Prøv avisen

Børnehave-demonstrationer er Facebook-demokratiets perfekte storm

Gennem mange år er borgere med jævne mellemrum gået på gaden for at demonstrere for flere varme hænder i vuggestuer og børnehaver, som på dette arkivbillede fra København. Nu har komninationen af en tv-dokumentarudsendelse, en Christiansborg-debat og en Facebook-gruppe på rekordtid skabt en ny daginstitutions-protestbevægelse ved navn ”Hvor er der en voksen?”. – Foto: Casper Christoffersen/Ritzau Scanpix

En mangeårig utilfredshed med normeringen i danske daginstitutioner har over kun et par uger udviklet sig til en landsdækkende bevægelse, som den 6. april går på gaden i 21 danske byer. Ifølge forskere viser forløbet, hvor hurtigt borgere kan aktiveres, når de rette betingelser er til stede

”Hvor er der en voksen?” er navnet på en ny græsrodsbevægelse, som er opstået i løbet af bare to uger, men som allerede omfatter 13.750 mennesker, og hvis virke foreløbig kulminerer lørdag den 6. april klokken 13, hvor der er bebudet demonstrationer i 21 danske byer. Bevægelsen holder sig bevidst på afstand af partier og organisationer og har kun én sag på dagsordenen: kravet om, at der skal indføres en minimumsnormering for pædagoger i vuggestuer og børnehaver.

”Hvor er der en voksen?” er samtidig et billede på, hvordan politik og meningsdannelse kan foregå i et moderne samfund. I en effektiv og særdeles hurtigtvirkende kemisk reaktion mellem traditionel Christiansborg-politik, meningsytringer på sociale medier, public service-tv i den bedste sendetid og en stor gruppe borgeres ønske om at skride til handling i forhold til deres egen hverdag.

Mandag den 11. marts viste Danmarks Radio tv-dokumentaren ”Hvem passer vores børn?”, som med afsæt i to konkrete daginstitutioner viser, hvilke konsekvenser det kan få, hvis der er for få pædagoger i forhold til antallet af børn. Især i eftermiddagstimerne viste udsendelsen nogle pædagoger og institutionsbørn i særdeles pressede situationer.

På Christiansborg var tv-udsendelsen afsæt til, at SF forsøgte at få politisk opbakning til et tidligere fremsat – og nedstemt – forslag om at indføre minimumsnormeringer i daginstitutioner. Altså et statsligt krav om, at der i vuggestuer skal være mindst en voksen pr. tre børn og i børnehaver mindst en voksen pr. seks børn. I hele institutionstiden. Dette er et ønske, som ikke kun SF, men også pædagogernes fagforening, BUPL, har fremført flere gange før.

”I flere år har vi set følgerne af en stadigt dårligere normering, og jeg tror, mange forældre selv har kunnet mærke dem. Alligevel var der noget i DR-dokumentaren, som rørte mig, og jeg tror også, den har rørt mange andre, som føler, at nu har de fået nok,” siger Jacob Mark, børneordfører for SF.

At det sidste var tilfældet, viste sig på sociale medier, hvor Jacob Mark, efter at have tabt afstemningen i Folketingssalen, skrev: ”Børnene tabte. Et flertal i Folketinget bestående af de blå partier og Socialdemokratiet stemte nej til at indkalde til forhandlinger om at lave minimumsnormeringer i alle vuggestuer og børnehaver. Jeg fatter det ikke, men vi kæmper videre.”

Ud af dette voksede på få dage en Facebook-gruppe af utilfredse borgere, der ønskede at ytre deres støtte til SF’s krav. Det sker hele tiden i forbindelse med alle mulige debatter, men noget gjorde, at netop denne gruppe voksede ud fra de sociale medier, dannede en styregruppe og gav sig til at organisere demonstrationer.

Initiativet udgik fra en småbørnsmor i Roskilde, Tina Albertsen, og blev hurtigt bakket op af flere andre borgere, der er forældre til daginstitutionsbørn eller blot utilfredse med politikken på området, fortæller et andet medlem af styregruppen, Sophie Mogensen fra Aarhus:

”Det begyndte som en Facebook-gruppe, men så blev det mere seriøst. I løbet af kort tid kunne vi se, at der var opbakning alle mulige steder fra, så vi kunne danne 21 lokalgrupper, der organiserer hver sin demonstration,” fortæller Sophie Mogensen, der selv har en teori om, at den store opbakning skyldes, at det ikke er et tiltag, der udgår fra et politisk parti eller en fagforening.

