Biologien bag begejstring

Lykken er ikke noget, vi møder tilfældigt på vores vej gennem livet, men er en belønningsstrategi, som sikrer artens overlevelse. Sådan lyder det fra hjerneforskeren, psykologen og lægen. Men pas på med at tro, at lykken kan iscenesættes, siger teolog Mickey Gjerris

Tegning: Rasmus Juul
Tegning: Rasmus Juul.

Når solsorten fløjter, man får et kys af sin elskede, eller man scorer i fodbold, og kroppen rammes af et sus af lykke, er det ikke bare noget, der kommer ud af det blå.

Glæde, begejstring og nydelse kan nemlig forklares fysisk. Og læger, psykologer neurologer og andre, der forsker i menneskets krop og følelser, er enige om, at det er neurologiske signaler og kemi, der trækker i trådene.

STORT TEMA:
Bag om lykken

Evnen til at udvikle lykkefølelse er ikke skabt for at gøre os lykkelige, men for at vi overlever og forplanter os mest muligt. Det er ikke en gave, der dumper ned i hovedet på os, men naturens belønning, når vi gør noget, der øger vores chancer for overlevelse. Vi bliver glade, næsten lykkelige, når vi får tilfredsstillet helt basale fysiske behov. For eksempel når vi drikker og spiser, når vi er tørstige og sultne. På samme måde med seksuallivet, som kan være en stærk lykkebetonet oplevelse ikke kun i forbindelse med kærlighedsakten men også i det at knytte sig til en partner. Også det handler om at sikre artens overlevelse og muliggøre opfostring af en ny generation.

Sådan siger Thomas Nielsen, lektor emeritus i psykologi ved Aarhus Universitet og velbevandret i følelsernes biologi.

Der findes en række kemiske stoffer, som udskilles i kroppen, som regulerer søvn, appetit og lyst. Blandt andre endorfin, serotonin og dopamin. Og forskerne har sågar identificeret et lykkecenter i hjernen nucleus accumbens. Men dette center gør det ikke alene i virkeligheden er der tale om et komplekst belønningssystem, som tilsammen får os til at stræbe efter at udvise adfærd, der giver en følelse af lykke. En af disse adfærdsformer er noget så simpelt som at motionere, fordi det øger chancen for overlevelse, når vi har en god kondition.

Bente Klarlund, professor i sundhedsvidenskab ved Københavns Universitet, har forsket i motion og sundhed, og selvom hun hellere bruger ordet glædesfølelse end lykke, er hun ikke i tvivl om en direkte sammenhæng med fysisk aktivitet:

Det er klart, at det er sværere at sætte tal på glædesfølelsen end blodsukkeret. Men vi har studier helt tilbage fra 1970erne og 1980erne, der konkluderer, at når man begynder at motionere, indfinder der sig en glædesfølelse. Ikke med det samme, men efter nogle dage eller uger. Den opnås ved fysisk aktivitet med samme varighed og samme intensitet. Hvis man løber hårdere eller længere eller en helt ny rute, indfinder glædesfølelsen sig ikke, siger Bente Klarlund.

Omvendt ved man, at topatleter, som holder pause, sagtens kan opretholde en god kondition, men til gengæld kan blive deprimerede eller i dårligt humør, når de skal undvære fysisk aktivitet. Og så er det også bevist, at man kan opnå et decideret sus i kroppen, hvis man træner meget hårdt i lang tid. En slags kick.

Men der skal mere og mere til, fordi man bliver tolerant over for det, siger Bente Klarlund, der understreger, at ikke alle kan opnå det omtalte sus.

Et af de mest velundersøgte stoffer er dopamin, som man kan stimulere hjernen til at frigøre i kroppen på mange måder: Både ved socialt hensigtsmæssig og uhensigtsmæssig adfærd, for eksempel ved hjælp af alkohol, søde sager eller ved filantropi eller motion. Altså meget forskellige stimuli, som kan modificeres med adfærd.

Hjerneforsker og professor i neurobiologi på Rigshospitalet Gitte Moos Knudsen påpeger, at der er flere typer af lykkefølelser den akutte, hvis man vinder i fodbold eller tager et skud heroin. Og så den mere varige tilfredshed.

Den sidstnævnte er noget, man finder andre steder i hjernen blandt andet i pandelapperne, hvor man har erkendelsesoplevelserne. Men begge typer er udløst af kemi i samspil med de transmitterfunktioner, vi har i hjernen, siger Gitte Moos Knudsen.

Spørgsmålet er, om alle følelser kan koges ned til biologi? Ja, siger både psykologen, lægen og hjerneforskeren. Men hvordan forklarer man så glæden ved et smukt landskab, en symfoni eller solsortens sang?

I princippet kan alting forklares med kemi men ikke i praksis. Vores forstand er jo evolutionært vokset ud over alle bredder, og man kan ikke umiddelbart forklare alle lykkefølelser med overlevelsesevne. Vores forstand indeholder så mange interesser og muligheder, at det er svært at føre alting tilbage til det biologiske plan, siger Thomas Nielsen.

Gitte Moos Knudsen forklarer den æstetiske lykkefølelse med, at følelser opstår i samspil med vores erfaringer:

Den æstetiske lykke hænger blandt andet sammen med vores erindring. Særligt med melodier og lugte er det ofte en reaktion på noget, vi har oplevet før. Når vi for eksempel hører musik, trækker vi på de dele af hippocampus, som har med hukommelsen at gøre. Hvis man forestillede sig, at du altid hørte solsortesang, lige inden du fik et elektrisk stød, ville du næppe have det godt med det, siger hun.

