Prøv avisen

Bonnie fik aldrig sin pølsevogn – men et pænt beløb

I løbet af kort tid lykkedes det gennem indsamlingen ”Hjælp Bonnie ud af prostitution!” at samle 158.991 kroner ind til Bonnie Cleo Andersen. Foto: Per Rasmussen/ritzau

Internettet har revolutioneret indsamlinger til almennyttige formål, hvor mange i dag samler ind til nære venner og familie, eller personer hvis skæbne bliver kendt i medierne. Ekspert sætter spørgsmålstegn ved samfundsnytten i det

”Hjælp mig… med at hjælpe min mor.”

Er det tiggeri? Et råb om for store masker i velfærdsstatens sikkerhedsnet? Eller bare den nye teknologis muligheder for at brede næstekærlige gerninger meget længere ud?

Det er i hvert fald overskriften på en af de cirka 1500 pengeindsamlinger, der siden 2014 er blevet publiceret på Indsamlingsnævnets hjemmeside. Mange er sat i verden af de etablerede indsamlingsorganisationer som Red Barnet, kirkelige foreninger og Røde Kors, men en stor del er rettet mod helt private formål.

Indsamlingen til ”min mor” er offentlig på det sociale medie Facebook, hvor en 15-årig søn til kræftsyge Lotte samler penge ind til sin mors køb af dyr, immunforstærkende medicin.

Netop indsamlinger til børns og voksnes alternative behandlinger for kræft er der rigtig mange af, også på den kommercielle indsamlingshjemmeside Caremaker.dk.

Her kan man for eksempel læse, at der er samlet 386.520 kroner ind til toårige, kræftsyge Sigrid, og at 10-årige Annika har fået 138.550 kroner ind til alternativ behandling af sin mor i Tyskland, efter at hun har fået konstateret aggressiv kræft.

Private samler imidlertid ind til meget andet end sygdomsbehandling. En har samlet ind til Ane Sofie, der gerne vil på efterskole. En anden vil hjælpe en ven ud af ”endeløs gæld”, en tredje søger bidrag til sønnens konfirmation.

Og så er der ”Hjælp Bonnie ud af prostitution!”. Den blev oprettet af journalist Søren Henriksen i september 2015, efter at DR havde vist tv-udsendelsen ”Bonnie og de tusinde mænd” om Bonnie Cleo Andersens hårde liv som prostitueret gennem 20 år.

I udsendelsen gav hun, der lider af anoreksi, udtryk for, at hun godt kunne tænke sig at få sin egen pølsevogn for at komme videre i livet.

Så meningen var, at indsamlingen skulle gå til at købe sådan en. I løbet af kort tid lykkedes det at samle 158.991 kroner ind, men hun fik aldrig pølsevognen. Af regnskabet for indsamlingen fremgår, at efter omkostninger, blandt andet til revision og gebyr til Caremaker.dk, var der 139.432 kr. tilbage, som er udbetalt til Bonnie Cleo Andersen.

Søren Henriksen forklarer, at hun fik valget mellem at få pengene sat ind på en spærret konto eller udbetalt kontant minus skat, og at hun valgte den sidste løsning, fordi hun var for syg til at have en pølsevogn.

Denne som mange andre private indsamlinger rejser det principielle spørgsmål om, hvorfor man skal give til enkeltpersoner, og om ikke pengene havde gjort mere gavn, hvis de var givet for eksempel til en organisation, der arbejder for at hjælpe prostituerede? Til det siger Søren Henriksen:

”Jamen, pengene var aldrig blevet givet. Hvis jeg ikke havde lavet en indsamling på Caremaker, dagen efter at udsendelsen var blevet vist, var der ikke kommet en krone ind.”

Set i bakspejlet i dag mener han, at det nok var en fejl at kalde det en indsamling til en pølsevogn, men på den anden side var det nok netop det ord, der fik mange til at bidrage.

”Det var en fejl, fordi jeg ikke havde forestillet mig, at det kunne være et problem, at Bonnie skulle være for syg til at tage imod. Havde jeg vidst det, skulle der ganske enkelt have været gjort opmærksom på det i indsamlingen. Så ville dem, der donerede penge, vide, at det kunne ende med en udbetaling,” siger han.

