne. I andre lande er forsinkelsen stor, men i Danmark er der også en smule forsinkelse på rundt regnet én til to måneder. Derfor har vi endnu ikke set den fulde effekt, og det bliver værre, før det bliver bedre," siger Las Olsen.

Han understreger, at det er "meget uforudsigeligt" at spå om, hvad der sker med energipriserne over en længere årrække. Selvom situationen på energiområdet i Europa er ekstraordinær, må man forvente, at energipriserne aftager i takt med inflationen. 

"Det er svært at forestille sig, at priserne skulle blive ved med at stige, for vi er på vej ind i en økonomisk afmatning. På andre globale markeder er der også ved at ske en vending, for eksempel på markedet for fødevarer og metaller. Vi regner derfor med, at inflationen kommer til at falde til ro i løbet af de næste par år. Men prisen vil være en økonomisk afmatning, hvor man også må forvente stigende arbejdsløshed," siger Las Olsen.