Efter et langt liv med tegninger og mere end 20 års ansættelse ved Jyllands-Posten blev det en enkelt times arbejde, der gjorde hele udslaget og fik bladtegneren Kurt Westergaard til at gå over i historien. Blot omkring en time tog det ham at tegne muslimernes profet, Muhammed, iført turban og bombe, som blev trykt i avisen Jyllands-Posten i september 2005 sammen med 11 andre tegneres fortolkninger af Muhammed.
En tegning, der var med til at skabe en af de største udenrigspolitiske kriser for Danmark siden Besættelsen, og som også endte som en permanent trussel mod hans eget liv. Han fik dødstrusler, og i 2010 var han udsat for et attentatforsøg i sit eget hjem. Siden blev Kurt Westergaard overvåget af Politiets Efterretningstjeneste, PET, og han måtte dele sit otium med livvagter døgnet rundt.
I forbindelse med hans død, som blev kendt søndag aften efter længere tids sygdom, hædrer en række danske politikere, venner og mediefolk Kurt Westergaard for hans mod til at stå fast på ytringsfriheden samtidig med, at de fremhæver tegneren som et varmt, humoristisk og hæderligt menneske. Også en stribe udenlandske medier fra såvel Europa som Mellemøsten og USA omtaler dødsfaldet.
Kurt Westergaard boede i Aarhus, tæt på sin gamle arbejdsplads Jyllands-Posten, og byens socialdemokratiske borgmester, Jacob Bundsgaard, skrev i går i et mindeord på Lokalavisen Aarhus’ netside, at Aarhus tager afsked med en stor personlighed og en usædvanlig helteskikkelse. Kurt Westergaard ”udviste beundringsværdigt mod, styrke og ukuelighed i forbindelse med sagen om Muhammed-tegningerne”.
”Han gjorde sin hjemby stor ære, da han trods mordforsøg på ham og talrige trusler holdt hovedet højt i kampen for sin og andres ytringsfrihed,” mener Jacob Bundsgaard.
Venstres udlændinge- og integrationsordfører, Mads Fuglede, understreger samme budskab i en sidste hilsen på det sociale medie Twitter:
”Med sit mod og sin streg kæmpede han for et Danmark, hvor det frie ord er grundlaget for fællesskab. Vi skylder Kurt Westergaard og alt det, vi har fået i arv, at fortsætte og vinde den kamp,” skriver han.
Pia Kjærgaard, der i dag er Dansk Folkepartis værdiordfører, blev en nær ven af Kurt Westergaard efter trykningen af Muhammed-tegningerne i 2005, men hørte ham aldrig klage over den høje pris, som han betalte.
”Kurt Westergaard har vist os, at ytringsfriheden er enormt vigtig, men at den også kan koste. Han har vist os vejen, og at vi skal fortsætte ad den vej. I disse dage bliver han hyldet, men det burde han allerede være blevet, da han var i live. Jeg ved dog, at hans familie sætter pris på de pæne ord,” siger hun til Kristeligt Dagblad.
Havde man spurgt Kurt Westergaard på forhånd, havde han aldrig selv gættet, at netop Muhammed-tegningen skulle blive den mest afgørende i hans liv. Han havde ikke gjort sig mange overvejelser over, hvor kontroversielt det kunne være at tegne islams profet.
”For mig var det bare en af de sædvanlige opgaver. Det var ikke noget, jeg tænkte særligt over. Jeg tænkte bare på, hvordan jeg skulle lave den tegning,” sagde Kurt Westergaard i en samtale med DR i 2015.
Opgaven fra Jyllands-Posten lød på at tegne Muhammed, som han opfattede profeten. Kurt Westergaard havde på det tidspunkt været ansat på avisen i mere end 20 år og havde bedrevet satire over de fleste motiver, herunder Jesus iført et Armani-jakkesæt på vej væk fra korset, hvor han havde efterladt sedlen: ”Træffes søndag 10-11 og 14-15”. Religiøse hensyn var i hans optik ikke noget, der burde stå i vejen for ytringsfriheden.
Den politiske kommentator – og tidligere kollega med Kurt Westergaard på Jyllands-Posten – David Trads skriver i et mindeord på netmediet Altinget, at han er overbevist om, at Kurt Westergaard blev et symbol for ytringsfriheden ved et tilfælde. Han passede bare sit arbejde. Da tilfældet ramte ham, tog han imidlertid ansvaret på sig og blev en frygtløs ambassadør for den uindskrænkede ytringsfrihed.
”Det er svært at vide, hvad Kurt egentlig mente om islam og kristendommen og om storpolitik og om Muhammed-krisen, men det er til gengæld nemt at vide, at han til enhver tid var tilhænger af et liberalt demokrati, hvor alle har ret til at ytre sig om hvad som helst,” skriver David Trads.
Et af de spørgsmål, Kurt Westergaard blev blevet stillet igen og igen, var, hvorvidt han ville have tegnet den samme tegning, hvis han havde kendt konsekvenserne. Et spørgsmål, han tumlede med, men endte med at afskrive som meningsløst. Han ville gerne stå ved tegningen, men han kunne ikke bruge ”hvad nu hvis” til noget.
”Jeg har tænkt over det, men har opgivet det. Det er jo sket,” sagde han til fagbladet Journalisten for et par år siden.
Set med Kurt Westergaards øjne var hans tegning blot en lille brik i det store opgør mellem islam og vestlige værdier. Sammenstødet mellem islam og de vestlige værdier med total ytringsfrihed ville være kommet alligevel, selvom han og de andre tegnere ikke havde lavet tegningerne, mente han.
At opgøret og terroren skulle blive et personligt problem, gjorde ham vred. Selvom han vænnede sig til PET-folkene i løbet af de mere end 15 år, de var en del af hans hverdag, og ikke lagde skjul på sin taknemmelighed og respekt for deres måde at varetage opgaven på, var han også vred over, at de var nødvendige. Vred over, at nogen ville slå ham ihjel. I det hele taget vred over, at han var kommet i den absurde situation, at han i sit eget land var nødt til at leve under beskyttelse.
Men vreden bragte også noget godt. Måske var det den, han kunne takke for, at han undgik traumer og frygt, som han forklarede i et interview med Kristeligt Dagblad i 2015.
”Der ligger også en vis overlevelsesvilje i at blive gal i hovedet,” sagde han, der efter en læreruddannelse ved Ranum Seminarium både havde undervist, læst psykologi ved Københavns Universitet og været leder af en døgninstitution for udviklingshæmmede gennem 15 år, før han blev professionel tegner.
Kurt Westergaard fortsatte i fem år som bladtegner på Morgenavisen Jyllands-Posten efter Muhammed-krisen, før han gik på pension som 75-årig. Derefter brugte han tiden på at male farverige akvareller, som mere havde et strejf af eventyr end politisk kommentar over sig. Satiren var lagt på hylden.
Jyllands-Posten skrev i går i sin leder, at Kurt Westergaards slag for ytringsfriheden må ikke dø med ham:
”Ved Kurt Westergaards død er det vigtigere end nogensinde at understrege, at den kamp for ytringsfriheden, som blev hans skæbne, er vores alles kamp mod ufriheden,” skrev avisen.
Kurt Westergaard sov stille ind efter et længere sygdomsforløb onsdag i sidste uge. Han efterlader sig hustruen Gitte, deres fem sammenbragte børn, 10 børnebørn og et oldebarn.
Artiklen er opdateret mandag den 19. juli klokken 17.44.