Børnerådet: Helt afgørende at høre børn

Børnerådet oplever generelt, at familier og børn er meget positive over for at deltage i undersøgelser af børns trivsel, også i de tilfælde, hvor spørgsmålene går tæt på familiernes privatliv

Formand for Børnerådet, Per Larsen.
Formand for Børnerådet, Per Larsen. . Foto: Magnus Holm/Polfoto.

”Det er helt afgørende at høre børn, og vi oplever generelt, at forældre er positive over for undersøgelser af børns trivsel også, selvom spørgsmålene går tæt på for eksempel vold i familien. Jeg har aldrig hørt, at den slags undersøgelser skulle skabe konflikter i familien.”

Det siger formanden for Børnerådet Per Larsen, der forleden offentliggjorde en stor undersøgelse af vold mod børn foretaget blandt godt 4000 børn i 7. klasse. Børnerådet vil ikke kommentere en undersøgelse fra SFI – Det Nationale Forskningscenter for Velfærd blandt børn af krigsveteraner, men Per Larsen fremhæver, at Børnerådet generelt oplever, at familier og børn er meget positive over for at deltage i undersøgelser af børns trivsel, også i de tilfælde, hvor spørgsmålene går tæt på familiernes privatliv. Børnerådet har for nylig udgivet en særlig håndbog i, hvordan børn bedst kan inddrages i den slags undersøgelser.

”Det er vigtigt for os, at det er positivt for børn at deltage. Vi laver faktisk undersøgelser blandt femårige i børnehaver, og vi har udviklet et tegneserieagtigt digitalt spørgeskema, som børn i den alder kan besvare. I den forbindelse taler vi ofte med ekspertgrupper, der kan kvalificere børnenes udsagn,” fortæller Per Larsen.

En stor del af Børnerådets undersøgelser foregår på skoler og daginstitutioner. Her orienterer lærerne forældre og børn om undersøgelsen.

Børnene vil typisk deltage i undersøgelsen, medmindre forældrene afviser det, og i nogle særlige undersøgelser indhentes samtykke fra forældrene, hvis børnene er under 15 år.

”Børnene er eksperter på deres eget liv. De ved, hvor skoen trykker. Derfor er det vigtigt, at vi spørger børnene selv – også om ting, der kan være ubehagelige,” siger Per Larsen.