Prøv avisen
Sig noget pænt

Blixt: Özlem Cekic og jeg har meget tilfælles

”Jeg tror, at hun så mig lidt som en stereotyp DF'er. Som én, der hader alt, hvad der er fremmed," siger Liselott Blixt (DF) om sin kollega Özlem Cekic (SF). Foto: Scanpix

Sundheds- og psykiatriordfører for Dansk Folkeparti Liselott Blixt og SF's Özlem Cekic har fundet fælles fodslag på sundhedsområdet

”I vores første folketingsperiode fra 2007 til 2011 talte Özlem og jeg ikke så meget sammen, ” siger Liselott Blixt, sundheds- og psykiatriordfører i Dansk Folkeparti.

”Jeg tror, at hun så mig lidt som en stereotyp DF'er. Som én, der hader alt, hvad der er fremmed. Jeg tænkte nok også, at hun heller ikke kunne lide mig, så vi gik i starten lidt som katten om den varme grød. På et tidspunkt havde vi så en konference, hvor vi fandt ud af, at vi faktisk havde meget tilfælles, og at vi kæmpede for de samme ting i blandt andet psykiatrien.

Vi er begge vokset op i en familie, hvor vi har måttet kæmpe os op. Özlem kommer fra en indvandrerfamilie, der har haft psykisk sygdom tæt inde på livet, og jeg kommer fra en familie, hvor vi voksede op med ret trange kår. Vi har det tilfælles, at vi begge har måttet kæmpe vores vej igennem uden at have den store ballast med hjemmefra. Der har vi nok også noget tilfælles i forhold til at skulle gøre os forståelige for de mange akademikere herinde i Folketinget. Der har vi begge fundet en anden vinkel,” siger DF-ordføreren.

”Jeg er sosu-assistent, hun er sygeplejerske, og også på den måde har vi en del tilfælles. Det er lidt sjovt, for Özlem er jo SF'er, hun er muslim, og hun er på mange måder imod, hvad vi står for i Dansk Folkeparti. Alligevel laver vi utrolig meget fælles politik, når det handler om psykiatri, bedre forhold for hjemløse og så videre. På den måde støtter vi hinanden. Jeg kan godt lide den entusiasme, Özlem arbejder med. Hun brænder for at sikre en bedre psykiatri, og hun går op i at sikre en bedre retssikkerhed for patienterne. Hun er en ildsjæl, og det kan jeg godt lide. At man ikke bare er i politik for at få magt, men fordi man brænder for at gøre samfundet bedre. Vi har tit talt om at ses privat også, men det er ikke lige gået op i en højere enhed endnu. Vi har travlt begge to, så det bliver mest til en frokost inde i Folketinget engang imellem. Vi har dog en gammel aftale om, at jeg skylder hende en shawarma, og den må vi nok få et tidspunkt.”