Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) sagde det i sin åbningsredegørelse til Folketinget i går:
Mit mål er, at vores børn skal være den dygtigste generation i danmarkshistorien. Hendes forgænger, Lars Løkke Rasmussen (V), sagde det på denne måde i sin åbningsredegørelse i 2010:
En af verdens dyreste folkeskoler skal blive en af verdens bedste. Vi skal have tårnhøje ambitioner.
Hans forgænger, Anders Fogh Rasmussen (V), formulerede det sådan ved indgangen til folketingssæsonen i 2005:
LÆS OGSÅ: Tid er ikke nok til at styrke folkeskolen
Vi vil have verdens bedste folkeskole. En skole, hvor børnene lærer noget og har det godt. En skole, der ruster børnene til fremtidens Danmark. En skole, som lærere, elever og forældre er stolte af.
Og daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i oktober 1997:
Vi er alle optaget af, at børnene lærer at læse, skrive og regne. Og at de lærer at bruge en computer. Vi kan ikke være bekendt at give vore børn mindre end det bedste.
Folkeskolen er et af de politiske områder, der traditionelt bæres af brede politiske forlig fra højre til venstre. Men trods årtiers bestræbelser på at få verdens bedste folkeskole synes der stadig at være enighed om, at målet langtfra er nået.
Mange unge mangler fortsat de helt basale regne- og læsefærdigheder til at kunne fortsætte på en ungdomsuddannelse.
LÆS OGSÅ: Stat og kirke smeltede sammen i en times gudstjeneste
Helle Thorning-Schmidt formulerede sin fremtidsvision for folkeskolen gennem den tænkte elev Emil på 13 år, der går i 7. klasse. Emil har i løbet af skoledagen matematik, sløjd, dansk og gymnastik, fagene hænger sammen for ham, og om eftermiddagen hjælper voksne ham med lektielæsningen.
Lidt spidst kunne man spørge, om Emil bliver den dygtigste elev i danmarkshistorien ved at kunne læse og regne og bruge færdigheder fra et fag i et andet? Og man kunne spørge, hvorfor det år efter år er de helt basale færdigheder, skiftende statsministre nævner som det afgørende for en skole i verdensklasse?
Folketingsmedlem Bertel Haarder (V) har siden 1980erne været undervisningsminister i sammenlagt 15 år, og han erkender, at der er grænser for, hvad landspolitikerne kan ændre. Han citerer retsfilosoffen Alf Ross for, at love er ikke andet end krims-krams på papir. Man aner ikke, om de ændrer noget ude i virkeligheden.
LÆS OGSÅ: Livet skal sættes på prøve og leves mellem mennesker
Bertel Haarders egen erfaring er, at flere penge og flere timer til undervisning ikke i sig selv garanterer bedre resultater. Han nævner som eksempel, at han på et tidspunkt i 1980erne fik 100 millioner kroner til to ekstra dansktimer om ugen i 3. og 4. klasse. En senere evaluering viste, at der overhovedet ikke var nogen målbar effekt.
Senere indførte man læsevejledere, og det har vist sig at forbedre elevernes læseevner. Bertel Haarder og Venstre støtter regeringens idé om en heldagsskole, især i områder med mange tosprogede elever, og partiet ser også gerne, at lærerne får flere undervisningstimer, uden at deres samlede arbejdstid øges.
Han advarer imidlertid om, at den slags tiltag ikke i sig selv udvirker mirakler. Skal eleverne for alvor klare sig bedre, kræver det, at skolerne og kommunerne lærer af dem, der klarer sig bedst. Derimod skal man ikke, som han selv og hans egen regering tidligere har gjort, slå hele folkeskolen oven i hovedet. Det ødelægger bare arbejdslysten hos de lærere, som virkelig gør det godt, erkender den tidligere minister i dag.
I stedet mener han, at man skal rose de skoler, der for eksempel er i stand til at lære 98 procent af eleverne at læse i 1. klasse.
Så grundlæggende tror Bertel Haarder altså fortsat på, at det kan lade sig gøre politisk at drive skolerne til at gøre det bedre. Det danske skolesystem behøver ikke at være dårligere end for eksempel det finske.
Regeringen vil komme med sit udspil til en folkeskolereform inden nytår, og med signalerne fra oppositionspartierne tyder alt på, at der også denne gang bliver et bredre forlig. Foruden Venstre ser både Dansk Folkeparti og De Konservative positivt på intentionerne hos regeringen for en bedre folkeskole.
Men mon ikke vi alligevel igen i 2015 eller 2020 kommer til at høre en åbningsredegørelse, hvor statsministeren argumenterer for, at Danmark nu må arbejde på at få verdens bedste folkeskole?