Men er vi alle fødtmed de samme muligheder for at opnå lykkefølelsen. Nej, siger Thomas Nielsen. Forskning tyder på, at evnen for positive eller negative følelser er ulige fordelt.

Nogle er heldige at have anlæg for stærke positive følelser og samtidig svage negative følelser, mens andre er helt omvendt skruet sammen. Igen er det en del af naturens orden, at menneskearten har forskellige personligheder, siger Thomas Nielsen.

For menneskeheden havde ikke klaret sig så godt, som det er tilfældet, hvis man ikke havde haft nogle i flokken, der var ængstelige og frygtsomme og som reagerede på trusler og farer. Mens andre var udfarende og klar til at udforske verden.

Det svarer til det, vi også kalder temperament. At vi har varierede roller efter vores følelsesmæssige udstyr. Men ens livserfaringer spiller jo også en stor rolle, og man er ikke dømt til at være trist det afhænger jo også af miljøet. Hvis man lever et godt og harmonisk liv, udløser det ikke så mange negative følelser, siger Thomas Nielsen.

Men hvad kan vi selv gøre? Psykologiforskeren ler en smule, da han svarer:

Det er jo dybest set det, psykologien handler om: at hjælpe folk til mere lykke. Og der har psykologien jo udrettet fremragende præstationer. Der er bred dokumentation for, at moderne psykologbehandlinger kan gøre folk mindre ulykkelige siger han.

Inden for den såkaldte positive psykologi, der har fortalere både herhjemme og i udlandet, anbefaler man bestemte leveregler for at opnå større glæde ved livet: At dyrke motion, meditere, smile mere og gøre gode ting for andre er nogle af de anvisninger, som visse forskere mener viser vejen til et lykkeligere liv.

Men man skal passe på med at sætte lykken på formel, advarer Mickey Gjerris, teolog og lektor ved Center for Bioetik og Risikovurdering på Københavns Universitet samt medlem af Det Etiske Råd:

Jeg synes, det er lidt bekymrende, at vi er endt der, hvor vi har behov for, at forskerne fortæller os, at man bliver mere lykkelig af at smile til andre, eller hvis man gør noget godt for andre. At det at glæde andre følges af egen glæde, burde være lige så selvfølgeligt for os, som at vand er vådt. Men jeg synes også, det er tegn på selvoptagethed, at vi har en kultur, hvor det at hjælpe andre andre og og udvise venlighed kun er noget, som vi skal gøre, hvis forskere kan dokumentere, at vi selv får det bedre. Hvis naturlig venlighed og hjælpsomhed bliver et redskab, indtræffer virkningen så? Det reducerer jo den naturlige kærlighed, hvis vi skal smile til andre for selv at få det godt. Hvis vi spiller komedie, hvor bliver lykken så af? spørger Mickey Gjerris.

Han understreger, at han kun kan tale ud fra egen erfaring, når han siger, at lykken ikke kan iscenesættes:

Det er fint og godt med forskning og forståelse af mekanismer i hjernen, men vores praktiske liv lever af en vis spontanitet. Og hvis vi reducerer samværet med andre til, at når man stimulerer specifikke kemiske processer i hjernen, så får man det på en bestemt måde, kan man blive grumme skuffet, hvis det ikke virker. Mon ikke de fleste kender til at prøve at konstruere det perfekte øjeblik kun for at opleve det fuse ud. Jeg tror ikke, man kan konstruere det lykkelige øjeblik. Men man kan gribe det. Og min erfaring er, at jo mere vi lader det komme til os, og jo mindre vi prøver at skabe det, jo oftere vil lykken stikke sit kønne ansigt frem, siger Mickey Gjerris, der fuldt ud anerkender, at lykkefølelsen kan brydes ned i kemiske formler:

Vi er biologiske væsener, og vores oplevelse af at være lykkelige er jo formidlet af biologi og kemi indeni os. Spørgsmålet er så: Kan man genskabe de processer, så man oplever sig selv om lykkelig? Der er jo en årsag til, at jeg føler lykke at jeg bliver forelsket, eller at solen skinner. Set i forhold til lykkebegrebet er lykken jo ikke et mål i sig selv, men et biprodukt af andre ting. Man bliver lykkelig af noget. Og det er det noget, der er interessant ikke selve lykken, hvis du spørger mig.

Hjerneforskeren Gitte Moos Knudsen kan ikke se, at viden om, at vores følelser kan koges ned til kemi, reducerer glæde eller kærlighed.

Jeg synes, det er noget vås at sige, at hjernekemi er reduktionistisk. Det er jo bare en måde, nervecellerne meddeler sig til hinanden på. Og det kan jeg ikke se skulle være mindre fint, end at det var noget, der skete, uden at der var en biologisk forklaring på det. Jeg tror bestemt, at tilknytningsforhold til bestemte mennesker og det, at man elsker dem, er en af de vigtige ingredienser i livet. Men jeg kan ikke se, at det skulle være spor ringere, fordi der er en biologisk forklaring på det. Og så skal vi ikke glemme, at hjernens netværk bliver ekstremt præget af, hvad hjernen laver og lærer i barndommen og opvæksten ja faktisk gennem hele livet, siger Gitte Moos Knudsen.