Det har været det analytiske bagtæppe for mangen politisk begivenhed: Opgøret med eliten.
Politiske iagttagere og aktører har udpeget resultatet af folketingsvalget i 2015 som et ”fravalg af det politiske establishment” og set nej-flertallet ved sidste års afstemning om retsforbeholdet som et billede på ”kløften mellem den danske elite og den almindelige dansker”.
Men hvilke partier er elitens repræsentanter? Det har 1004 repræsentativt udvalgte respondenter svaret på i en ny meningsmåling, som YouGov har foretaget for Kristeligt Dagblad.
Ifølge valgforsker og professor Rune Stubager fra institut for statskundskab ved Aarhus Universitet, er det ”ikke givet, at folk æder kommentatorernes distinktioner”. Og det tyder meningsmålingen ”umiddelbart ikke på”, siger han.
For det er de i økonomisk forstand klassisk borgerlige partier – Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti – som flest peger på som elitepartier.
Oftest er det ellers de såkaldt ”gamle partier” som helhed – Venstre, Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre – der af politiske kommentatorer tilskrives prædikatet ”den politiske elite” eller ”det politiske establishment”.
Men det ofte regeringsbærende socialdemokrati placerer sig i undersøgelsens midterfelt. Sammen med De Radikale, hvis vælgere i reglen har høje indkomster og lange uddannelser, og Dansk Folkeparti, der traditionelt ses som et antielitært parti. I bunden ligger SF, Enhedslisten og Alternativet.
Resultatet skyldes formentlig, at Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti forbindes med det private erhvervsliv. Det vurderer lektor Jens Peter Frølund Thomsen, ligeledes fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet. Både han og Rune Stubager noterer sig, at flest danskere i den meningsmåling, som Kristeligt Dagblad offentliggjorde i fredags, peger på eliten som dem med topposter i erhvervslivet, høje indkomster og lange uddannelser.
”Det er styrende for, hvilke partier man ser som elitepartier. Socialdemokratiet ses ikke som et eliteparti, fordi det i sin essens er kritisk over for det private erhvervsliv og heller ikke rekrutterer folk fra det private erhvervsliv,” siger Jens Peter Frølund Thomsen og kalder Det Radikale Venstre ”lidt sværere at have med at gøre, for dem skulle man opfatte som tæt knyttet til uddannelseseliten”.
”Måske ser man de Radikale som et venstreorienteret parti på grund af udlændingepolitikken. Her lægger de sig langt til venstre. Nu bekender de sig konsekvent til Socialdemokratiet. Og det private erhvervsliv forbinder man altså med de borgerlige,” siger Jens Peter Frølund Thomsen.
Rune Stubager noterer, at ”det også er svært at se de Radikale som den politiske elite, hvis vi ser den politiske elite som dem, der træffer beslutningerne”. De Radikale er som bekendt i opposition til det aktuelle folketingsflertal.
Journalist og forfatter Erik Meier Carlsen mener, at Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstres placering i midterfeltet ”viser noget om undersøgelsens mangel på præcision” i forhold til elitebegrebet.
Men, siger han, ”Dansk Folkeparti og de Radikale har det til fælles, at de står meget centralt i dansk politik. Dansk Folkeparti er jo i stigende grad begyndt at lege med tankegangen om at være kongemagere”.
Det kræver varsomhed at konkludere på svarene fordelt på partifarve. Men det er bemærkelsesværdigt, at Dansk Folkeparti opfattes signifikant mest som eliteparti af Dansk Folkepartis egne vælgere, der i øvrigt sammen med Venstre-vælgerne er den vælgergruppe, der i mindst, men ikke signifikant, grad opfatter Det Radikale Venstre som et eliteparti.
Lektor Jens Peter Frølund Thomsen kalder det både overraskende og ”ret paradoksalt, at DF’s vælgere opfatter DF som en del af den privilegerede inderkreds, selvom deres vælgere gennemgående er kritiske over for magthaverne”. Men han påpeger, at partiet konsekvent har støttet borgerlige regeringer og altså ”de partier, som folk siger, tilhører eliten”.
Professor Rune Stubager ser resultatet som udtryk for ”en opfattelse af, at deres eget parti er bedst, eller også er det en anerkendelse af, at partiet for indeværende har indflydelse”.
Dansk Folkepartis stifter og tidligere partiformand, Pia Kjærsgaard, vakte først på efteråret opsigt med et interview i Berlingske, hvor hun udtalte, at Danmark havde ”en magtelite, der har været meget dominerende, rethaverisk og ignorerende”.
At ”eliten” er blevet et omdrejningspunkt i den politiske debat ses ved, at adskillige politikere fra både venstre og højre ikke holder sig tilbage med at kritisere ”eliten”. Herunder Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, der i september skrev på netmediet piopio.dk, at man især fandt tilhængerne af en højere pensionsalder blandt ”storbyens selvtilstrækkelige elite, hvis største arbejdsmiljøproblem består i brændte fingre ved at holde på caffe latten”.
Tendensen til at tale om kløften mellem elite og folk er international. Således skrev en klummeskribent på avisen The Washington Post i juni ligefrem, at ”alle hader eliterne”.
Men, slutter Rune Stubager, ”selvom nogle går og snakker om den politiske elite”, er det ikke sikkert, ”at den her ’os mod dem’-tænkning om folket og eliten er så stærk.”
