Et forældrepar venter uden for døren til klasseværelset på deres barns skole. Hele dagen. Hver dag. I flere år. De skiftes, så barnet kommer af sted. Har aftaler med arbejdsgiveren, tager hjemmearbejdsdage, får det til at fungere. For ellers er der bare ingen skole. Barnet tør ikke skilles fra sin mor og far.
Barbara Hoff Esbjørn er professor ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet, og i dag modtager hun Forskningskommunikationsprisen på 100.000 kroner af kronprinsesse Mary for sit arbejde med børns angst.
Hun kender familier som den ovenfor. Hun kender også dem, der aldrig tager på telttur, hvor ”flyveting” huserer i luften, men kun på hotel. Og de børn, der – måske en hel barndom – aldrig kommer til fødselsdag, fodbold eller bare ud i skolegården. Fordi de ikke tør, og fordi børns angst er et overset problem, så angsten ofte får frit spil så længe, at den ender med at sønderrive familiens hverdag eller endda barnets liv.
”Det rører mig dybt, når vi får henvendelser fra familier, der har brugt måneder og år af deres liv på, at der ingenting er gjort, at der er gjort noget forkert, eller at de simpelthen ikke har råd til at købe hjælp,” siger Barbara Hoff Esbjørn om de familier, hun har mødt gennem sin forskning og på universitetets klinik, Center for Angst.
Mellem fem og ti procent af en børneårgang vurderes at lide af behandlingskrævende angst. Det gør diagnosen til den hyppigste psykiatriske børnelidelse – bortset fra, at mange netop ikke er diagnosticerede, påpeger Barbara Hoff Esbjørn.
Separationsangst, specifikke fobier – for eksempel for ”flyveting”, altså fluer, myg og så videre – socialfobier og generel bekymring er blandt de angstformer, børn typisk har. Alle har set et barn være bange på en af disse måder. Men fordi alle har set et ængsteligt barn, ved kun få, hvornår de ser et barn med angst.
”Lærere, forældre, psykologer og læger – alle kan have svært ved at kende symptomerne. De tænker, at barnet vokser fra det. De husker, at de selv var bange nogle gange som børn, eller kender nogen, hvor problemerne jo løste sig,” siger Barbara Hoff Esbjørn.
Børn, der lider af bekymringsangst, er fanget i lange tankespin: ”Hvis jeg glemmer at slukke lyset, så bruger jeg mere strøm, så smelter ozonlaget, så stiger havene, så drukner vi,” kan de tænke.
”Når voksne møder sådan et barn, tænker de, at det er et meget modent og tænksomt barn, og hvor er det miljøbevidst! Men det er simpelthen et barn, der bekymrer sig meget, og det kræver behandling, når tilstanden er varig, tilstrækkelig intens og forhindrer barnet i at udvikle sig alderssvarende,” siger Barbara Hoff Esbjørn.
Angst udvikler sig lige som fedme: gradvist. Lidt efter lidt fanges barnet i en tilgang til verden, hvor det på den ene side trusselsovervåger omgivelserne nøje, og på den anden beskytter sig mod de indbildte trusler. Så skrider normaliteten.
”Familierne tilpasser sig. De lader angsten bestemme, hvad de kan foretage sig,” siger Barbara Hoff Esbjørn og peger på, at nogen vænner sig så meget til tilstanden, at de kan have svært ved at vurdere, om problemet er alvorligt nok til behandling, selv når barnet har alle tegn på angst.
Den gode nyhed er, at behandling for angst har en høj succesrate.
Ifølge den internationale organisation Cochrane er 59 procent fri for alle angstlidelser umiddelbart efter et forløb med kognitiv adfærdsterapi. Det støttes af Barbara Hoff Esbjørns egen forskning.
Hun har desuden forsket i, hvordan forældre under tilstrækkelig supervision selv kan varetage en del af behandlingen for børn med moderat angst.
”Det er faktisk et samfundsmæssigt problem, hvis vi ikke gør noget. Ubehandlet angst i barndommen øger risici for blandt andet skolefaglige vanskeligheder, skolevægring, social isolation, og at forældrene ikke kan passe deres arbejde. I voksenlivet er der øget risiko for angst, depression og misbrug,” siger hun.
I foreningen Børn med angst ser formand Mia Kristina Hansen gerne, at flere børn får mulighed for behand-ling. Foreningen har kun eksisteret en måned, men allerede fået 250 medlem-mer og modtager dagligt henvendelser fra forældre, der ikke ved, hvor de skal søge hjælp.
”Forældrene støder ind i forestillingen om angst hos børn som en naturlig del af barndommen, der bare skal overstås. Børnene skal bare tage sig lidt sammen og få lidt mere hår på brystet, og forældrene skal lade være med at pylre om dem. Det er en helt umulig besked at få, når ens barns liv er låst fast af angsten og fylder alt i hverdagen og familien,” siger Mia Kristina Hansen.
Hun har selv en søn med angst og mærker, hvad der er på spil:
”Det her er vores børns barndom. Det er den eneste, de får.”