Bofællesskaber trækker hjemløse væk fra gaden

Frie rammer og et fællesskab med ligesindede har vist sig at være opskriften på at skaffe mennesker ud af hjemløshed, viser forsøg

Syv ud af ti kan kvitte den hårde tilværelse som hjemløs og slå sig ned i et blivende hjem, hvis de tilbydes en anderledes bolig i en hytteby eller et bofællesskab. Her oplever de nemlig at blive en del af et trygt fællesskab med ligesindede, der ikke fordømmer hinanden på grund af alkoholmisbrug eller løse hunde.

Det konkluderer Socialministeriet på baggrund af syv års forsøg med i alt 372 "skæve huse", som siden 1999 er opført med tilskud fra ministeriet og lejet ud på gængse kommunale vilkår til hjemløse.

– Rapporten viser, at indsatsen mod hjemløshed virker, siger socialminister Eva Kjer Hansen (V).

– De skæve boliger giver de udsatte grupper et alternativ til at skulle indpasse sig i almindeligt boligbyggeri. Dermed får de udsatte en livskvalitet, som de ofte ikke

har oplevet i lang tid, siger hun.

Preben Brandt, der er formand for Rådet for Socialt Udsatte, vurderer, det netop er boligernes styrke, at de fungerer som et frirum i et ellers regelbundet og organiseret samfund.

– Husene er stort set alle beboet konstant, og de hjemløse vil gerne bo i dem. Set fra mit synspunkt er det en succes i sig selv. Det gode ved boligformen er, at de skæve huse fungerer som en slags positive ghettoer, siger han og sammenligner husene med bofællesskaber for ældre, som også finder tryghed i at være sammen med mennesker, der minder om dem selv.

Fællesskabet spiller en stor rolle i succesen med at få hjemløse væk fra livet på gader og herberger, siger Henning Kristiansen, der er ansat som social vicevært til at hjælpe beboerne i to bebyggelser med skæve boliger i København.

– Beboerne nyder, at der ikke er nogen, der skuler skævt til hinanden, og at de får lov til at være sig selv. De er gode til at hjælpe og støtte hinanden, og selvom der selvfølgelig kan opstå konflikter og uvenskab mellem dem, bliver problemerne stort set altid løst igen. Beboerne er generelt gode til at bære over med hinanden og tilgive hinanden, hvis der opstår vanskeligheder, siger han.

Alligevel kan Preben Brandt godt være bekymret for, om det er de mennesker, der har allermest brug for det, som kommer til at bo i de skæve boliger.

– Det er meget vigtigt, at projekterne ikke bliver så velordnede og pæne, at de mennesker, der ikke trives i den slags rammer, ender med at vælge boligerne fra, siger Preben Brandt.

bejer@kristeligt-dagblad.dk

Læs mere under Danmark