Ikke færre end to gange på to uger har Folketinget drøftet, om man skal skal forbyde offentlige bønnekald fra moskéer.
Det første forslag fra Nye Borgerlige ville ganske enkelt forbyde de offentlige muslimske bønnekald. Det andet og senest drøftede forslag kom fra de fire borgerlige partier, Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige og ville forbyde ”højttalerforstærket bønnekald og lignende religiøse ytringer”.
Anledningen til de to forslag var, at Fredens Moské i Gellerup Parken i Aarhus den 24. april lagde en video ud af et offentligt bønnekald på en fodboldbane nær bebyggelsen som optakt til den muslimske fastemåned.
Det er et internationalt fænomen, at muslimer har brugt sammenfaldet mellem ramadanen og coronakrisens isolation til at lancere offentlige bønnekald i vestlige lande: Noget der ellers har været mest udbredt i lande med muslimske flertal.
Internationale medier har bragt omtale af offentlige, højttalerforstærkede bønnekald for eksempel flere steder i Tyskland, Holland, Canada og delstater som Minnesota og Californien i USA. I Sverige har man allerede for et par år siden tilladt bønnekald under voldsom offentlig debat.
I udgangspunktet er et bredt politisk flertal herhjemme enigt om, at man ikke ønsker den samme udvikling til Danmark.
Argumenterne for at afvise de offentlige bønnekald er dog langtfra de samme. Ved debatten om de borgerlige partiers forslag for en uge siden lagde udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) hovedvægten på, at offentlige bønnekald ville forekomme anmassende. Det var ikke noget, man ville lade sine børn lytte til, når man var på vej med dem i Føtex for at købe lørdagsslik. Det ville forstyrre den offentlige orden.
Dansk Folkepartis ordfører Marie Krarup og Nye Borgerliges Pernille Vermund lagde derimod hovedvægten på, at det handler om at ”stoppe islamiseringen” af Danmark.
Regeringen ville sådan set gerne have det forbudt, men så er der lige det med Grundloven, juraen og religionsfriheden.
Grundloven sikrer på den ene side, at den evangelisk-lutherske folkekirke har en fortrinsstilling over for andre trossamfund, og på den anden side sikrer den, at enhver frit kan dyrke sin egen religion – dog med tilføjelsen, at lære og praksis ikke må stride med den offentlige orden og sædeligheden, som der står i Grundlovens paragraf 67.
Her finder man forklaringen på, at de borgerlige partier specifikt vil forbyde højttalerforstærkede bønnekald. Netop fordi de er forstærkede, kan man forbyde dem som et brud på den offentlige orden uden at komme i konflikt med religionsfriheden, mener de.
Hvad bliver der så af Dansk Folkepartis kamp mod islamiseringen, hvis der alligevel kan råbes til bøn fra moskéen, blot uden brug af højttaler?
Der henviser Marie Krarup til, at forslaget også vil forbyde ”lignende religiøse ytringer”, som skulle forbyde de mere lavmælte bønnekald.
Folkeligt er der næppe tvivl om, at der er bred opbakning til et forbud.
Hvorfor slår regeringen så ikke bare til? Socialdemokratiet har jo slået sig op på at føre en stram udlændingepolitik.
Det nemme svar er, at en regering aldrig stemmer for beslutningsforslag. Det er som hovedregel oppositionens arbejdsredskab, mens regeringer fremsætter lovforslag, som har en direkte juridisk gyldighed.
Hvis regeringen skal fremsætte et lovforslag, som forbyder bønnekald, skal den imidlertid være sikker på, at Danmark ikke dermed bryder Grundloven, eller kan dømmes for brud på Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Den skal også være sikker på, at et forbud ikke samtidig bringer samtlige danske kirkeklokker til tavshed.
Derfor har Mattias Tesfaye foreløbig bedt sit ministerium om en juridisk undersøgelse af, hvad der kan lade sig gøre. Også Udenrigsministeriet skal bidrage med oplysninger om, hvordan det håndteres i andre lande.
Indtil videre er der kun få moskéer, som har bedt om at få lov til at praktisere offentlige bønnekald, men det kunne nok brede sig til flere, hvis det reelt ikke kan forbydes.
I første omgang håber ministeren, at alene truslen om et forbud kan få moskéerne til at holde sig tilbage, men det er tvivlsomt. Under alle omstændigheder er det lettere sagt end gjort at forbyde bønnekaldene.