Prøv avisen
Tredjekulturbørn

Børn af udsendte ender ofte i rodløshed

De mange omstillinger kan have den konsekvens, at barnet begynder at værne sig mod alt for nære relationer. For det første fordi hun eller han er bange for at miste dem igen, og for det andet fordi deres værdisystemer er forskellige fra den monokulturelle sammenhæng, de nu skal indgå i. Foto: Nima Stock/modelfoto

Stærke sprogevner og øget selvstændighed er nogle af de færdigheder, som børn af missionærer, diplomater og andre udsendte får med sig hjem efter at have boet i udlandet med mor og far. Men mange oplever også, at de hverken føler sig hjemme i fødsels- eller værtslandet

På ydersiden ser man det ikke. For de ligner de fleste andre danske børn på deres alder. De er dem, hvis forældre har besluttet at flytte familien til udlandet. Dem, som har haft en opvækst i Afrika, USA eller Asien og har oplevet en masse af andre kulturer – men meget lidt af den danske. Derfor kan hjemkomsten for børnene føles mindre hjemlig end ventet, når familierne efter 5, 7 eller 10 år atter lander på dansk jord.

Når et forældrepar for en tid vælger at bosætte sig et andet sted i verden sammen med deres børn, kan det ifølge psykolog Maria Kofod Techow på Center for Familieudvikling blive en stor berigelse for både børn og voksne, hvis både de og organisationen, der står bag udstationeringen, er klædt ordentligt på til også at håndtere de udfordringer, der kan følge med for familiens børn – under udstationeringen, men især ved hjemkomsten til Danmark.

For en udstationering har stor betydning for barnets trivsel og tilhørsforhold. Børnene kan udvikle særlige ressourcer som sprogfærdigheder, kendskab og evne til at begå sig i andre kulturer, øget selvstændighed og højere grad af tolerance over for andres perspektiver.

Men de kan også møde særlige udfordringer i forbindelse med en ud- og hjemstationering. Udsendtes børn kaldes nemlig også tredjekultursbørn, fordi de ofte hverken knytter sig fuldbyrdet til deres forældres danske kultur, der kaldes ”førstekulturen”, eller ”andenkulturen” i værtslandet.

”På grund af de mange flyt føles ’hjem’ for mange af børnene ikke længere som et geografisk sted, men er i stedet de relationer, de har skabt sig rundt omkring i verden. Derfor samler vi på Center for Familieudvikling børnene i samtalegrupper, så de kan mødes og opleve følelsen af ’hjem’ med hinanden. Sammen skaber de en tredje kultur imellem sig, hvorfor børn af udsendte ofte omtales som tredjekulturbørn,” siger Maria Kofod Techow.

Hun er en af forfatterne bag en ny bog ”Go – min ultimative guidebog før, under og efter vores ophold i udlandet”, som skal hjælpe børn af missionærer, diplomater og andre udstationerede til at forstå, hvorfor de sommetider ikke føler sig hjemme i hverken Danmark eller deres værtsland.

Bogen er fyldt med citater og gode råd fra børn, der selv har været udstationeret, hvor de deler tanker og erfaringer om opvæksten i udlandet og hjemkomsten til Danmark.

Grunden til, at udsendtes børn lynhurtigt spejler sig i hinanden, er ifølge Maria Christensen, seniorpsykolog og forfatter til bogen ”Flerkulturelle Rødder”, at børnene ofte har haft de samme oplevelser af at blive konfronteret med mange forskelligartede miljøer gennem deres opvækst.

”Hvis man for eksempel er født ind i et kirkeligt miljø i Danmark, har været en del af en missionærfamilie med særlig status i et udviklingsland, har gået på international skole, har boet i Tanzania og nu er tilbage i Danmark, får man en nærmest kamæleonagtig måde at afkode sine omgivelser på,” siger Maria Christensen.

”Man bliver utrolig god til at knytte hurtige relationer til mennesker, man møder, og tilpasse sig de omstændigheder, man lever under, hvilket i sig selv er en gave. Samtidig kan det dog også skabe rodløshed og forvirring om, hvem man egentlig er. Alle unge mennesker skal igennem en identitetsperiode, og processen er for disse unge ikke desto mindre endnu mere kompliceret,” siger hun.

De mange omstillinger kan have den konsekvens, at barnet begynder at værne sig mod alt for nære relationer. For det første fordi hun eller han er bange for at miste dem igen, og for det andet fordi deres værdisystemer er forskellige fra den monokulturelle sammenhæng, de nu skal indgå i.

”Når man eksempelvis har været missionærbarn i Tanzania og set, hvad velgørende projekter kan give andre mennesker, og samtidig gået på en international skole, hvor alle er forskellige, kan det danske skoleliv være et kulturchok. Her skal alle være ens, og som fremmed tredjekulturbarn kender du ikke til de moderne udtryk, hvilket kan inkludere dig i fællesskabet i starten,” siger Maria Christensen.

Det betyder, at mange af de unge igen søger mod udlandet i løbet af deres voksenliv. Her har de set, at man kan gøre en forskel, og her er det mere accepteret at være anderledes.