Prøv avisen

Bør vi indføre formodet samtykke til organdonation?

Illustration: Rasmus Juul

Lørdag var det Organdonationsdag, en internationalt markeret dag, som Danmark for første gang deltager i. I sidste uge kunne Kristeligt Dagblad fortælle, at sundhedsminister Sophie Løhde (V) ønsker en vurdering af såkaldt formodet samtykke til organdonation fra Det Etiske Råd. Med formodet samtykke vil danskerne automatisk være tilmeldt som organdonorer. Men er det en god idé?

Christian Borrisholt Steen, cand.mag., politisk konsulent og medlem af Det Etiske Råd:

Hvorfor mener du ikke, at det er en god idé at indføre formodet samtykke til organdonation?

Jeg synes, det er så fundamentalt et spørgsmål, hvad der skal ske med ens krop, når man er død, at det skal man selv tage stilling til. Jeg ønsker ikke, at det er noget, staten skal trække ned over hovedet på én.

Kan man ikke forestille sig, at der ville blive reddet flere liv, hvis man havde et system med formodet samtykke?

Det kan man sagtens forestille sig. Eftersom at folk ikke får taget stilling, tager de nok heller ikke stilling til at melde sig fra igen. Men i formodet samtykke ligger, at man som udgangspunkt mere skal tilhøre staten end en selv.

Har vi ikke en etisk forpligtelse til at hjælpe andre mennesker?

Jo, det kan man sige. Men den situation, der er omkring døden, og hvad der skal ske med ens krop, der bliver vi nødt til at have respekt for, at man kan nå frem til forskellige konklusioner. Det skal være tilladt både at være imod og i tvivl. Man skal selv kunne bestemme.

Vejer individets ret til selvbestemmelse tungere end det etisk gode i at redde liv?

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg synes, det er prisværdigt at være organdoner. Men det skal ikke være en beslutning, staten træffer hen over hovedet på én. Så jeg mener bestemt, at det er vigtigere, at man selv kan vælge.

Der kan vel være flere grunde til, at folk ikke har tilmeldt sig, end at de er imod at donere deres organer. Kan det ikke også handle om glemsomhed eller dovenskab?

Jeg tror, der er mange, der ikke har taget stilling. Men vi kan jo ikke granske hovederne på folk for at kende deres årsager, og der er jo nok nogen, der reelt set er i tvivl om, hvorvidt det er det rigtige at være organdonor.

Dem, der er i tvivl, kunne de så ikke bare melde sig ud, hvis vi indførte et system med formodet samtykke?

Det kunne de selvfølgelig gøre, men grundlæggende synes jeg, at der er et problem i, at man er tilmeldt i udgangspunktet, og at det ikke er noget, man selv tager stilling til. Ellers har staten på forhånd bestemt, at ens krop skal kunne bruges til det ene og det andet, efter man er død. Og det bryder jeg mig ikke om.

procent af danskerne vil gerne være organdonorer. Giver det demokratisk set ikke god mening at lave et system med formodet samtykke, som tilgodeser de fleste?

Hvis man kun lægger vægt på demokrati, kan jeg godt se, at man kan argumentere for det. Men jeg tænker stadig, at det her spørgsmål er så fundamentalt og handler om, hvorvidt det er staten eller mig, der bestemmer over min krop.

Men man bestemmer vel stadig selv over sin krop i et system med formodet samtykke, for man kan jo bare melde sig ud?

Ja, det er rigtigt, men udgangspunktet er stadig, at man er organdonor, hvis man indfører formodet samtykke. Og der vil jeg gerne holde fast i, at det skal være et frit valg, hvor man kan vælge det til, i stedet for at man aktivt skal vælge det fra.

Karin Riis-Jørgensen, formand for organdonor-foreningen 7Liv:

Hvorfor mener du, at det er en god idé at indføre formodet samtykke til organdonation?

Fordi vores målsætning er at få fjernet folk, der har behov for et organ fra ventelisterne og dermed redde flere liv. Derfor hilser jeg i den grad sundhedsministerens udspil velkomment.

Etisk Råd har jo taget stilling til det her spørgsmål to gange, i 1998 og i 2008, og begge gange blev det stemt ned. Er det virkelig nødvendigt at tage det op igen?

Ja, for i anden omgang var der den modifikation, at et stort mindretal af rådet var for den nye ordning. Jeg vil så håbe, at Det Etiske Råd genovervejer forslaget fra ministeren og lægger vægt på, at en stor del af befolkningen faktisk gerne vil være donorer. 7livs analyser viser, at 80 procent gerne vil være organdonorer, men ikke får sig meldt til registret, og derfor kan Det Etiske Råd jo hjælpe folk med at få opfyldt deres ønske, hvis de stemmer for en ordning om formodet samtykke, hvor man automatisk bliver tilmeldt. Det synes jeg ville være oplagt.

I dag har vi en tilvalgsordning, hvor folk selv skal tage aktivt stilling til, om de ønsker at være organdonorer ved at melde sig ind i et donorregister. Hvad er der i vejen med den nuværende ordning?

Problemet med den nuværende ordning er, at vi ikke har evnet at få engageret alle de donorer, der ønsker det på trods af, at man har forsøgt at gøre tilmelding til organdonation så nemt tilgængelig som muligt. Men folk tænker ikke på døden i dagligdagen. Man synes måske, det er ubehageligt og har svært ved at tage stilling til det. Men det er jo fordi, det er voldsomt at tage stilling til det. Det er en stor ting at kræve af folk. I stedet for at forsøge at få borgerne til at tage stilling til de her emner, burde man fra fællesskabets side tage konsekvensen og lave en ordning med formodet samtykke. Selvfølgelig ud fra den præmis, at borgerne bliver gjort opmærksom på fravalgsmuligheden.

Den nye ordning ville medføre, at borgerne automatisk blev meldt ind i et donorregister, og at folk skulle gøre noget aktivt for at melde sig ud. Bør mennesker ikke selv have lov at bestemme, uden at staten formoder, hvad de ønsker?

Det her bør slet ikke være et spørgsmål om staten og statens magt. Det er et spørgsmål om fællesskabet, samfundet, det enkelte menneske, der ønsker at give livet videre. For vi ved jo, at størstedelen ønsker det. Det har intet med staten, der blander sig at gøre. Med den nye ordning kan vi endelig lave nogle rammer, der gør det nemmere at give livet videre. Det er jo fantastisk i en tid, hvor mennesket ellers er så individualistisk orienteret i en mig-først-kultur. Med den her ordning skaber man et stærkere fællesskab, hvor man giver noget af det mest betydningsfulde videre til hinanden – livet.