Der er store forskelle på, hvor meget de personlige appeller kaster af sig. Efterforsker ved Københavns Politi Ole Madsen oprettede sidste år en indsamling på Facebook til fordel for en kollega, der var blevet hårdt såret på Christiania. Indsamlingen gav 1.046.502 kroner, som siden blev overdraget til betjentens kæreste.

Tilsvarende blev der via Caremaker.dk doneret 665.460 kroner til de efterladte børn efter politimanden Jesper Jul, som blev skudt og dræbt i Albertslund i december.

Beløb i den størrelsesorden må mange andre indsamlere se meget langt efter.

Sara er for eksempel på kontanthjælp, har mistet et barn og sit job og har måttet udskifte sin gamle bil. Vandrørene af ler er gået i stykker og kostede 20.000 kroner at få udskiftet, så nu beder hun om 8000 kroner, så hendes børn kan komme på ferie i Jylland i en uge. Da Kristeligt Dagblad tjekkede det, havde ingen givet tilsagn om at give så meget som en krone.

Men hvad er fremvæksten af de mange personlige indsamlinger udtryk for?

”Den primære forklaring er, at vi har fået de sociale medier. I gamle dage var der også masser af indsamlinger, som ikke var helt lovformelige. Hvor man for eksempel gik fra hus til hus for at samle ind til et nyt flygel i forsamlingshuset uden at have fået tilladelse til det fra politiet,” siger Stig Fog.

Han har arbejdet med fundraising i 17 år og driver konsulentvirksomheden Stig Fog Fundraising & Kommunikation.

De sociale medier har givet enkeltpersoner en mulighed for at nå ud til rigtig mange mennesker i løbet af fem minutter og for at hjælpe navngivne personer.

”Grundlæggende er det jo godt, at vi som mennesker har et handlerum. Men det er problematisk, at denne type af indsamlinger gør alt det, som velgørende organisationer ikke kan gøre.

Der er en grund til, at Kræftens Bekæmpelse ikke sætter en indsamling i gang for at redde en bestemt, terminal patient. Rationalet er, at hvis man i stedet giver 300.000 kroner til en dygtig forsker, kan man redde mange flere patienter på længere sigt,” siger han.

”Det ligger jo i hele definitionen af det almennyttige, at det skal komme en bredere kreds tilgode. Derfor er alle disse indsamlinger ikke almennyttige og kunne heller aldrig blive godkendt som sådan af skattemyndighederne.”

Stig Fog nævner, at den personlige indsamling er meget gennemsigtig, både for giveren og modtageren. Man kan meget hurtigt og tydeligt se, hvem pengene går til, og på den måde vænner man givere til, at der skal 100 procent gennemsigtighed, og det er meget vanskeligere at sikre i den mere organiserede del af indsamlingsverdenen.

Han har tidligere været formand for Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation, Isobro.

Også han nævner ligesom Indsamlingsnævnets formand Christian Lundblad problemet med, at de ”uprofessionelle” indsamlere har svært ved at overholde regnskabsreglerne. Der er talrige eksempler på, at man har samlet ind til et bestemt formål, men hvis det ikke kunne opfyldes – den kræftsyge dreng døde, inden indsamlingen var færdig – så vægrer indsamlerne sig ved at sende pengene tilbage til giverne.

De vil hellere give dem til begravelsen og den efterladte familie, selv om der ikke var skrevet noget om det i anmeldelsen af indsamlingen.

De mange nye private indsamlinger betyder dog ikke, at de almennnyttige foreninger kommer til at miste penge. Stig Fog mener, at de personlige indsamlinger når nye grupper, som ikke nødvendigvis tidligere har støttet almennyttige formål.

Men er det samfundsnyttigt?

”Hvis den strandede hval i Vejle Fjord havde overlevet bare lidt længere, er jeg ikke i tvivl om, at der kunne være samlet penge ind til den.

Men man kan spørge, om det mest ville være udtryk for egennytte, eller om det ville bidrage til noget i samfundet? Personligt har jeg svært ved at få øje på det sidste,” siger Stig Fog.

Politimanden Jesper Jul blev skudt og dræbt i Albertslund i december. En indsamling til de efterladte børn gav 665.460 kroner. Her foto fra Jesper Juls begravelse. Foto: Mogens Flindt/ritzau