Prøv avisen

Biskop roser Dronningens rummelighed

Danmark kan glæde sig over at have en både samlende og rummelig dronning, sagde Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, ved festgudstjenesten i Christiansborg Slotskirke i går. Her ses dronning Margrethe og prins Henrik forlade slotskirken efter festgudstjenesten. – Foto: Keld Navntoft.

Ved gårsdagens jubilæumsgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke roste Københavns biskop, Peter Skov-Jakobsen, Dronningen for at være både rummelig og tolerant over for fremmede

De stærke bånd mellem kirke og kongehus blev slået grundigt fast under biskop Peter Skov-Jakobsens prædiken i Christiansborg Slotskirke i går i anledning af Dronningens 40-års regentjubilæum. Klokken 15.02 i går eftermiddag trådte Dronningen sammen med Prinsgemalen ind i slotskirken, hvor det officielle Danmark, udenlandske gæster og en stor del af den kongelige familie var mødt op fra nær og fjern til royal jubilæumsgudstjeneste.

PRÆDIKEN:Læs hele jubilæumsprædikenenOg biskop Peter Skov-Jakobsen benyttede blandt andet sin prædiken til at understrege Dronningens vigtige funktion som både midtpunkt og brobygger i det danske samfund.

I dag fejrer vi med dyb taknemmelighed og stor agtelse, at vores dronning gør sin tjeneste og får vores øjne til at gå op for andre folkeslag og se det hjemlige, det fremmede og anderledes som oplevelse og berigelse, sagde biskoppen, der også definerede Dronningen som et samlingspunkt:

Det er en tjeneste, som taler os sammen, også selvom vi har forskellig tro eller meget forskellige baggrunde. Det er en tjeneste, som får os til at se hinanden, erfare den anden, udvise agtelse for forskelligheden.

LÆS OGSÅ: Danskerne gav dronningen en varm januarhyldest

Netop det blik har Danmarks dronning, mener også Kgl. Konfessionarius Erik Norman Svendsen, der efter gudstjenesten fortalte Kristeligt Dagblad, at hun af samme grund holder meget af Kingos salme Sorrig og glæde de vandre til hobe. En salme, som i går blev sunget lige inden prædikenen, og som understreger livet som et hele med både lykke og ulykke, som følges ad.

Hvert menneske har sin skæbne, og det bliver man mindet om ved et 40-års jubilæum. Dronningen har levet et liv, som selvfølgelig på mange måder er forskelligt fra andres, men på andre måder er det også ens, hvad angår at opleve både sorg og glæde og lykke og ulykke, sagde Erik Norman Svendsen.

Adjunkt ved Aarhus Universitet Marie Vejrup Nielsen, der forsker i samfund og kristendom, sammenligner Peter Skov-Jakobsens prædiken med dem, som er blevet holdt ved andre store nationale gudstjenester som efter tsunamien og terrorhandlingen i Norge i sommer. Gudstjenester, hvor en stor del af befolkningen sidder bænket foran tvet og følger med.

Det er en krævende prædiken, fordi den skal rumme hele folket og ikke bare de vanlige kirkegængere. I den sammenhæng er det naturligt, at biskoppen lægger vægt på et tema som sammenhængskraft, der viser, at kirken og kongehuset stadig er tæt forbundne og kan få nationen til at hænge sammen.

Ved at fokusere på rummeligheden og det multikulturelle vender han blikket udad og taler ind i en moderne virkelighed. Dermed sender biskoppen et signal om, at han mener, at kirken stadig kan spille en vigtig rolle i samfundet, mener Marie Vejrup Nielsen.