”Vi er bare forældre. Vi er ikke politikere, og vi kan ikke fortælle, hvor pengene skal komme fra, men vi kan jo se, at selvom vi har gode daginstitutioner, så er der nogen, der ikke har de folk, der skal til, for at det fungerer godt,” siger Sophie Mogensen, der selv har en datter på tre år i en institution i Aarhus.

Anni Matthiesen er Venstres børneordfører og dermed én af de politikere, som nedstemte SF’s forslag. Hun er klar over, at netop afvisningen af at indføre minimumsnormeringer er det, som har vakt vrede. Men hun føler trang til at nævne, at regeringen faktisk i ét tiltag har afsat 580 millioner kroner til at højne kvaliteten i dagtilbud og i et andet 760 millioner kroner specifikt til at få ansat flere pædagoger og assistenter. Desuden nævner hun, at der er undersøgelser, som dokumenterer en stigende forældretilfredshed med de danske daginstitutioner.

”Selvfølgelig lytter vi gerne til befolkningen, uanset om de henvender sig direkte til os, eller om de stiller sig op og demonstrerer i 21 byer. Men lige på det her område kommer vi nok ikke til at ændre holdning. Jeg mener ikke, det at opstille et fast tal, som alle skal indrette sig efter, er den rette vej at gå. Blandt andet fordi jeg som liberal holder af, at man lokalt i den enkelte kommune kan have en frihed og fleksibilitet,” siger hun.

”Hvor er der en voksen?” kommer altså ikke nødvendigvis til at påvirke lovginingen, uanset hvor mange der går på gaden 6. april. Men ifølge to forskere i kommunikation og sociale medier, begge fra Roskilde Universitet, er tiltaget under alle omstændigheder interessant at studere. Ifølge Sander Schwartz er forløbet et eksempel på, hvor hurtigt en politisk mobilisering kan foregå i dag.

”Der har været en kritik af det, man kalder clicktivism, som handler om et engagement, som kun viser sig på sociale medier i form af klik, kommentarer og likes. Men vi ser faktisk ofte, at onlinemedier kan mobilisere fysik til for eksempel demonstrationer. Aktiviteter på internettet og ude i det virkelige rum smelter sammen, så det ene understøtter det andet. Vi ser flere og flere eksempler på, at borgere engagerer sig politisk på denne måde, og mange borgere har lettere ved at engagere sig i en konkret politisk sag, end de eksempelvis har ved at engagere sig i et politisk parti,” siger Sander Schwartz.

Forskeren minder dog samtidig om, at bare fordi tusindvis af mennesker ytrer inter-esse for en begivenhed, for eksempel en demonstration en bestemt lørdag eftermiddag, kan man ikke være sikker på, at de rent faktisk møder op.

Mads Kæmsgaard Eberholst, studielektor og specialist i sociale medier, betegner ”Hvor er der en voksen?” og debatten om normeringer i institutioner som Facebook-demokratiets ”perfekte storm”.

”Det er ikke, hver gang nogen mener noget på Facebook, at det kan aktivere så mange. I det konkrete tilfælde spiller det nok ind, at der i forvejen er en ret stor gruppe på området, ”Familiepolitisk netværk”, og at det er en diskussion, der har pågået længe. Det spiller også ind, at Jacob Mark er en politiker, der er dygtig til at bruge sociale medier. Og endelig viser det, at en debat på sociale medier ofte kan cirkulere længe, men først får styrke, når emnet bliver valideret af de traditionelle nyhedsmeder, i det her tilfælde DR TV,” forklarer han.

Om ”Hvor er der en voksen?” får en levetid på mere end en måned, er uvist, men det håber Sophie Mogensen:

”Vi har fået så stor støtte og opbakning de seneste to uger. Hvis der stadig er den samme gejst og gnist efter de første demonstrationer, så forestiller jeg mig, at der kommer flere tiltag. Så er det her bare starten.”