For 15 år siden arbejdede den senere børnelæge Vibeke Brix Christensen som anæstesilæge for Læger Uden Grænser under borgerkrigen i Sierra Leone i Vestafrika. To gange tog hun imod gravide kvinder, som kom til hospitalet, døende, med maverne sprættet op, så soldaterne ”for sjov” kunne gætte på fostrenes køn. Én mand især var berygtet for den type lemlæstelse, han gik under navnet Bødlen.
Og så en dag kom netop han og havde brug for hjælp. Hans ben var smadret, men rundt omkring ham stod hospitalets lokale personale, og ingen indledte behandlingen. Tankerne stod også stille i Vibeke Brix Christensens hoved: Var hun medskyldig i det næste drab, hvis hun reddede Bødlen nu? Havde hun overhovedet lyst til at hjælpe?
”Så sagde jeg, at vi skulle gå i gang. Jeg var nødt til at holde fast i, at jeg har aflagt et løfte om at hjælpe alle, der har behov,” siger hun i dag om hændelsen, der har inspireret en scene i Susanne Biers Oscar-vindende film ”Hævnen” fra 2010.
Historien har to pointer. Den første er, at det kan være svært, ja næsten ulideligt, at være i et felt, hvor verden nogle gange er så ond. Det gælder også for pædiatrien, som siden er blevet Vibeke Brix Christensens speciale og karriere: Her står de mest sønderknusende lidelser i kø, dagene er ofte befolket af livstruende syge børn og deres påvirkede forældre, hvad enten det er i Afrika eller på Rigshospitalet, hvor hun er ansat nu.
Den anden er, at hendes engagement tilsyneladende er endeløst. Det rækker fra bunden af hjertet ud til de familier, hun behandler, og fritstiller enhver forventning om professionel distance.
”Jeg frøs helt ind til knoglerne,” siger hun om en episode fra et ophold i Darfur, hvor en mor bevidst sultede et af sine børn for at få adgang til nødhjælp og på den måde forsøge at redde hele familien.
”Jeg får helt kolde hænder – kan du mærke det,” spørger hun og griber journalistens hænder, mens hun fortæller om en mand, der mistede sin kone og sit ufødte barn på operationsbordet i Sierra Leone.
”Nej, det er uprofessionelt at blive bevæget nu,” udbrød hun, da Kristeligt Dagblad i december talte med hende om et barn på Rigshospitalet, hvis liv i sidste øjeblik blev reddet af en organdonation.
Hvordan kan hun på én gang gå ind i sine patienter med hjerte, hud og hår – og overleve selv? Hvor kommer gejsten fra?
”Jeg synes jo, man bør gøre hvad man kan,” siger hun.
Og: ”Det handler i bund og grund om at række en hjælpende hånd til familier i nød.”
Men: ”Om du så interviewer mig de næste fem timer, er der ingen ord, der rigtig kan beskrive, hvad det er for en følelse,” giver hun op.
Og dog skete det i Sierra Leone i 2002, at en mand og en kvinde bad om hendes hjælp, og han endte med at give hende ordene for, hvad det hele handler om. Kvinden var højgravid og havde svangerskabsforgiftning, og parret havde gået i flere dage for at nå hospitalet. Da de nåede frem, havde den vordende mor fråde om munden og væske på lungerne, og hverken hun eller barnet kunne reddes.
Andre patienter kom og tvang Vibeke Brix Christensens opmærksomhed væk fra den efterladte mand. Men han ventede på hende, da hun forlod hospitalet samme aften. Der greb han hendes hænder og sagde: ”Tak, fordi du gav os en chance. Tak, fordi du ikke var ligeglad.”
Sådan er det for Vibeke Brix Christensen:
”Man skal gøre, hvad man kan, og gøre det, så godt man kan. Ikke være ligeglad. Jeg tænker på den far, hvis jeg er ved at blive grebet af håbløshed. Benarbejdet kan være nøjagtig det samme, uanset om det du gør ender i succes eller i fiasko. Nogle gange giver man alt, hvad man har, og det er alligevel ikke nok. Men det er trods alt et signal om, at man forsøgte.”
Hun smiler meget, fagets alvor taget i betragtning. Hun smilede ikke mindre, da hun var på arbejde midt i Sierra Leones krig, siger hun selv. Det er et vidnesbyrd om, at belønningen ved at hjælpe er større end de tragedier, der også følger med.
