Frivillig under flygtningestrøm: Børnene ville bare lege

September 2015: Mænd, kvinder og børn stopper trafikken på landets motorveje, da flygtningestrømmen rammer Danmark. Linda Sommer, lokalformand i Red Barnet, og andre frivillige forsøgte at give især børnene et pusterum fra flugten

Linda Sommer.
Linda Sommer. .

Fortalt af Linda Sommer

Jeg ankom til Rødbyhavn tidligt mandag aften og mærkede med det samme den anstrengte stemning. Flygtningene var blevet fordelt på skolen og i sportshallen, for at det blev muligt at sortere i, hvem der var ankommet hvornår, og det var tydeligt, at de var frustrerede, vrede og utrygge.

Vi besluttede ret hurtigt at skabe nogle legezoner for at give børnene et pusterum og tage lidt af presset af forældrene.

Som noget af det første lagde vi et legetæppe ud på gulvet. Den slags, hvor der er trykt et landskab af veje og rundkørsler på stoffet, så man kan køre rundt på det med små biler. Og så stillede vi små borde og stole op med legoklodser og tegnegrej.

De var der med det samme, børnene, og det slog mig, hvor sultne de var efter bare at få lov at lege og føle sig som børn igen. Deres latter og leg smittede af på stemningen i salen. Nogle af betjentene begyndte at spille bold med de lidt større drenge, og de voksne faldt til ro. Alles skuldre faldt lidt ned.

Tidligere på sommeren havde vi haft tre unge syriske drenge med på vores sommerlejr. De fortalte om deres barndom i Syrien, om ødelæggelserne, krigen, frygten og om flugten over havet og de lange vandreture gennem skov og øde landskaber. Om børn, der var døde af sygdom, sult og udmattelse. Da jeg stod der i Rødbyhavn, tænkte jeg på, hvad der mon var i netop de her børns bagage, og på, hvordan vi kunne bidrage med bare lidt gode barndomsminder. Trods alt.

Vi kunne desværre ikke etablere legezoner i alle sektorer. I stedet gik vi en runde blandt familierne for at spørge, hvad de manglede, og delte de mest basale fornødenheder - bleer, babymad og ekstra tæpper - ud blandt dem, der trængte. Vi sørgede også for, at alle børn fik en bamse til natten.

Tirsdag fik vi at vide, at en gruppe flygtninge ikke ville forlade det tog, de var ankommet i, og nu var gået i sultestrejke. Især én familie havde problemer. Faderen var meget vred og oprørt, og hans to små børn var dehydrerede og slappe. En læge fra Røde Kors bad om hjælp, og vi kom med legesager og en lille plasticscooter, som man kan skubbe frem med benene. Efter lidt tid begyndte børnene at spise, og den udmattede far faldt i søvn af udmattelse.

Vi blev hele tiden spurgt til, hvad der skulle ske, men vi havde ingen svar. Det var meget frustrerende for alle, og det gjorde helt tydeligt de tilbageholdte flygtninge usikre og bange.

Det var en overvældende situation for alle os, der stod midt i den. Også for betjentene, som med kort varsel var blevet udkommanderet fra det meste af landet for at effektuere en usædvanlig frihedsberøvelse i uvante rammer. Den desperate og uvante situation til trods fik vi med en fælles indsats, og med flygtningene i fokus, gjort opholdet tåleligt. Og vi fik stabiliseret flygtningebørnene og deres familier bare lidt.

Da beskeden kom om at flygtningene kunne rejse videre, betød det en lettere kaotisk afgang. Alle ville gerne af sted med det samme og begyndte nærmest at gå fra det ene øjeblik til det andet. Små børn traskede af sted uden sko og frakker. Det var, som om folk var bange for, at hvis de ikke rykkede, risikerede de at blive tilbageholdt igen.

Vi følte allesammen stor afmagt, og alle - frivillige, hal-medarbejdere og politibetjente - smed, hvad de havde i hænderne, for at samle det mest fornødne - tøj til børnene, bleer, vand og sportstasker - og dele det ud til de mennesker, der nu skulle genoptage deres flugt, så de i det mindste kunne få de mest nødvendige ting med.

Udenfor i solskinnet stod flere mennesker linet op langs vejen. Journalister, fotografer, frivillige og nysgerrige.

Jeg så en lille dreng, der betragtede dem allesammen. Han så overvældet og forvirret ud. Vores psykolog fik også øje på ham og spillede en bold hen til ham.

Drengen spillede bolden tilbage, og sådan spillede de frem og tilbage hele vejen forbi de mange mennesker og ned til en bil, der samlede drengen og hans familie op for at køre dem mod Sverige.

For mig er billedet af drengen og bolden meget sigende. De her børn har været igennem nogle helt umenneskelige ting, men på en eller anden måde formår de at forblive børn. Det giver håb.