Prøv avisen

Børneforsker: Træd varsomt med juridisk kønsskifte til børn

Børn helt ned til seksårs-alderen er slet ikke klar til at tage en så definitiv beslutning som at få foretaget et juridisk kønsskifte, mener børneforsker Per Schultz Jørgensen. Foto: Niels Ahlmann Olesen / Ritzau Scanpix

Et politisk flertal vil tillade juridisk kønsskifte for børn, og en aldersgrænse helt ned til seks år er blevet nævnt. Men så små børn er slet ikke klar til at tage de mere definitive skridt, mener forsker

Det har vakt opsigt, at et politisk flertal bestående af Enhedslisten, Socialdemokratiet, Venstre, De Radikale og nu også SF vil tillade juridisk kønsskifte hos børn.

Men selvom der er bred politisk opbakning til at finde en løsning for børn, der føler sig som et andet køn, er der i børneforskningens verden større skepsis at spore.

Per Schultz Jørgensen, som i mange år har forsket i børn, deres identitet og sociale adfærd, erklærer sig ”betænkelig” ved at lade helt unge børn beslutte, om de vil ændre køn.

”Børn ned til seks-årsalderen er jo slet ikke klar til at tage de mere definitive skridt. Jeg tør ikke udtale mig om, hvor tidligt børn er bevidste om det, men jeg tror, man skal op imod 11-12-årsalderen, før vi kan fornemme, om børnene føler sig så utilpasse i den kønsrolle, de har, at vi skal hjælpe dem til en afklaring,” siger Per Schultz Jørgensen.

Flere politikere kigger mod Norge, hvor en alder på seks år er grænsen, mens man i Malta slet ikke har en nedre aldersgrænse. Men det er betænkeligt at lade helt unge børn tage en så drastisk beslutning, mener Per Schultz Jørgensen.

”Under alle omstændigheder vil jeg være betænkelig ved før den præpubertære alder at foretage større skridt, som barnet kan være tvunget til at skulle vælge om på et senere tidspunkt,” siger han.

Det må bero på en konkret og grundig udredning af ønsket om at skifte køn. Heri ligger også et ansvar hos forældrene.

For risikoen er, at forældrene presser for meget og for hurtigt på for at opfylde barnets ønske, siger Per Schultz Jørgensen.

”Der skal vi i højere grad være opmærksomme på barnets forskellige identificeringer, som jeg vil kalde det. Hvordan barnet ser sig selv, og så skal vi hjælpe barnet til at afklare det. Det skal have lov at eksperimentere, uden at vi påtvinger barnet nogle valg, det ikke er parat til,” siger Per Schultz Jørgensen.

Han ser også debatten som et tegn i tiden. I gamle dage var forskrifterne mere klare, men i dag er rummeligheden, accepten og dermed også gråzonerne større.

”Børn i dag vokser op med en langt mere kønsbevidst kultur, hvor man før accepterede den rolle, man havde. I dag kan man eksperimentere, være transvestit og så videre. Det overrasker mig ikke, at det her kommer på tale. Men jeg holder fast i, at mellemårene, som Sigmund Freud (opfinder af psykoanalysen, red.) kalder dem, mellem at være barn og ung skal bruges til, at barnet skal afklares. Der tror jeg ikke, vi skal tvinge nogle valg igennem,” siger han.

Mette Haahr er afdelingslæge på Sexologisk Klinik hos Region Hovedstadens Psykiatri, hvor unge kan blive henvist til behandling med hormoner, hvis de ønsker at stoppe deres kønslige udvikling i den ene eller anden retning.

Hun beretter om en undersøgelse, hvor en gruppe børn er blevet spurgt, hvorvidt de oplevede en indre konflikt omkring deres køn og efter en periode er blevet spurgt igen. 85 procent af dem, der i starten havde givet udtryk for en kønsidentitetskonflikt, erklærede sig efter betænkningstid tilfredse med deres biologiske køn. De har altså ændret holdning.

Men den undersøgelse behøver ikke betyde, at vi vil se en masse børn og unge fortryde, såfremt juridisk kønsskifte til mindreårige bliver en mulighed. Mette Haahr forklarer, at der er et stykke fra i en periode at gå med en indre identitetskonflikt om sit køn til at lade det komme til udtryk i et decideret ønske om juridisk kønsskifte. De personer, hun møder i sit arbejde, har ofte gået med overvejelserne igennem flere år.

”Og de her 85 procent i undersøgelsen er jo ikke i nærheden af at skulle overveje juridisk kønsskifte. Dem, der overvejer det, er nogle af dem, der bliver henvist til os. De har en længerevarende fornemmelse af, at der er noget galt, og at det ikke kommer til at gå væk. Det er ikke bare en fase,” siger Mette Haahr.