Børn tvangsfjernes ikke kun fra forældre – også fra deres søskende

Søskende bør placeres i samme plejefamilie, når de anbringes uden for hjemmet. Det står i loven. Alligevel har otte ud af ti anbragte børn en søskende, de ikke bor sammen med, og kun én ud af tre ser deres søskende minimum hver anden uge. ”Lovbrud,” mener professor. ”Hjerteskærende,” siger minister

I dag bor Kristina K. Jensens tvangsfjernede sønner i hver deres plejefamilie. ”Det gjorde lige så ondt at få at vide, de ikke længere skulle bo sammen som at få dem fjernet,” siger hun. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.
I dag bor Kristina K. Jensens tvangsfjernede sønner i hver deres plejefamilie. ”Det gjorde lige så ondt at få at vide, de ikke længere skulle bo sammen som at få dem fjernet,” siger hun. – Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix.

En augustdag sidste sommer havde Asger og Elias’ plejefamilie fået nok. Til Københavns Kommune sendte de en mail, hvor de opsagde ”plejekontrakten” på den ældste af brødrene, og med ét var femårige Asger på vej til en ny midlertidig plejefamilie 50 kilometer væk fra sin toårige lillebror. Opsigelsen kom syv måneder efter, at brødrene var blevet tvangsanbragt i Nordjylland flere hundrede kilometer fra deres mor i København.

Asger og Elias er langtfra de eneste anbragte børn, der må savne en af deres søskende i hverdagen. En undersøgelse af anbragte børn og unges trivsel, som Rambøll på vegne af Børne- og Socialministeriet står bag, viser, at hele otte ud af ti af de anbragte i 2018 havde en eller flere søskende, de ikke boede sammen med. For de børn, der havde været anbragt i mindre end ét år på deres nuværende anbringelsessted, var tallet ni ud af ti. Sidst svarede to ud af tre af de anbragte børn og unge, at de var i kontakt med deres søskende sjældnere end hver anden uge.

Det er tankevækkende tal, mener sociolog Stine Tankred Luckow, der har forsket i anbragte børn og unges hverdagsliv i familiepleje ved VIVE – Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd. Særligt for anbragte børn og unge er det nemlig vigtigt, at man har en bror eller søster at støtte sig op ad, forklarer hun.

”Det er en stor tryghed for et anbragt barn at have en eller flere søskende ved sin side, som man har en fælles historik med. For mange vil det være det eneste velkendte i alt det nye og ukendte, som følger med en ny plejefamilie. Og så er det enormt betydningsfuldt for barnet eller den unge at få opbygget nogle tætte familiære relationer, der kan trækkes på, når først man fylder 18 år og skal ud og stå på egne ben i voksenlivet.”

I serviceloven står der ellers, at søskende anbragt uden for hjemmet så vidt muligt skal anbringes samme sted, ”medmindre de øvrige søskendes eller barnets eller den unges behov eller andre væsentlige forhold taler imod dette.” Grunden til, at femårige Asger blev anbragt alene uden sin bror, var, at Københavns Kommune på baggrund af den første plejefamilies beskrivelse af de to brødres indbyrdes forhold havde vurderet, at brødrene havde bedst af at være adskilt. Begrundelsen lød, at Asger var mere rolig, når Elias ikke var i nærheden, mens Elias ”ville udvikle sig bedre i stille og rolige omgivelser uden forstyrrelser fra Asger”.

Men den begrundelse finder Sisse Bøgild, formand for TABUKA – Landsforeningen for nuværende og tidligere anbragte, utilstrækkelig.

”Ét er, at det i forvejen altid er en belastning for et barn at blive anbragt, noget andet er at påføre anbragte børn yderligere skade ved at skille dem fra deres søskende. Det er virkelig ikke i orden. Så skal vi i hvert fald være helt derude, hvor barnet er ramt med så alvorlige problemstillinger eller handicaps, at barnet havde været anbragt uden for hjemmet og skilt fra sine søskende under alle omstændigheder,” siger hun.

En del af forklaringen på rapportens resultater kan imidlertid skyldes, at det ikke nødvendigvis er alle børn i en søskendeflok, der bliver anbragt. Ligesom det er et faktum, at anbragte børn i højere grad kommer fra brudte familier, hvor søskende i forvejen bor hver sig. Men tallene indikerer, at disse forklaringer ikke kan stå alene.

Kirsten Ketscher, professor i socialret ved Københavns Universitet, mener, at undersøgelsen er et udtryk for en generel overtrædelse af mange anbragte børns ret til familieliv.

”Vi ser, at anbringelsesmulighederne ofte ikke er struktureret efter børnenes behov. Barnets bedste er det afgørende fortolkningshensyn i anbringelsessager. Det står i loven. Når kommunerne så tolker det, som om man godt kan anbringe søskende hver for sig, hvis man ikke har en plejefamilie, der passer til flere søskende, så er det ikke barnets, men kommunens hensyn, der tilgodeses. Og det er en overtrædelse af loven,” siger hun og forklarer, at regeringens stålsatte ønske om at øge antallet af tvangsanbringelser risikerer at skygge for vigtigheden af at bevare en god relation mellem anbragte søskende.

”Det virker som om, at barnet kun italesættes som et enkeltindivid. Men med få undtagelser har myndighederne en klar forpligtelse til at sørge for, at børn kan blive ved med at have et nært forhold til deres søskende og få mulighed for at bo og være sammen med dem. Bevaring af familiemæssige relationer er barnets ret,” siger hun.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) kalder det et problem, at så mange søskende skilles ved anbringelse.

”Når jeg har talt med tidligere eller nuværende anbragte børn, der er blevet skilt fra søskende uden en faglig grund, så skærer det i hjertet. Udgangspunktet er, at alle skal have et sted med en tryg baggrund, hvor de kan slå rod og trives med gode varige relationer. Og hvis man ikke skal give forældre chance på chance, men i stedet løfte barnets tarv tidligere, så vil det få betydning, at man i større grad anbringer søskende sammen,” siger hun.

Som loven er i dag, kan kommunerne kun få refusion, hvis søskendeflokke på fire eller flere anbringes sammen. Anbringes de imidlertid hver for sig, kan kommunerne få refusion for anbringelsen, hvis anbringelsen koster mere end 710.000 kroner årligt. Denne regel vil regeringen arbejde for at ændre, således at det ikke er økonomien, der afgør, om søskende anbringes sammen, forklarer Astrid Krag. Endelig vil regeringen arbejde for at gøre det nemmere at få alle børn i en søskendeflok anbragt, når først ét barn indstilles til en anbringelse.

”Når forældre én gang har vist, at de ikke kan drage tilstrækkelig omsorg for ét barn, så skal der med det samme være blik for dets søskende, der kan have de samme problemer, i stedet for at den proces først sker år senere,” siger ministeren.

Asger og Elias er opdigtede navne. Brødrenes identiteter er kendt af redaktionen. Afgørelsen om at tvangsfjerne Kristina K. Jensens børn er i dag stadfæstet af Ankestyrelsen og byretten.

Vil du læse resten af historien om Kristina K. Jensen? Find alle kapitlerne her.