Blå partier ser De Radikales krav om valg som et stunt

DF og K kritiserer krav om sensommervalg. De er overbeviste om, at det i forvejen er statsministerens plan.

Findes der nogen, som ikke forventede valg i september, spørger Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, efter at De Radikale har meldt ud, at de ikke bakker op om en advokatvurdering af Minkkommissionens beretning. I stedet vil partiet h
Findes der nogen, som ikke forventede valg i september, spørger Det Konservative Folkepartis formand, Søren Pape Poulsen, efter at De Radikale har meldt ud, at de ikke bakker op om en advokatvurdering af Minkkommissionens beretning. I stedet vil partiet h. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, glæder sig til et folketingsvalg, men er alligevel dybt skuffet over De Radikale.

Partiets politiske leder, Sofie Carsten Nielsen, har netop meddelt, at De Radikale ikke bakker op om en advokatvurdering af minkforløbet. I stedet vil partiet tvinge statsminister Mette Frederiksen (S) til at udskrive valg efter sommerferien.

- I stedet for, at vi alle sammen leger lommejurister, er det så ikke bedre at bede nogle rigtige jurister finde ud af, om der er tale om grov uagtsomhed eller ej, siger han til TV 2 News.

- Det her med valg er jo et rent stunt. Det har statsministeren jo allerede planlagt, siger den konservative formand.

Han henviser til, at politiske iagttagere igennem længere tid har haft forventningen om, at statsministeren ville udskrive valg efter sommerferien.

En samlet blå blok meldte, kort efter at Minkkommissionens beretning blev offentliggjort, at uvildige advokater bør komme med en vurdering af den næsten 1700 sider lange beretning.

I beretningen kommer kommissionen med sønderlemmende kritik af både regeringen og embedsværket.

Den tager dog ikke stilling til, om statsministeren har handlet groft uagtsomt i forhold til ministeransvarsloven. Det var ikke kommissionens opgave at vurdere det.

Formanden for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, skriver i en skriftlig kommentar, at De Radikale svigter "deres egne retsstatsprincipper og freder statsministeren i minkskandalen".

- Tilbage står, at de Radikale mener, at retsstaten skal gælde konsekvent, når det handler om politiske modstandere og embedsmænd, skriver han.

- Men når det handler om deres røde venner og statsminister Mette Frederiksen, så kan man slippe for en juridisk afklaring og ansvaret.

Formanden for Dansk Folkeparti, Morten Messerschmidt, mener som Søren Pape Poulsen, at Mette Frederiksen allerede har planlagt et valg i sensommeren.

- Det her er nok det klareste eksempel i Danmarks nyere historie, at man har kunnet veksle forventede ministerposter med helt garanterede retsstatsprincipper, siger Morten Messerschmidt til TV 2.

- Radikale Venstre er et parti, der er til salg. Der er ingen tvivl om, at Mette Frederiksen har stillet dem i udsigt, at der skal være et folketingsvalg hen over sensommeren, og at hvis der er et rødt flertal, vil hun blive flankeret af dem.

Folketingsmedlem for Nye Borgerlige, Lars Boje Mathiesen, skriver på Twitter:

- Så Radikales konsekvens er altså en sandsynligvis koordineret udmelding med Mette F om afholdelse af et valg, som de sikkert allerede godt vidste ville komme. Det er ganske enkelt at gøre grin med danskerne, skriver han.

Ritzau forsøger at få en kommentar fra Statsministeriet.

/ritzau/