Børnehaver: Én voksen til hele flokken

Siden 1986 er der blevet 58 procent flere børn pr. voksen i institutionerne. Forældrene er tilfredse, siger KL

Fire ud af fem pædagoger har på en tilfældig dag været alene med en børnegruppe på 0-5 år. Arkivfoto.
Fire ud af fem pædagoger har på en tilfældig dag været alene med en børnegruppe på 0-5 år. Arkivfoto. Foto: Linda Kastrup.

Alma har slået sig og græder. Lasse vælter mælk ud på bordet, mens Asta og Wilma slås om en hest. Jacob siger, at han skal tisse. Men der er kun en pædagog på stuen, og så skal der løbes stærkt.

Siden 1986 er der blevet 58 procent flere børn pr. voksen, når man ser på den tid, hvor pædagoger og medhjælpere er sammen med børnene, viser en ny undersøgelse.

”Børneområdet har været udsat for massive besparelser de seneste år, og normeringerne i landets daginstitutioner i dag er nærmest historisk dårlige,” siger Elisa Bergmann, formand for Bupl.

Bag undersøgelsen står Bureau 2000, der er et uafhængigt analyse- og forskningsinstitut. Det har samtidig spurgt 355 pædagoger om, hvordan deres arbejdsdag forløber.

Og den er presset, for fire ud af fem pædagoger har på en tilfældig dag været alene med en børnegruppe på 0-5 år.

En pædagog beskriver det således:

”Har et par gange oplevet at være alene med fire-seks helt små vuggestuebørn, hvor jeg måtte lade dem uden opsyn, fordi jeg har skullet skifte en ble. Har også haft opsyn med 30 børnehavebørn på legepladsen - det bliver tilspidset, når der opstår konflikter blandt flere af børnene. De børn, som kræver særlig støtte, bliver tabt i sådanne situationer”.

I Kommunernes Landsforening (KL) erkender formand Martin Damm (V), at normeringerne er lavere end tidligere, men så længe kvaliteten af pasningen er tilfredsstillende, har det mindre betydning.

”Vi kan jo se, at forældre til børn i daginstitutioner generelt er tilfredse med den pasning, som deres børn får. Ydermere ved vi fra vores seneste undersøgelse, at forældrenes tilfredshed er steget fra 2012 til 2014,” siger Martin Damm.

Han henviser til en undersøgelse foretaget af KL og Socialministeriet i 2014, som viste, at 86 procent af forældrene er meget tilfredse eller tilfredse.

”Selvfølgelig anerkender jeg, at det har betydning for børnene, at der er ansat fagpersoner. Men der er andet end normeringerne, der afgør kvaliteten, for eksempel åbningstider og sund mad.”

Regeringen har for nylig afsat en milliard kroner på finansloven over fire år til at ansætte flere pædagoger. Det vil hæve normeringen med cirka 600 pædagoger, men Socialdemokraternes børneordfører, Annette Lind, afviser, at staten skal diktere minimumnormeringer, sådan som Enhedslisten og Bupl ønsker.

Selvom der kommer flere penge til pædagoger i daginstitutionerne, er der ikke tale om en luksussituation, siger statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

”Regeringen har gennem lang tid brugt flere penge på vores børn. Det har vi gjort ved den seneste finanslov, og vi har også gjort det tidligere. Det betyder reelt, at der er over 700 millioner kroner ekstra årligt til vores børn. Det kan godt være, at det ikke er luksus i daginstitutionerne, men det er under alle omstændigheder bedre end den nulvækst, som en borgerlig regering vil have,” siger Helle Thorning-Schmidt.