Prøv avisen

Børn lærer om mad af Coop, om telefoni af TDC og om penge af Danske Bank

Når virksomheder skal redegøre for, hvorfor de bruger penge på materiale til skolen, går det imidlertid igen, at det aldrig er for at promovere sig selv eller skabe nogle bestemte vaner og holdninger, men kun for at hjælpe med at gøre godt i verden. CSR – corporate social responsibility – hedder det på moderne dansk. Tegning: Rasmus Juul.

Gratis læremidler til skolen er efterhånden noget, enhver virksomhed eller organisation med respekt for sig selv tilbyder folkeskolen. Meget af det er dygtigt lavet, men spørgsmålet er, i hvor høj grad det er social ansvarlighed eller snu markedsføring

For en halv snes år siden modtog madkundskabslærer Lone Carlson et undervisningsmateriale til sit fag, som miljøorganisationen Noah havde udarbejdet. Materialet var gratis, men hun var ikke meget for det, for det var ”meget politisk og fyldt med løftede pegefingre, skyld og skam,” som hun formulerer det.

Lone Carlson var dengang lærer i Faxe på Sjælland. Nu er hun formand for Foreningen for Madkundskab og siger selv, at hun med årene er blevet stadig mindre skeptisk over for de undervisningsmaterialer til faget, som private virksomheder eller organisationer stiller gratis til rådighed. For disse materialer er ofte ajourført med den nyeste viden og dermed et godt supplement til de andre skolebøger, mener hun.

”For eksempel er det fint, at Coop har lavet undervisningsmaterialet ’Go Cook’ og både leverer opskrifter, lærevejledning, elevmateriale og råvarer til det. Det kan være en stor hjælp til skoler med en dårlig økonomi. Jeg kan ikke se, der skulle være et problem i, at Coop gerne vil brande sig selv over for børnene. Især ikke, når vi som forening har været inde og sige god for indholdet,” siger hun.

Karen Wistoft, professor ved DPU Aarhus Universitet, forsker i læring, madkundskab, smag og trivsel, Hun giver langt hen ad vejen Lone Carlson ret. Men hun tilføjer, at det understreger vigtigheden af, at læreren er kompetent, hvis skolebøger har en afsender med en klar kommerciel interesse.

”Det er svært at sige nej, hvis man får et lækkert materiale, bare fordi det har Coop som sponsor. Det er der som sådan heller ikke noget galt med. Men det må være oplagt, at læreren benytter anledningen til at drøfte indholdet og den kendsgerning, at der står en sponsor bag, i undervisningen,” siger hun.

Professoren peger på, at det faktisk står allerøverst i formålsbeskrivelsen for madkundskab, at faget skal lære eleverne at træffe kritisk begrundede madvalg.

”Det må efter min opfattelse ikke kun omfatte begrundelser ud fra smag og sundhed, men også en kritisk stillingtagen til, hvem der er madopskriftens afsender,” siger Karen Wistoft.

Hun har i sine undersøgelser blandt andet hæftet sig ved, at der er særligt mange kødretter repræsenteret i opskrifter sponsoreret af Landbrug og Fødevarer, hvilket ikke kan udelukkes at hænge sammen med, at organisationen blandt andet repræsenterer landets kødproducenter.

Det er med til at vise, at man selv uden at plastre materialet til med logoer, reklameslogans eller ”løftede pegefingre” kan være med til at påvirke modtagerne i en bestemt retning.

Når virksomheder skal redegøre for, hvorfor de bruger penge på materiale til skolen, går det imidlertid igen, at det aldrig er for at promovere sig selv eller skabe nogle bestemte vaner og holdninger, men kun for at hjælpe med at gøre godt i verden. CSR – corporate social responsibility – hedder det på moderne dansk.

For eksempel omtalte Kristeligt Dagblad i november et projekt, hvor televirksomheden TDC har lavet et materiale om digital dannelse til skolen. Ifølge TDC’s CSR-chef Emilie Wedell-Wedellsborg er projektet ikke båret af et ønske om at sælge abonnementer eller øge de unges telefoni:

”Når vi involverer os i det her, er det ikke for at øge brugen af digitale hjælpemidler, men for at medvirke til, at det bliver brugt positivt til at bringe mennesker tættere sammen.”

Karen Wistoft er stødt på tilsvarende svar, når hun har spurgt Coop, Arla eller Landbrug og Fødevarer, hvorfor de bruger penge på materiale til skolens madkundskabsundervisning.

”Det lader til at være vældig svært for virksomhederne at svare ærligt omkring, at de selvfølgelig kan have nogle interesser om at gøre den opvoksende generation mere Coop-venlig eller TDC-venlig. De er ude af stand til at præsentere deres motiver som andet end rent humanitære,” siger Karen Wistoft.

Claus Hjortdal, formand for Skolelederforeningen, peger på, at det i princippet er skolebestyrelsen på den enkelte skole, der skal godkende de læremidler, som anvendes. Han mener derfor, at skolebestyrelsen kan fungere som et filter, der kan frasortere det materiale, som er plastret til med reklamer eller har et kontroversielt indhold.

”Jeg kender for eksempel til en sag for seks-syv år siden, hvor en skolebestyrelse afviste et materiale, fordi det viste sig at komme fra en religiøs sekt,” siger Claus Hjortdal, som til gengæld siger god for, at Danske Bank står bag flere populære undervisningsmaterialer til skolen, for eksempel ”pengeby.dk” til de små og ”Control your money” til de større børn.

”Jeg forstår godt, at Danske Bank kan have et ønske om at lære børn at passe på deres penge, når vi ser alle de unge, der tager forbrugslån, fordi de ikke forstår, hvad renter går ud på. I det materiale, jeg har set fra Danske Bank, har det været godt lavet, og det er kun meget diskret fremgået, at det overhovedet kommer derfra,” siger han.

Ifølge Thomas Illum Hansen, forskningschef ved University College Lillebælt og leder af Nationalt Videncenter for læremidler 2007-2018, er sponsorerede læremidler særlig udtalt i madkundskab, men også i folkeskolens øvrige fag vinder de frem. Virksomheder som Lego eller Danfoss, foreninger som Ingeniørforeningen eller Sex og Samfund, museer som Nationalmuseet, nødhjælpsorganisationer som Ibis og hundredvis af andre aktører tilbyder alle materiale til folkeskolens undervisning.

”Det var også en problemstilling for 20 år siden, at skoler modtog materiale i reklameøjemed. Men hvor det dengang typisk kunne være, at producenter af hygiejnebind leverede gratis vareprøver til skolens seksualundervisning i håb om dermed at kunne påvirke pigernes fremtidige produktvalg, er der i dag mange undervisningsmaterialer, som på mere uigennemskuelig vis ønsker at sælge holdninger,” siger han.

U-landsorganisationen Ibis er involveret i ”Læseraketten”, som er et materiale til skolens læseundervisning, der udsendes gratis hvert år og er meget udbredt. Ud over at udgøre læsestof retter materialet opmærksomheden mod et bestemt tredjeverdensland. Her er vi altså ikke i den kommercielle, men mere den holdningsmæssige påvirkning. Det ser færre som et problem, fordi det bredt opfattes som et godt formål. Men ifølge Thomas Illum Hansen må kritisk stillingtagen til, hvem afsenderen er, omfatte alle materialer:

”I en del virksomheder og organisationer er læremidler en del af CSR-strategien, men det kan være svært at gennemskue, hvornår det handler om at gavne samfundet, og hvornår det handler om at gavne virksomheden.”