”Jeg spiser ikke leverpostej, for min mor siger, at der er alt for meget fedt i.”
Sådan sagde en lille dreng til sin pædagog, da de var samlet om frokosten i børnehaven.
Eksemplet er ikke usædvanligt. I en tid, hvor mange forældre ønsker at leve fedtfattigt eller bliver inspireret af diæter som palæo, 5:2 og Low Carb High Fat, er det uundgåeligt, at det præger børnene. Det mener blandt andre generalsekretær for Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, Steen Andersen, der fortæller historien om børnehavedrengen .
”Uanset om forældre har normale eller unormale spisevaner, er der ingen tvivl om, at de smitter af på børnene. Involverer man på nogen måde sine børn i sin egen restriktive spisning, tager man ikke hensyn til dem, for små børn forstår ikke konsekvensen af eksempelvis at sige nej til fedt. Egentlig bør børn bare spise det, der bliver serveret for dem uden overhovedet at skulle forholde sig til indholdet. Hvis de får at vide, at mor er på pulverkur, fordi hun skal tabe sig, er der en god sandsynlighed for at barnet – især hvis det er en pige – kan blive inspireret til selv at gøre det samme senere,” siger Steen Andersen.
Videnscenter Om Spiseforstyrrelser og Selvskade gennemførte i 2014 en kvalitativ undersøgelse blandt børn af forældre, der har en spiseforstyrrelse. Den viste, at børn, der vokser op i et hjem, hvor forholdet til mad er forkvaklet, selv har stor risiko for at udvikle en spiseforstyrrelse:
”I nogle familier skabes der et fællesskab mellem moderen og datteren om det at gå på slankekur, fordi det bliver noget, man kan være sammen om,” lød en af pointerne.
Selvom man som forældre ikke er i nærheden af at have en spiseforstyrrelse, men bare gerne vil leve sundt for at holde den slanke linje, så er det helt afgørende, hvad man siger til sine børn. Det påpeger speciallæge i psykiatri Birgit Petersson, der i sin praksis behandler personer med spiseforstyrrelser.
”Børn lærer ved at iagttage, hvad forældrene gør. Uanset om forældrene forsøger at fortælle børnene, at de skal gøre noget andet, end de selv gør, så er det forældrenes adfærd, de imiterer. Derfor ser man, at børnene gentager forældrenes mønstre fuldstændigt. Og hvis forældrene ikke vil spise pasta, fordi de bliver oppustede af det, vil børnene heller ikke. Vokser man op med forældre, der konstant er på slankekur, bliver det svært selv at få nogle ordentlige madvaner og svært at vide, hvornår man egentlig er mæt eller sulten,” siger Birgit Petersson.
Det store fokus på gerne at ville leve sundt og det store udvalg af kostplaner og diæter kan betyde, at både forældre og børn efterhånden får en skæv opfattelse af, hvad der egentligt er sundt.
Sådan siger psykolog og adjunkt ved Syddansk Universitet, Mia Beck Lichtenstein, der har forsket i træningsafhængighed og spiseforstyrrelser.
”I øjeblikket er der en tendens til, at rigtig meget almindelig mad ender på forbudtlisten. Kulhydrater er noget, man skal undgå, hvis man gerne vil tabe sig, og så bliver både pasta, ris, brød og kartofler pludselig opfattet som noget usundt på linje med chokoladebarer. Men hvis man er et ungt menneske, der skal have energi, er det problematisk at udelade kulhydrater. Jeg vil dog sige, at nogle forældre godt kan lykkes med at have egne regler for kost og alligevel give deres børn en normal opvækst. Er man et robust barn med sunde familierelationer, kan man bedre tåle den prægning.”
Jane Faerber er mor til tvillinger på 10 år og en af de forældre, der nu og da får skudt i skoene, at hun ender med at give sine børn et forkvaklet forhold til mad, fordi hun ikke giver dem slik og sodavand hjemme.
Hun står bag en af landets mest læste madblogs, Madbanditten.dk, og udgav for nylig kogebogen ”Madglad – lær dit barn at elske rigtig mad”. Alle opskrifter i bogen er uden gluten og raffineret sukker.
”Folk, der ikke kender mig, kan finde på at sige, at mine børn sikkert får en spiseforstyrrelse eller kommer til at gå sukkeramok senere, fordi de ikke har fået fredagsslik hjemme. Men jeg mener, det er afgørende at skelne mellem, om man som familie gerne vil have sunde madvaner, eller om mor og far er på slankekur. Det er to helt forskellige ting. Hvis jeg hjemme ved spisebordet sagde ’puh, den sovs feder’ eller ’nej, jeg skal kun have den hershake i dag’, så signalerer jeg, at det med mad er problematisk, og det tror jeg godt, kan smitte negativt af på børnene. Derfor er min mand og jeg også meget opmærksomme på ikke at sætte mad ind i en vægtkontekst og taler aldrig om, at noget mad feder eller slanker,” siger hun.