Blodbank: Danmark har brug for 540.000 flere stamcelledonorer

I Danmark er der tre gange så mange bloddonorer som stamcelledonorer (arkivfoto).
I Danmark er der tre gange så mange bloddonorer som stamcelledonorer (arkivfoto). Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix.

I Danmark er der tre gange så mange bloddonorer som stamcelledonorer. Der er brug for mange flere stamcelledonorer - og særligt unge, mandlige.

Det skriver Bloddonorerne i Danmark i en pressemeddelelse.

Hvert år får mere end 140 danskere konstateret en sygdom, der kræver, at de får en stamcelletransplantation for at overleve.

Det kræver et godt match mellem donorens og patientens vævstyper, og findes der ikke en donor med det rigtige match, kan det koste patienten livet.

Det fortæller Morten Bagge Hansen, der er Region Hovedstadens blodbankchef, ledende overlæge på Rigshospitalet og medlem af hovedbestyrelsen for Bloddonorerne i Danmark.

- Der er rigtig mange forskellige stamcelletyper, også kaldt vævstyper. Hvis man siger, der er 300 blodtyper, så er der flere hundredtusind stamcelletyper. Derfor kan det være svært at finde det helt perfekte match.

I Danmark er der 180.000 bloddonorer og 60.000 registrerede stamcelledonorer.

Målet er 540.000 nye registrerede stamcelledonorer, siger Morten Bagge Hansen.

- I de lande, som er godt med, har 10 procent af befolkningen registeret sig som stamcelledonor. Det er det mål, vi har sat os her i landet.

- Så vi skal flytte os fra 60.000 til omkring 600.000.

I første omgang er der en opgave i at gøre danskerne opmærksomme på behovet.

- Den almindelige dansker ved ikke, at vi har et udækket behov. Det skal de gøres opmærksomme på.

- Vi har tidligere haft en regel i Danmark om, at man skulle være bloddonor for også at være stamcelledonor. Det var, fordi vi regnede med, at man var klar til at give afgive stamceller, hvis man også var bloddonor, siger Morten Bagge Hansen:

- Det viser sig, at lande, som ikke har den regel, får en bedre tilslutning, og derfor ændrer vi det nu. Vi gør det nemmere for folk at melde sig. Nu kan man gå ind og melde sig på sundhed.dk med få klik.

I anledning af den internationale stamcelledonordag 18. september sætter Bloddonorerne i Danmark sammen med blodbanker fra hele landet fokus på vigtigheden af stamcelledonation.

Som registreret stamcelledonor bliver man kun kontaktet, hvis en patient matcher en. Chancen for, at man bliver udvalgt, er meget lille, da der findes hundredtusinder af forskellige vævstyper.

/ritzau/