Prøv avisen

Blå sejr kan blive mareridt for De Konservative

”Med en tilslutning på omkring fire procent er det fornuftigt nok, at De Konservative ikke prøver at lade, som om de er det store, bredt favnende parti," siger professor om Søren Pape (billedet) og hans parti.

Et borgerligt flertal, som ikke er afhængigt af K-stemmer, kan ifølge professor koste det traditionsrige parti livet

Et folketingsvalg er en skæbnestund for alle partier og politikere, men for Det Konservative Folkeparti kan folketingsvalget den 18. juni 2015 være begyndelsen til enden.

Sådan lyder vurderingen fra to forskere i dansk politik. Begge vurderer, at partiet gør klogt i at holde sig uden for en eventuel blå regering under Lars Løkke Rasmussens (V) ledelse, fordi regeringsdeltagelse kan slide partiet op.

Men også som blåt støtteparti risikerer De Konservative at fremstå overflødige.

”De Konservative er på den, hvis det ikke er dem, der leverer det 90. mandat til en borgerlig regering. Det står hverken skrevet i Bibelen eller Grundloven, at der skal være et konservativt folkeparti i Danmark, og mareridtsscenariet for partiet er, hvis de kommer i Folketinget, men er irrelevante for regeringsdannelsen,” siger Robert Klemmensen, professor i statskundskab ved Syddansk Universitet.

Christian Egander Skov, ekstern lektor ved Aarhus Universitet, som har skrevet ph.d.-afhandling om konservatisme i Danmark, lægger hertil, at De Konservative reelt har været i gang med en ”nedsmeltning” lige siden 2009.

”Det er en kendt sag, at små partier tit bliver presset af at være i regering med større partier. Vi så det med SF, som følte sig så pressede, at de måtte træde ud. Problemet for De Konservative er, at de mistede kant, sidst de var i regering,” siger han.

Det Konservative Folkeparti opstod i 1915 og har rødder endnu længere tilbage til partiet Højre.

Den seneste storhedstid havde partiet under Poul Schlüter med valgsejren på 23,5 procent af stemmerne og 42 mandater i 1984 som højdepunkt. Efter Schlüter led partiet under interne magtkampe i 1990'erne, men en ny stabil periode fik det under Bendt Bendtsen 1999-2008, nu kun med støtte fra cirka 10 procent.

Under Lene Espersen (2008-2011), Lars Barfoed (2011-2014) og Søren Pape Poulsen (2014- ) er støtten dalet. Ved valget i 2011 opnåede partiet 4,9 procent af stemmerne og otte mandater, og alle målinger tyder på, at mandattallet bliver mindre i år.

Søren Pape Poulsen stiller skrappe krav til at gå ind i en borgerlig regering. Skatten skal lettes, borgernes retsstilling skal styrkes, og der skal være nulvækst i det offentlige. Tilmed kræver han, at partiet skal have en mandatfremgang, for at regeringsdeltagelse kommer på tale. At Søren Pape Poulsen sætter alt på ét bræt understreges af, at hans eget mandat i Vestjyllands Storkreds er usikkert, og at han har bebudet, at han går af, hvis han ikke bliver valgt ind i Folketinget.

”Med en tilslutning på omkring fire procent er det fornuftigt nok, at De Konservative ikke prøver at lade, som om de er det store, bredt favnende parti. Partiet forsøgte sig under Lars Barfoed uden held med en meget blød linje, nu er det værdikampen mod nazi-islamisme samt et muligt opgør med offentlig regulering, man satser på,” siger Christian Egander Skov.

Robert Klemmensen deler den vurdering, at den hårde linje er det bedst mulige forsøg. Men han forklarer partiets fortsatte krise med, at konservativt sindede vælgere føler sig bedre repræsenteret af andre, først og fremmest Dansk Folkeparti. Mens den konservative britiske premierminister, David Cameron, ved det netop afholdte britiske valg kunne vinde på bekostning af blandt andre det EU-kritiske parti Ukip ved at komme sine vælgere i møde på EU-spørgsmålet, ligger en tilsvarende K-triumf på Dansk Folkepartis bekostning ikke just i kortene ved det danske valg.

Derfor risikerer Det Konservative Folkeparti at dele skæbne med Retsforbundet, Centrum-Demokraterne og Kristendemokraterne, som alle er partier, der efter at have haft en central politisk placering og været medlem af en regering, forsvandt helt ud i mørket, fordi de ikke længere fremstod relevante:

”Den konservative nedgang skyldes lige dele uheld og fejlslagen ledelse. Man har sovet i timen i forhold til konservative mærkesager som det nationale, indvandrerdebatten, lov og orden samt skepsis over for EU. Flere af disse ting reagerer Pape på nu, men det er 15-20 år for sent.”