Hans Jørgen Bonnichsen, 75 år og forh. chefkriminalinspektør hos Rigspolitiet
”Som barn bad mine forældre aftenbøn med mig. En af dem sad sammen med mig og bad: ’Jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to. Fader, se med kærlighed til mit ringe leje ned.’ Den bøn er jeg aldrig veget fra, op gennem mit voksne liv har der været mange forskellige emner, som jeg har føjet til den bøn. Jeg synes, aftenbønnen er en værdig måde at slutte en dag på. Uanset hvordan min dag har været, så mærker jeg, at bønnen giver mig fred og styrker troen på, at jeg trygt kan vågne til en ny dag i morgen. ”
Thomas Ploug, 45 år, professor i anvendt etik og ny teknologi ved Aalborg Universitet
”Bøn er en bekræftelse af min tro og løfter mig ud af en hverdag ved at ændre proportionerne på en sund måde. I bønnen bliver jeg mindet om en fundamental taknemmelighed, som jeg kan glemme i dagens løb, og i bønnen formindskes irritationsmomenter. Min bedste bedestund er tit, når jeg runder dagen af sammen med mine døtre på 12 og 16 år. Det, vi har talt om i løbet af dagen, tager vi med ind i vores fælles bøn. Vi får et fundamentalt andet perspektiv på hverdagen, når det evige møder det timelige og det fuldkomne møder det ufuldkomne.”
Birthe Rønn Hornbech, 75 år, forh. kirkeminister og folketingsmedlem for Venstre
”Bøn ændrer sig med aldren. Der bliver mere at takke for og flere at bede for, og jeg bliver klar over, i hvor høj grad, vi i musik og kunst er omgivet af bøn, som er den mest enkle og fundamentale måde at udtrykke sin tro på. Man skal hele tiden være på vagt over for, om man gør troen til noget, man skal præstere. Jeg kendte biskop Johannes Johansen, og hans salme ’Herre, gør mit liv til en bøn’ udtrykker noget afgørende om bøn: ’Vi beder for at Gud gør vores liv til en bøn’. Kristus er vores forbeder. Med alderen er det blevet vigtigere for mig at formulere, hvordan tro og bøn ikke har at gøre med vore egne præstationer.”
Golriz Ghozati, 42 år, souschef i den kristne hjælpeorganisation Open Doors Danmark
”Bøn er en bevægelse væk fra mig selv og en invitation ind i Guds univers, hvor jeg kan lægge min afmagt, angst, smerte og det jeg ikke har kontrol over. Jeg oplever bøn som en landingsplads, hvor mit hjerte giver slip og jeg kan lytte til den stille stem, som siger: ’Du er dyrebar i din skrøbelighed’. Af natur er jeg spontan i min bøn, men på min arbejdsplads lukker vi telefonerne klokken 10 og beder for den forfulgte kirke til den Gud, som går op i retfærdighed.