”Jeg er kommet hjem fra Afrika med en hue, som en patient havde hæklet til mig. Den er ikke ret pæn, men den betyder noget. Jeg fik også engang en kylling i en plastikpose, og en lille dreng er opkaldt efter mig – han hedder Vibeke,” funderer hun.
Hun er vokset op i Varde som datter af en ergoterapeut og en dyrlæge. Hendes storebror, Søren, er læge og har også været udsendt og var formand for Læger Uden Grænser i 10 år indtil 2010. Hendes lillebror, Jakob, er økonom og har også været afsted.
Hendes forældre har et manuskript til en bog, hvor de forsøger at forstå, hvorfor deres tre børn alle har været udsendt med Læger uden Grænser i deres ønske om at gøre en forskel.
”Værdier, vi fandt vigtige, var: at føle en forpligtelse og et ansvar over for andre og at være troværdige og ærlige. Ikke på den naive måde, men forstående ærlige,” skriver forældrene i manuskriptet.
Vibeke Brix Christensen forklarer selv sin arv med et billede fra en amerikansk roman, ”Alt det lys, vi ikke ser” af Anthony Doerr. En fransk far flygter med sin blinde datter fra Paris til fæstningsbyen Saint-Malo under Anden Verdenskrig. Både der og i Paris træner han sin pige i at finde rundt på egen hånd ved at bygge miniaturemodeller af omgivelserne, som hun lærer udenad. Hun får brug for sine evner, da faderen bliver taget til fange af tyskerne, og hun selv bliver involveret i den lokale modstandsgruppe.
”Den pige tør bevæge sig ud af huset, ud af sin trygge verden med de redskaber, hun har fået. Hun ved, det er nødvendigt, og at hun har en opgave derude, selvom det onde ligger alle vegne rundt omkring. Det er en tro på det gode, men uden at være naiv,” siger Vibeke Brix Christensen.
Hun har selv redskaber, udover opvæksten.
Hun har en uddannelse som læge, en ph.d. og en doktordisputats. Det er almindelig viden blandt traumepsykologer, at et menneske har en bedre modstandskraft – såkaldt resiliens – over for voldsomme oplevelser, hvis det er i stand til at handle, mens den potentielt traumatiske hændelse finder sted.
I Sierra Leone mødte Vibeke Brix Christensen også drengen Sulai. Han var omkring 15 år, da han kom til hospitalet, fordi han ikke kunne lade sit vand. Hans forældre blev dræbt i et angreb på hans landsby, hvor også hans søstre blev voldtaget og myrdet. Han flygtede selv ud i bushen, og der blev han fanget og fik sin penis hugget af ved roden. Nu var såret vokset sammen, så han ikke kunne tisse.
”Kan du ikke bare give mig en overdosis,” spurgte han Vibeke, da hun skulle lægge ham i narkose.
Men Sulai blev opereret, fik en plejefamilie og kom i lære som skrædder, hvilket var hans drøm.
”Jeg gik tit forbi og så til ham. Han sad bag den symaskine eller legede med sin nye familie og var så glad og stolt. Han var ikke svær at hjælpe, og det er min redningsplanke: Jeg kan tage hænderne op af lommen og gøre noget. Jeg tror, det gør forskellen mellem at blive påvirket og blive skadet,” siger hun.
Og påvirket bliver hun jo, Vibeke Brix Christensen, der, som hun siger, er ”børnelæge i hjertet”. Det sker også på Rigshospitalet, hvor hun behandler alvorligt syge børn. De fleste kan reddes. Men det sker, at et barn dør.
De dage går hun hjem og bruger blandt andet musik til at bearbejde den tomhed, hun føler. Hun spiller ”Tears in Heaven” eller ”Time to Say Goodbye” på sit klaver.
Engang, da hun boede i Aarhus, cyklede hun hen til Steffen Brandt, forsangeren fra bandet TV-2. De kendte ikke hinanden, men hun gik op til hans dør og bankede på. Hun ville sige tak for den hjælp, hun havde fået ved at lytte til hans musik og lyrik.
Hun havde især én sang i tankerne, nemlig hittet ”Hele Verden fra Forstanden”. Omkvædets første linje kan læses på to måder:
”Uret tikker [u-ret tikker]
Hjertet banker
Hele verden fra forstanden
Gør dog noget
Løb for livet
Brug dog tiden
Elsk hinanden.”
Ligegyldigt hvor hård verden kan være, vil det aldrig blive en grund til, at hun holder op med at gøre, hvad hun kan. Tværtimod.