Når børn med handicap eller kronisk sygdom ikke kan være hos deres biologiske forældre, kommer langt de fleste på institution, selvom Handicapkonventionen fra 2009 lægger op til, at man først og fremmest skal søge ”familielignende omgivelser” for barnet at vokse op i.
I dag offentliggør Videnscenter for Anbragte Børn og Unge rapporten ”Børn og unge med kronisk sygdom eller handicap i familiepleje”, som viser, at langt hovedparten, 88 procent, af disse børn påskønner de familielignende omgivelser.
Samtidig betoner rapporten dog, at det kan være en yderst krævende opgave for en familie at tage et barn ind med handicap eller kronisk sygdom.
”Det er ikke alle børn med handicap, der kan komme ud og bo hos en plejefamilie. Men vi foreslår, at man undersøger muligheden for at få flere i familiepleje, fordi alt tyder på, at de har godt af at komme ud og få nogle nære og stabile relationer,” siger Carsten Kirk Alstrup, projektleder fra Videnscenter for Anbragte Børn og Unge, som hører under Københavns Kommune.
Undersøgelsen bygger på svar fra 177 børn og unge i døgnpleje eller aflastning, heraf 79 med kronisk sygdom eller handicap, og 369 plejeforældre, heraf 183 som har et barn eller en ung med en diagnose i pleje.
Carsten Kirk Alstrup peger på, at undersøgelsen blandt andet udmærker sig i forhold til tidligere undersøgelser ved, at det ved hjælp af særlige samtaleværktøjer har været muligt at få langt flere børn og unge i tale, som traditionelt ikke kommer til orde på grund af deres handicap.
I sidste uge var familieanbringelse til debat, fordi Inge Bryderup, professor i sociologi ved Aalborg Universitet gav udtryk for, at hun finder den generelt stigende andel af familieanbringelser frem for institutionsanbringelser bekymrende. Især fordi plejefamilier giver udtryk for, at børnene er mere belastede end tidligere.
”Jeg kan bekymre mig vældig meget om, at der kan ske sammenbrud i anbringelser, medmindre man giver mere uddannelse og støtte til de nu mange familieplejere, der har anbragte børn,” sagde hun til Kristeligt Dagblad i tirsdags.
Men familiepleje er en anbringelsesform, som der siden den såkaldte ”barnets reform” i 2011 har været lovkrav om, at kommuner altid skal undersøge som en mulighed.
Og ifølge Carsten Kirk Alstrup kan det være en god løsning, hvis man lader være med at anskue det som en foranstaltning, der skal spare kommunen penge, og netop sikrer, at familierne får den nødvendige supervision og støtte fra kommunen.
”Ellers er jeg enig i, at der er en større risiko for sammenbrud,” siger han.
Han understreger, at rapporten ikke er et sammenlignende studie, der konkluderer, at familiepleje er bedre end institutionsanbringelse.
Det er blot et bidrag til dokumentationen af, hvordan familieanbragte børn og deres plejeforældre selv oplever, at det går. Og konklusionen er altså, at de fleste børnene er glade, og at det er både ekstra givende og ekstra krævende at være plejefamilie til et barn med handicap eller kronisk sygdom.
”Det er vigtigt, at familien fra starten er klar over, at det ikke kun bliver forældrenes, men hele familiens projekt. I forhold til familiens biologiske børn kan der være et problem i, at de føler sig overset af deres forældre, fordi plejebørn med handicap eller kronisk sygdom ofte kræver meget opmærksomhed. Derfor opfordrer vi til, at kommuner beder plejefamilier være opmærksomme på deres egne børn, og familier med små børn bør som udgangspunkt slet ikke påtage sig denne plejeopgave,” siger Mette Larsen, leder af Videnscenter for Anbragte Børn og Unge.