Klima, udlændinge og kultur havde det grundtvigske hus, Vartov i København, sat som temaer for et vælgermøde tirsdag aften.
Særligt kulturdebatten satte sindene i bevægelse hos politikerne fra de ni partier på mødet, som et halvt hundrede tilhørere fulgte.
De borgerlige politkere efterlyste mere ånd og mindre snak om kulturens økonomi. Debattens ordstyrer, DR-journalist Mads Aagaard, udfordrede flere af dem på, hvad de ville gøre ved det såkaldte omprioriteringsbidrag – et sparekrav på to procent, som kulturinstitutioner har skullet indfri år efter år.
De Radikales kandidat, Ida Auken, tog bolden op og argumenterede for, at danske kunstnere skal have støtte, hvis de skal kunne udvikle ny og levende kunst.
”Det er lidt mærkeligt, at Dansk Folkeparti, som bryster sig af at være det danske parti, bare sidder og kigger på, at man har skåret og skåret og skåret i kulturen. Jeg ved ikke, om man skal skære to procent af Holger Danske eller fregatten Jylland, før I begynder at sprælle,” sagde Ida Auken.
Det fik Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt til at bemærke, at ”når kulturradikale skal tale om kultur, kan de kun løfte sig op til at tale om omprioriteringsbidraget og om pengene.”
Han erkendte dog, at det ikke var sjovt at skulle spare på kulturen, men særlig problematisk er det, at kulturinstitutioner som for eksempel Det Kongelige Teater ikke kan overføre bevillinger fra år til år. Det gør det sværere for dem at satse på meget store og kostbare opsætninger ved at samle penge sammen over flere år.
”Den langt mere interessante diskussion er nu den, der ikke kan gøres op økonomisk,” sagde han.
”Hvis du taler om folkeskolen, er det da en katastrofe, at man ikke har morgensang, at man ikke har en indføring i dansk litteratur, dansk geografi og dansk historie. Når man taler med unge mennesker er de ofte fuldstændig åndløse, i hvert fald hvis de ikke kommer fra meget åndrige hjem. Det skaber jo en kulturel ulighed i samfundet, som jeg synes er kedelig,” lød det fra Morten Messerschmidt.
Også den konservative kandidat, sognepræst Marie Høgh, havde blikket rettet mod folkeskolen. Hun mener, at der skal være gratis adgang til statslige museer, men det er ikke gjort med det.
”Kulturen skal luskes ind alle mulige andre steder, netop i vores skoler, i foreningslivet og alle de steder, hvor mennesker mødes.”
Marie Høgh var i øvrigt positiv stemt over for at indføre en egentlig nationaldag for Danmark, som Morten Messerschmidt tidligere har foreslået. Ikke mindst i år, da der skal være folketingsvalg, risikerer grundlovsdag at blive ”et rivegilde, hvor politikerne holder varmlufttaler.”
Venstres kandidat i debatten, Martin Geertsen, har tidligere været kulturborgmester i København, og han gav ikke meget for de røde partiers kritik af kulturens omprioriteringsbidrag, for netop sådan et havde den socialdemokratiske overborgmester i København indført allerede i 1997, og det stod fast i mange år.
Socialdemokratiets folketingskandidat, Simon Simonsen, blev af ordstyreren spurgt, hvad Socialdemokratiets kulturpolitik egentlig går ud på? Er det Henrik Sass Larsens angreb på finkulturen, der gælder, eller er det Mogens Jensens smag for operaen?
Det svarede han ikke direkte på, men lod forstå, at Socialdemokratiet forstår samfundet som et forpligtende fællesskab og ikke overfladisk fællesskab. Målet for arbejderbevægelsen har altidværet at sikre, at arbejde ikke skal udfylde hele dagen. Der skal være fritid til at dyrke sport og kunst, men vel at mærke ikke den flade kunst eller ”den kunst, der taler til underlivet.”
”Den rigtige kulturkamp er en åndelig kamp,” sagde han og placerede sig dermed retorisk tæt på Kristendemokraternes Stig Grenov,
Han refererede i sit indlæg til Hal Kochs ord om, at ”ordet er stærkere end sværdet.”
Grenov vil gerne styrke kristendomsundervisningen med større vægt på de jødisk-kristne fortællinger. Og efterlyste større kulturelt frisind.