Jeg har altid syntes, at der var stor forskel på at give en julegave og en fødselsdagsgave.
Det er som om, man skal bruge mere tid på en julegave, men ofte ender fødselsdagsgaven alligevel med at være den bedste. Og det har egentlig ikke noget med prisen på gaven at gøre, mere en følelse af at julegaven skal være virkelig gennemtænkt, mens fødselsdagsgaven gerne må være lidt mere flippet og sådan jaget op i sidste øjeblik, fordi der alligevel er balloner og kagemand og æg og bacon og hele skidtet, og fordi du kun bliver et år ældre, hvorimod juleaften jo er juleaften. Som regel er der også flere mærkelige små gaver til fødselsdagen, mens den store julegave minder mig om et 12-bindsværk af en bog, man aldrig får læst.
Der er selvfølgelig undtagelser. Nej ok, der har været mange. Hvert år er der gode gaver. Men det handler også om, hvilken tilstand, ens sjæl er i, når man modtager den gave. De bedste gaver, jeg har fået, var dengang hele familien havde omgangssyge, og vi sad og brækkede os i hver vores spand. Men så pludselig klokken 22 holdt det op, og de gaver, vi fandt under træet var fantastiske. Med rystende hænder åbnede jeg en pakke My Little Pony til min treårige datter, der kvitterede med en bøvs. Hvorpå hunden spiste fire lys fra træet.
Jeg husker stadig med fryd dengang, jeg fik en ryttercykel i julegave af mine forældre, der aldrig gav rigtige gaver ellers, med mindre det var halstørklæder eller bøger. Men ryttercyklen tog mig med storm. De havde gemt den inde i alkoven, men pludselig stod den der ved siden af træet, pakket ind i Berlingske Tidende sammen med min storebrors sorte med 16 gear af mærket Montana. Det var ufatteligt. Og jeg tror også, mine forældre fandt det delvist ufatteligt, for de havde fået min storebror til at købe dem for dem inde hos en cykelhandler i Aarhus.
I dag er den bedste gave stadigvæk de gaver, jeg ikke havde set komme. Selvom jeg også kan blive glad for noget, jeg ved, hvad er, er det ikke det samme som akutte gaver. Gaver man ikke anede fandtes, eller som bare overrasker.
”Gud, kan du finde på at give mig sådan noget? Det havde jeg godt nok ikke regnet med”, og så videre.
Jeg foretrækker klart at få flere sære gaver, end en stor og normal gave. Det er lidt som en stor nytårsraket i stedet for mange små fisebomber. De sidste har måske ikke så mange stjerner i sig, men de har uforudsigeligheden.
Sidste år fik jeg en meget, meget flot haj af cement med ægte haj-tænder til at hænge op på væggen. Indtil videre er den faldet ned hver gang, jeg har hængt den op, men bare det, at den kan sabotere væggens skruer og alverdens rawplugs er fantastisk. Jeg tror også, min nevø Laurits, der gav mig den, var glad for at give mig den. Han sad længe og lurede, mens jeg pakkede den op, og da han mærkede min chokerede glæde, gik glæden over i ham også. På den måde ejer de bedste gaver en slags kinetisk energi. Et gave-givnings-modtagelses-kredsløb, man ikke skal glemme.
Det er nok heller ikke løgn, at de bedste gaver er nogen, man også selv gerne ville have. Hvis man mærker en jalousi, når man køber en gave, er det tit et godt tegn på, det er en super-duper gave. Dengang mine børn var små, gav de mig tit tegninger, eller noget de havde lavet af ler i børnehaven. Og selvom det måske ikke var jordens mest korrekte gengivelse af en blomst eller en vase, har jeg aldrig været så glad i mit liv for noget. Nogen gange blev mine børn også så glade for deres tegning, da de så den blive pakket op, at de hev den ud af hånden på mig og råbte ”min, MIN!”. Og jeg forstod dem godt. For det var jo gaver, der kom fra hjertet.
I virkeligheden tror jeg også, det gjaldt mine forældre, dengang jeg var barn. De gaver, jeg købte hos isenkræmmeren, sagde de tak for, hvorpå de forsvandt umærkeligt, men de askebægre, jeg lavede i skolen, blev stående og brugt år efter år. På den måde tror jeg ikke, det er prisen på gaven, der gør den god, det er historien om gaven, der gør det til en god gave. Jeg har stadig en slangebøsse, som min bror lavede til mig, da han var 10 år. Og det sker, at jeg skyder et kræmmerhus ned med den, og så tænker jeg på dengang, Niels var 10 år, og jeg var 8, hvor han gav mig den slangebøsse, og jeg gav ham et spil sænke-slagskibe, som han ikke havde ønsket sig, og som gjorde, at han blev så sur, at han gav mig en lammer. Se det var en kvalivare-juleaften, med kvalivare-drama og fine gaver og indbygget evighed.