Biolog: Stop kampen om naturen

Vi mennesker tror, naturen har brug for os, så vi beskytter den - især mod det onde landbrug. Men landbruget er ikke skurken, og vi er ikke helten, mener biologen Rasmus Ejrnæs, som opfordrer til, at vi stopper den årtier lange, men misforståede kamp om naturen

Der skal være mere vild natur i Danmark, mener biolog Rasmus Ejrnæs. Og pladsen er der faktisk, men der sker for lidt.
Der skal være mere vild natur i Danmark, mener biolog Rasmus Ejrnæs. Og pladsen er der faktisk, men der sker for lidt. . Foto: Scanpix.

Jens Hansen havde en bondegård
Lirum Larum Lej
Og på den gård der var en hest
Lirum Larum Lej
Det var prr prr her
det var prr prr der
det var prr her, prr der
alle steder prr

Den velkendte børnesang tegner billedet af et landbrug for længe siden. Sådan har de fleste det nok, for hvor meget prr er der lige ude på landet i dag? Er idyllen ikke omdannet til store landsbrugsvirksomheder med massedrift, dyremishandling, gift, dræn og anden ødelæggelse af naturen?

Næ, i gamle dage, i 1950'ernes Danmark, hvor Jens Hansens bondegård var mindre, dyrene sundere, kornet tyndere og alle mere nøjsomme og glade end i dag - dengang var der prr. Engen stod frodig og naturen var så naturlig, den kunne være. Det er den forestilling, som har gjort ”Bonderøven” til en tv-succes af de større og fået det økologiske landbrug til at blomstre.

Men det er en illusion, mener biologen Rasmus Ejrnæs. Han er seniorforsker ved Institut for Bioscience på Aarhus Universitet og peger blandt andet på de luftfotos fra 1950'erne, som man kan finde på Danmarks Miljøportal. De fortæller en noget anden historie om naturens og landbrugets historie, for her bliver det tydeligt, hvordan meget af den vilde natur, vi har i dag - udyrkede overdrev, moser eller krat - faktisk var dyrkede marker dengang.

Og så er der alt det, man ikke ser på billederne: gæs, svaner, skarver og ørne var skudt i bund. Bæver, bison, ulv, vildhest og vildsvin var udryddet. Skovene var underlagt skovdyrkerne, og hjortene var fortrængt til få og små områder.

”Vi forstår os selv og naturen ud fra romantiske forestillinger langt fra virkeligheden,” siger Rasmus Ejrnæs.

Det meste af forklaringen er lavpraktisk, mener han. Vi har været landbrugere i mange generationer. Det er det erhverv, der i længst tid har skaffet os mad på bordet, og det er her, vi har brugt størstedelen af vores tid. Derfor er den kulturelle prægning så dyb, at vi har svært ved at forholde os nøgternt til udviklingen. Vi vil så gerne, at landbruget har det godt. Samtidig er forestillingen om mennesket som naturens hyrde en central del af den kristne tro. Naturen har brug for os, vi er naturens beskytter. Og vi beskytter bedst ved at kultivere.

”Der hersker den forståelse, at den gode natur er noget, vi har fremavlet,” forklarer Rasmus Ejrnæs. ”Overdrev, enge og stævningsskov er skabt af os, og hvis vi bare omlægger så meget som muligt til økologisk landbrug, får naturen det bedre. Men det er ikke rigtigt. Vil vi naturen det bedste, lader vi den være i fred.”

Problemet er, at vi ikke er særlig gode til at lade naturen i fred. Det gælder ikke bare landbruget, men os allesammen, og det er faktisk heller ikke helt nemt. Vandløb går over deres breder og vokser til. Træer vælter og spærrer. Hegn er nødvendige for at dyrene ikke æder frit af afgrøderne eller kolliderer med trafikken.

Dog er vi blevet bedre, end vi var, understreger Ejrnæs. Svaner, skarver, traner og ørne trives i dag, og der er hjorte alle vegne. Selv bæver, ulv og bison er på vej tilbage i en grad, så det er rimeligt at tale om ”naturens genkomst”, mener biologen.

I det hele taget sker der i disse år en gryende, ny forståelse af, hvad der egentlig er godt for naturen, og at det giver mening at have vild natur frem for at kultivere det hele. Vildsvin, vildkvæg og vildheste får i stigende grad lov til at skabe mangfoldig natur, og urørt skov er kommet på den politiske dagsorden. Men en gammel frygt for at skabe A og B natur holder udviklingen tilbage.

”Vild natur må man nødvendigvis holde fri af civilisationen, så den kan udvikle sig uden at komme i konflikt med marker og trafik, men der er stadig stor modvilje mod at skabe naturreservater, fordi man er bange for at samle naturen så meget, at der opstår døde områder helt uden natur. Det har i praksis bare betydet alt for mange døde landskaber og ikke så mange store naturområder, som vi kunne have haft. Og det er synd, når vi nu ikke behøver dyrke så meget jord som i Morten Korchs 1950'-ere,” siger Rasmus Ejrnæs.

Så hvordan ser bundlinjen egentlig ud for naturen i Danmark? At der er kommet mere plads til natur har betydet en renæssance til især de store dyr, og de fleste af dem er vendt naturligt tilbage, fordi vi er holdt op med at skyde dem. Og altså fordi, de har fået plads. For størstedelen af biodiversiteten herhjemme går det dog dårligere. Det gælder blandt andet sommerfugle, svampe, planter og andre, som er mere kræsne med deres levevilkår end de store dyr. Det vil sige dem, der kræver rent vand, oldgamle skove og vild og næringsfattig natur. Så alt er bestemt ikke fryd og gammen, men det er heller ikke tilbagegang det hele.

Og måske vigtigst af alt: Den tilbagegang, der er, skyldes ikke bare det moderne landbrug, pointerer Rasmus Ejrnæs. For der er intet i vejen med at dyrke jorden effektivt, og derfor er det en falsk modsætning, der de seneste mange år har vokset sig stadig mere uforsonlig mellem ”det sorte landbrug” og ”de grønne naturfolk”. Det bedste for naturen var, hvis de to parter slog pjalterne sammen og lavede en langtidsholdbar aftale, mener han:

”I dag blandes landbrugspolitik og naturpolitik konstant sammen. Men begge dele eksisterer i deres egen ret. Lytter politikerne til borgerne, vil de se, at folket valfarter for at se bævere på Klosterheden i Nordvestjylland, bisoner på Bornholm, vilde heste på Sydlangeland og krondyr i Dyrehaven. Interessen for den vilde natur er stor, og alligevel har vi ingen selvstændig naturpolitik. Kampen om landbrugsnaturen begrænser vores mulighed for at behandle den resterende natur ordentligt, og derfor synes jeg, striden bør bilægges, så vi kan komme videre.”