Prøv avisen

Birthe Rønn: Barokt med muslimske irakere i kirke

Efter at omkring 60 irakiske asylansøgere har søgt ly i Brorsons Kirke i København, kommer kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) nu med sit syn på sagen.- Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke søger ly i moskéen. Jeg forstår ikke, hvorfor menighedsrådet i Brorsons Kirke ikke spørger, hvorfor de ikke søger ly i moskéen. For mig er det helt barokt, at der kommer muslimer, som tilhører et folk, der forfølger kristne, og søger ly i den kristne kirke, siger Birthe Rønn Hornbech til Kristeligt Dagblad. - Foto: Martin Stampe

Kirke- og integrationsministeren undrer sig over, at de irakiske, muslimske flygtninge har søgt tilflugt i en kristen kirke og ikke i en moské

Efter at omkring 60 irakiske asylansøgere har søgt ly i Brorsons Kirke i København, kommer kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) nu med sit syn på sagen.

- Jeg forstår ikke, hvorfor de ikke søger ly i moskéen. Jeg forstår ikke, hvorfor menighedsrådet i Brorsons Kirke ikke spørger, hvorfor de ikke søger ly i moskéen. For mig er det helt barokt, at der kommer muslimer, som tilhører et folk, der forfølger kristne, og søger ly i den kristne kirke, siger Birthe Rønn Hornbech.

Netop forfølgelsen af kristne i Irak er en af årsagerne til, at kirkefolk herhjemme har engageret sig i de irakiske asylsøgeres sag, men ifølge Birthe Rønn Hornbech har kristne asylsøgere allerede i vid udstrækning fået opholdstilladelse.

- Vi er i en situation, hvor de fleste af de kristne asylsøgere, der kommer til Danmark fra Irak, får asyl, fordi irakerne forfølgerne dem, siger hun.

Danmark og Irak indgik for nylig en aftale om hjemsendelse af de 282 irakere, der har fået afvist deres asylansøgning, men politikere fra S og SF har i Kristeligt Dagblad argumenteret for, at man skulle gennemgå sagerne én gang til.

- Det er Flygtningenævnets afgørelse. Vi har heldigvis et helt uafhængigt, domstolslignende organ til at klare det. Det er en utilstedelig politisering, og det er en integritetskrænkelse at komme på den tanke, at vi som politikere skulle kræve sagerne behandlet igen, siger Birthe Rønn Hornbech.

Med hensyn til selve udsendelsen af asylsøgerne skal hver enkelt sag drøftes med Irak, og foreløbig er man ikke færdig med en eneste sag. Så ministeren ser ikke noget aktuelt problem i, at irakerne opholder sig i kirken, for så ved man i det mindste, hvor de er.

- Normalt er vi jo ude for, at de gemmer sig, siger hun.

Der er intet juridisk til hinder for, at politiet kan hente de afviste asylsøgere i en kirke, hvis de opholder sig der. Et andet spørgsmål er, om kirken kan fungere som kirke i mellemtiden.

- Hvis der kommer en klage, vil den blive sendt til menighedsrådet, som er første instans. Hvis menigheden siger, at den ikke kan være der til gudstjenester og sådan noget, må menighedsrådet sige åbent, hvad det vil, og så kan en afgørelse påklages til mig, oplyser hun.

Birthe Rønn Hornbech tilføjer, at hun har fuld tillid til menighedsrådet, og at hun kun vil forholde sig til en klage, hvis den kommer fra menigheden selv.

Sagen har atter rejst spørgsmålet om forholdet mellem politik og kristendom. Tidligere miljøminister Svend Auken (S) opfordrede i et indlæg i Berlingske Tidende i går Birthe Rønn Hornbech til som kristen at besinde sig på lignelsen om den barmhjertige samaritaner og optræde som sådan over for de irakiske asylsøgere. Opfordringen falder dog ikke i god jord.

- Jeg synes, det er ualmindelig ubehageligt, at Svend Auken henviser til min tro. Og meget forkert. Jeg føler mig befamlet af, at han viser til vores fælles tro, for jeg passer det, jeg skal.

- Man har nogle forpligtelser som minister, og det er at handle efter loven.

- Som kristen er der et næstekærlighedsbud, og det gør Svend Auken til en politisk doktrin. Det har ikke et klap med næstekærlighed at gøre. Hvis det skulle være næstekærlighed, skulle Svend Auken jo invitere de flygtninge hjem og lade dem bo hos sig selv, indtil de blev sendt hjem, siger Birthe Rønn Hornbech.

Det var ikke i går muligt at træffe Svend Auken.

hoffmann@kristeligt-dagblad.dk