Prøv avisen

Bør Danmark være med i en europæisk fordelingsnøgle for flygtninge?

Bør Danmark være med i en europæisk fordelingsnøgle for flygtninge? Kristeligt Dagblad har spurgt Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Marie Krarup (DF). Foto: Simon Læssøe/Martin Stampe

Regeringen afviste i går, at Danmark skal være med til at omfordele de 160.000 flygtninge og migranter, der den seneste tid er kommet til Europa. Men bør Danmark være med i en fælles europæisk løsning?

Ja, mener Enhedslistens politiske ordfører og udlændingeordfører Johanne Schmidt-Nielsen

"Det er helt uforståeligt, at regeringen ikke vil være en del af en europæisk fordelingsnøgle, og jeg er dybt uenig. Selvfølgelig bør Danmark som et rigt land tage sin del af de 160.000. Vi bør straks kontakte EU-kommissionen for at være en del både af en akut fordeling men også en permanent løsning på flygtningestrømmen. Det er simpelthen så usolidarisk at lade alle de andre tage læsset på den måde."

Kan du forstå, hvis nogen finder det synspunkt kritisabelt?

"Nej. Danmark har alle muligheder for at tilslutte sig en fælles løsning og påtage sig en del af ansvaret. Der er mennesker på flugt, og de mennesker bør alle lande påtage sig et ansvar for at hjælpe. Det nuværende system bygger på, at landene med ydre grænser i EU skal give beskyttelse til alle flygtninge, der kommer til Europa. Det betyder, at de ydre landes asylsystemer bryder sammen, og så rykker opgaven alligevel videre til de andre lande. Det er nødvendigt at finde en akut og permanent fordelingsnøgle, og det skal vi selvfølgelig være med til."

Hvordan vil I sikre, at sådan en fordelingsnøgle bliver overholdt?

"Det er der ingen, der kan."

Hvad tror du, det får af konsekvenser for den måde, resten af EU ser Danmark på?

"Det er underordnet. Det afgørende er ikke, hvordan Danmark bliver set. Det vigtigste er, at der er folk på flugt, som skal beskyttes."

Hvad er dit budskab til de danskere, der er bekymrede over flygtningestrømmen i landet?

"Til dem vil jeg sige, at jeg er helt sikker på, at vores system i Danmark er i stand til at håndtere denne situation og beskytte mennesker på flugt. Men der er ingen tvivl om, at det kræver både en indsats fra myndighederne og civilsamfund. Det er dejligt, at der er så mange danskere, der hjælper dem, der har brug for det. Det er den ansvarlige reaktion."

Nej, mener Marie Krarup, folketingsmedlem for Dansk Folkeparti

"Jeg bakker fuldt ud op om, at Danmark ikke skal være en del af en europæisk fordelingsnøgle. EU skal ikke beslutte Danmarks asylpolitik."

Kan du forstå, hvis nogen synes, at det synspunkt er kritisabelt?

"Nej, det kan jeg ikke. Det er et nationalt anliggende at bestemme, hvem der skal bo i vores land. Det ville være uansvarligt og usolidarisk over for danskerne at lade EU bestemme det. Jeg får det helt dårligt ved tanken."

Hvordan vil I forhindre, at der kommer for mange flygtninge til Danmark og andre europæiske lande?

"Vi ønsker både national og europæisk grænsekontrol. Vi skal afvise illegale indvandrere, og vi foreslår den australske model. I Australien ser man jo ingen døde børn på strandene, som vi ser det i Europa. Jeg synes, at den fælles europæiske asylpolitik er sjusket og amoralsk. Ved at fortsætte med denne åbne politik, vil der ligge flere og flere små druknede drenge langs strandene. Flygtninge skal hjælpes i nærområderne. Europa skal ikke være åben for illegal indvandring. Illegale indvandrere skal vide, at de ikke er velkomne ellers bliver de jo ved med at forsøge, og så er man jo med til at dræbe de små børn."

Hvad tror du, det får af konsekvenser for den måde, resten af EU ser Danmark på?

"Jeg håber, at de andre lande i EU med tiden vil forstå, at det, de har gang i, ikke er en løsning. Men det væsentlige er jo ikke, hvad de tænker om Danmark. Det væsentlige er, at vi ikke skal være upatriotiske og uansvarlige ved at ødelægge Danmark."

Hvad er dit budskab til de bekymrede danskere, der i øjeblikket sidder og betragter flygtningestrømmen i landet?

"Mit budskab til de bekymrede danskere er, at de ikke skal skamme sig over Danmark. De mennesker, der strømmer over grænserne i øjeblikket er ikke flygtninge. Det er illegale indvandrere. De flygter ikke fra bomber, men de vandrer til de lande, hvor der er højest ydelser, og hvor de lettest kan få familiesammenføring. Der er ingen grund til, at danskerne skammer sig over, at vi vil sende dem tilbage til Tyskland."